Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

torsdag den 31. december 2015

Godt Nytår

Jeg vil her på min blog ønske jer alle et Godt Nytår. Håber at 2016 bliver et godt år som vil bringe glæde til jer alle og også til mig selv. Året 2015 blev for mig et år med opbrud og store forandringer. Et år jeg vil mindes med vemod. Nytårsaften 2014 havde jeg stadig håbet om at tingene ville blive bedre og at alt ville ordne sig. Det gjorde de bare ikke, men jeg fandt mine grænser og fik professionel hjælp til at komme videre alene. Og som Per siger, så er enhver slutning også en ny begyndelse. Og lukkes der en dør så åbnes der en ny. Jeg har mange nye tiltag igang. Nye netværk og genoptagelse af gamle forbindelser. Jeg elsker livet og skal nok få noget godt ud af 2016. GODT NYTÅR!

tirsdag den 29. december 2015

Juletræer i Danmark og i Sverige

Juletræet i Pandekagehuset blev flot pyntet 4 dage før Juleaften. Som sædvanlig af børn og børnebørn. Dagen efter drog jeg til Sverige for at holde jul i vores hus derovre sammen med Ulla, Bo og de 3 drenge. Juleaftensdag gik turen så i skoven, for i Sverige er det der man henter juletræet. Ganske vist ikke et fint ædeltræ men en rødgran. Alle mand af huse med sav i hånden for at finde et passende træ. Så var det spændende om vi havde noget julepynt. Det mente vi nu at vi havde  da det jo ikke er første jul i Påryd. Der var julepynt plus det jeg havde fået fra min pakkekalender som Ulla havde betænkt mig med i år. Og der blev gået om træet og sunget som det sig hør og bør. Mad og gaver var der også i rigelige mængder. En anderledes Juleaften for mig i år, men dejligt at være sammen med familien.

søndag den 20. december 2015

Juletræet venter på sin pynt




Så står det der igen. Det smukke grønne juletræ. Og det bliver stående ihvertfald til 6. januar. Indendørs altså. Men træet har lang tid for sig endnu inden det ryger på forbrændingen. Træet bliver sat ud i haven og der kommer flere æbler og selvfølgelig mejsebolde. Det både pynter og glæder. Lige nu står det i stuen og venter på at børn og børnebørn og oldebarnet Karla kommer og pynter det. Det er ikke en helt fasttømret tradition, - men næsten. Det kan nogen gange være svært at få samling på dem alle. En tradition er det også at sprællemanden hr. Julemand hænger hvor den hænger. Det er en gammel julekalender, hvor et barnebarn har hevet lågerne af så de ikke længere kan lukkes. Nogle ville jo nok have smidt ham ud, men der bliver stadig hevet i snoren. Mon ikke også Karla skal prøve?

lørdag den 12. december 2015

Tænk at jeg kunne glemme Ingas fine nisser og hjerter

Troede lige jeg var færdig med al julepynten både indendørs og udenfor. Har lige lavet dørpynt til begge yderdøre. Så var jeg vist færdig. Men hvad var der mon i den her pose på spisebordet? Det var vel noget til at lave smykker af. Det havde jeg fremme i forgårs. Det var det nu ikke. Det var noget blødt og rødt. Neej, - det var nisserne og hjerterne som i mange år har haft plads på troldegrenen i køkkenvinduet fra December og til Påske. Nu hænger de der. Tænk at jeg kunne glemme dem. Nisserne og de hæklede hjerter plejer ellers at være noget af det første julepynt der kommer op. Jeg tilskriver det at julen ikke er som den plejer i år eller også er jeg bare ved at blive gammel. Det er nisserne forresten også. De er nok efterhånden 40 år gamle. Stammer fra Ingas omfattende årlige produktion af alt til julen hørende pynt.

fredag den 11. december 2015

Klejner i kassen

I år havde jeg nok ikke tænkt mig at jeg skulle lave klejner og vaniljekranse. Lave den kun til mig selv, -nej det kunne være lige meget. Vidste ikke hvordan jeg egentlig havde det med alt juleriet. Nu er det så blevet sådan at den årlige julehygge og byttegavedag skal holdes her som den plejer og det er jo dejligt. Så kommer børn, svigerbørn. børnebørn og lille Karla, mit oldebarn. Til julehyggen i Pandekagehuset hører visse traditioner, Blandt dem klejner. De drillede lidt i år. Dejen smuldrede, men så er der jo internettet. Der skulle bare en lille sjat vand i og så var dejen medgørlig. Har også bagt vaniljekranse. Det blev også en udfordring i år og den kunne ikke klares med internettet. Havde lige glemt at den gamle kødhakker var røget til Sverige og på den nye køkkenmaskine kan man ikke lave vaniljekranse. Pølserne måtte rulles i hånden, - for kranse skulle det være. Kønne er de ikke, men det er kranse og det er jo smagen der er sagen.

lørdag den 5. december 2015

Julen, - noget man glæder sig til eller frygter?

Jeg hører til dem der altid har syntes at Jul og julemåneden var hyggelig. Andre begynder at rase og
se sig gal på julen allerede i oktober når forretningerne begynder at sælge juleting og lokalaviserne annoncerer for årets julefrokoster. Selv ser jeg det næsten ikke, - går forbi og overser det hele. Lige indtil at, - hovsa der er jo 1. søndag i advent på søndag. Så rykker jeg. Kalenderlys, ler, gran og lys til adventskransen bliver købt. Julekassen bliver hentet ned fra øverste hylde i skabet og sorteret i ting til førjul og ting til juletræet. Og er der først taget hul, så skal tingene frem og sættes eller hænges på deres vante pladser. Intet er tilfældigt. I år er julen nu ikke helt som den plejer, - mildest talt. Havde faktisk frygtet Julen lidt. Nissefar har nemlig forladt Pandekagehuset. Trist, synes jeg. Juleglæden har han dog ikke taget med. Jeg kan stadig glæde mig over julehyggen og pynter op som jeg plejer at gøre. Kan konstatere at min juleglæde altså ikke hang på Nissefar. Heldigvis!

fredag den 27. november 2015

Vinteroprydning i drivhus

Dagen igår var jeg billøs. Den lille Hyundai er hos mekaniker et par dage for at få en undervognsbehandlig og olieskift. Det gjorde nu ikke så meget at det var en hjemmedag for der er nok at se til udendørs stadigvæk. Først skulle der fejes. Den fine hvide sne var smeltet og havde efterladt en masse mos fra taget og blade og smågrene. Det pyntede at få det væk og så var der tid til kaffe på terrassen. Solen skinnede og det gode vejr skulle udnyttes så jeg gik igang med at rydde op i drivhuset. Planterne var fjernet for længst, men alle de visne blade fra vinen pyntede ikke ligefrem. Og så var der plantesækkene og kapilærkasserne. Sækkene blev slæbt ud i køkkenhaven og tømt der. Kasserne blev tømt for vand og båret udenfor til yderligere rengøring. Og hvad dukkede der så frem? Dræbersnegle, - hele 17 af disse ulækre fætre gemte sig under kasserne. De blev smidt i kloakken som sædvanligt. Godt at jeg fik ryddet op, så de ikke formerede sig i vinterens løb. Nu er der fejet og de rengjorte kasser står pænt stablet og der kan serveres en kold øl eller en kop kaffe i cafeen.

mandag den 23. november 2015

Og hvad lærte jeg så af det??

Sidder her med sved på panden selv om der fryser 4 grader udenfor. Ude skinner solen fra en skyfri himmel. Alt er hvidt og solen får sneen til at glimte som krystaller. Fine istapper hænger hele vejen langs tagskægget. Utrolig smukt. Lige til at sætte sig indendøre og nyde synet af. Hvis det bare ikke var sådan at jeg ikke kunne komme ud af min indkørsel. Der var kun et at gøre. Fatte skovl og sneskraber. Nu er indkørslen ryddet. Det tog 2-3 timer med passende pauser når sveden på panden og ryggen krævede det. Pauserne var selvfølgelig med kaffe og en velfortjent øl. Det jeg så har lært af hele den her manøvre er at når der meldes sne i større mængder så skal sneslyngen stå i garagen eller på terassen og ikke som nu ovre i redskabsskuret hvor den er sneet inde.

søndag den 22. november 2015

Sneet inde Pandekagehuset



Det var da vist godt at jeg fik ordnet blomsterkrukkerne i sidste uge. Idag er der ihvertfald ikke vejr til den slags. Skulle have været på min søndags gåtur i Svogerslev i formiddags og til børneførselsdag i Roskilde i eftermiddag. Begge dele blev droppet af den simple grund at der i løbet af aftenen og natten er kommet betragtelige mængder sne her på Midtsjælland. I min indkørsel, det vil sige langs hele sydsiden af huset, ligger der en snedrive på godt en halv meters dybde. Heldigvis er der slet ingen sne på terrassen og det var kun nødvendigt at skovle et par meter for at komme ind og se til fyret. Havde selvfølgelig både skovl og sneskraber parat udenfor. Har også en sneslynge men den blev i skuret, Ved heller ikke om den kan starte. Det har sneet det meste af dagen og drysser stadig lidt. Temperaturen er nu steget til 2 grader, så måske slår det over i regn og så forsvinder sneen måske af sig selv. 

tirsdag den 17. november 2015

Lidt krukkeri forud for vinteren



Til formiddag viste vejret sig fra sin pæneste side og så var det tid tid at ordne lidt i haven. Lidt vinterforberedelse faktisk. Først skulle nettet over havebassinet fjernes. Nu var alle blade jo faldet af birketræet som står lige ved siden af. Pumpen skulle også tages op og erstattes med en som kun giver luft og derved holder vandet åbent i frostvejr. Blomsterne i krukkerne var også færdige for i år. Begonieknoldene er taget op for et par uger siden. De plejer at være det eneste genbrug fra år til år, men i år jeg vil prøve om pelargonierne og et par fucksia kan overvintre inde i værkstedet hvor der er blevet lidt mere plads. Hortensiaerne fik plads i garagen og ikke som de plejer i drivhuset. De kan godt tåle en lille snert frost. Da gårdspladsen var fejet og der var revet endnu en sæk blade sammen begyndte det at regne. Perfekt timing. Så var der tid til en velfortjent øl og en frisk kop kaffe.

lørdag den 14. november 2015

Julestemning i November??

Det er ikke den helt store julestemning der hersker her i huset på sådan en solbeskinnet novemberdag. Alligevel er det jo ved at være tid til at tænke på at finde kassen med juletingene frem. Og måske kigge efter hvor lyskæderne til haven befinder sig og om de virker. Haven ser ihvertfald ud til at trænge til lys, den ser temmelig mørk ud når solen har slukket sin lampe. Har købt et stort fint kalenderlys. Plejer ellers altid at vente til der kun er de grimme tilbage, men ikke i år. Mos til dekorationer har jeg også i rigelige mængder. Det blev hentet i Påryd i efterårsferien. Idag er der kun 14 dage til at første lys i adventskransen skal tændes, så derfor tænkte jeg at juletingene skal ses efter og deles, - det er jo ikke mit det hele længere. Og der er rigeligt til at dele skulle jeg hilse og sige..

søndag den 1. november 2015

Så er det bare derudaf!

Har for godt en måned siden meldt mig på et gå tur-hold i Svogerslev. Vi går en tur på omkring 7-9 km på et par timer hver søndag formiddag. I raskt tempo, for det er gymnastikforeningen der står for det, så vi får sved på panden. De første gange har mit fodtøj ikke været alt for velegnet. Støvler som absolut ikke var gode. I mangel af bedre gik jeg over til gummistøvler med en tyk sok i. Nogenlunde. Til min fødselsdag gav børnene mig penge så jeg kunne købe et par gode løbesko. De blev købt igår. Måtte selv spæde 200 kr til men så fik jeg også et par gode sko. Endda med 200 kr. i rabat. Nu er de afprøvet og de bestod prøven. Turen idag gik til Hyrdehøjskoven. Skulle lige nyde de smukke farver inden de sidste blade falder af træerne. Solen tittede frem og flot var det. Og et svanepar fuldendte synet. Når det så ovenikøbet er gratis glæder både solen, svanerne og gåturene så er det bare om at komme derudaf.

torsdag den 15. oktober 2015

Svampetur i Påryd

Efterår, Sverige og svampe. De tre ting hænger en hel del sammen synes jeg. Det var også tredie gang at svampeeksperten Jeanette blev lokket til Påryd med hund og familie.
Udover svampene trak familiehyggen med Ulla, Bo, Nikolaj, Magnus og så min fødselsdag også. Tror jeg da.


Selv om vi har haft 2 huse i Sverige er det først her i Påryd vi har samlet svampe. Den slags kræver jo at man ved noget om det og har en god svampebog eller to og en kritisk sans.
Sidste år fandt vi kun tragtkantareller. I år var det lidt bedre, især anden dag.
Udover grønne og røde fluesvampe og en masse andre uspiselige, men flotte svampe, så fandt vi rørhatte, Carl Johan og en masse kantareller.
         

                                              




Aftensmaden stod derfor på helstegt svinemørbrad med 2 slags svampesovs til, - uden mavekneb.


tirsdag den 6. oktober 2015

Får i aftenstemning

Forleden gik jeg en dejlig travetur lige før solen gik ned. Eller rettere mens den gik ned, for der var næsten mørkt før jeg nåede hjem. Skjoldungestien  er jo en tur værd hele året rundt og på alle tider af dagen. Jeg har et eller andet med får. Måske fordi jeg er får i det kinesiske horoskop eller også er det minderne fra 2 skønne rejser i New Zealand. Jeg nyder at der er kommet får her på Lejrevej. Kunne også godt tænke mig at dem i nr. 90 ville sætte nogle får på græs i plantagen bagved. Men nok om det. Da jeg var næsten hjemme og solen var gået under horisonten, kom jeg forbi fårene som var ved at forsvinde i tusmørket. Meget stemningsfuldt med disse grå uldtotter der gik og spiste natmad.

mandag den 28. september 2015

Morgenstemning i Lejre

Efteråret er heldigvis andet end rusk og regn. Det byder også på solrige dage hvor der kan ryddes lidt op i havens stauder og trimmes lidt i drivhuset. Og fejes blade sammen, - de drysser i rigelige mængder. Det meste i haven og drivhuset er jo desværre på retur.
Græsset gror stadigvæk, men det er lidt af en våd affære at klippe det. Først langt hen på eftermiddagen er det nogenlunde tørt, - hvis der da ikke er faldet en byge. De smukke farver på treæer og buske mangler endnu, men så er der morgentågen. Se bare her hvor smukt det kan tage sig ud. Et troldelandskab.

tirsdag den 22. september 2015

Styr på rejsevideoerne


Hvor tiden dog går. Året 2013 var det helt store rejseår. I januar måned gik turen til Kina med Albatros Travel. Rejsen hed Slow boat to China. Billederne og rejsedagbogen er for længst ordnet, men Per havde også sit videocamera med og filmede lidt. I September samme år gik turen til USA. Den klassiske tur i det sydvestlige USA. Vi havde denne gang allieret os med MyPlanet med hensyn til flybilletter og køretøj. Vi skulle køre rundt i en autocamper, bare en lille en på 7,5 meter og sådan en fik vi demonstreret i Ringsted nogle måneder før. Vi var også til intromøde i København hvor de forklarede alt om at rejse rundt derovre i sådan et monstrum. MyPlanet kan anbefales, - de kan deres kram og har forbindelserne så priserne bliver overkommelige. Også på denne tur blev der filmet lystigt. Nu var der bare lige den hage ved det at det hele stadig lå på videokameraet. Nu er det hele brændt ned på DVD-er lige til at smide på TV eller computer.

søndag den 6. september 2015

Naturens gavmiuldhed.

Naturen er gavmild. I min have bugner det med æbler. Har lavet årets første portion æblegrød. I drivhuset har der været masser af agurker og tomater. Har lavet et par glas asiesyltede drivhusagurker. Nu lakker det mod enden i drivhuset. Kartoflerne er også parate til at blive gravet op, mangler bare lige at der ikke kommer regnbyger hele tiden.
Også i Jeanette og Jans have er der høsttid. Har været på blommerov i deres Viktoria blommetræ. Har også plukket solbær. Nogle af blommerne blev halveret, udstenet og frosset ned i sukker. De skal bruges til tærter eller marmelade senere.
En del blommer blev spist som de var. De resterende blev konserveret hele. De er til is og desserter. Solbærrene blev der lavet marmelade af. Ikke noget færdigkøbt her.

lørdag den 22. august 2015

Garderforeningens nye Fuglekonge

Sidste lørdag fandt den årlige fugleskydning i Gl. Roskilde Amts Garderforening sted. Per og jeg deltog for 3. eller 4. gang og det var som altid hyggeligt at være sammen med de gamle gardere og deres fruer. Vi bowler jo også med mange af dem hver vinter.
Fuglene var dog temmelig genstridige i år og Hans Bøge måtte frem med fukssvansen flere gange for at hjælpe. Ned kom de dog. og så kom det spændende, præmieuddelingen og hvem havde skudt hvad og for hvem. Selv vandt jeg en flaske Garderportvin uden at have skudt noget ned.
Som det sidste skulle så afsløres hvem der blev ny fuglekonge og det kom vist som en kæmpeoverraskelse for Per da det blev annonceret at den nye fuglekonge var Per Helbæk. Jeg ved ikke hvorfor han skal se så barsk ud på det sidste billede, - måske fordi det er mig der tager det?

lørdag den 8. august 2015

Solliden Slott på dejlige Øland

Når vi holder sommerferie i vores hus i Sverige går turen altid til Øland. I år var vi heldige at vi overhovedet kunne finde en dag hvor det ikke regnede, - men det lykkedes. Her er vejrudsigterne på tv en god hjælp. Når vi er kommet over broen går turen nordpå mod Borgholm. Ville vise Nils Solliden Slott, den svenske kongefamilies sommerslot med den smukke park.
Første stop var dog kaffestuen hvor vi åd os en pukkel til i et stort stykke lækker kage. Så var det godt at komme ud at røre sig. Det var der rig mulighed for i parken. Den er inddelt i mange forskellige haver med hver deres karakteristiske beplantning.
Springvand, blomster, kæmpetræer og statuer mangler der ikke og der er smukke bænke man kan sætte sig på når benene trænger til hvile. Alt er utroligt velholdt og det er altid en fornøjelse at komme her.