Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

tirsdag den 26. november 2013

Roser i november

 
Igår morges var der faldet et fint drys sne, - den første sne i år. Græsset var hvidt af rim. Vi har dog ikke noget at klage over med hensyn til vejret som i dette efterår har været både mildt og smukt. Det er jo dejligt for så sparer vi jo nok lidt på pillerne til fyret og på varmeregningen. Der er ikke meget opmuntrende at se i haven på denne årstid. Kun visne blade og stauder i forfald og et par fugle der hakker i de trætte æbler jeg smed ud forleden. Men så er det jo godt at jeg har mine gamle kalendere. Ifølge notaterne i kalenderen fra 2012 blev vintergækkerne gravet fri af de visne blade allerede 18. januar. Det vil sige at om mindre end 2 måneder kan jeg måske se de første forårstegn. Det er da ikke så ringe og slet ikke når man den 26. november stadig kan plukke roser. Fandt lige de her to.

mandag den 18. november 2013

Rejsedagbog USA 2013 er færdig, - tag med på tur!


Så blev Rejsedagbog USA 2013 færdig. Det tog sin tid, det skulle jo gøres ordentligt uden at blive til en roman i stedet for en dagbog. Der skulle findes interessante og beskrivende links. Der skulle vælges billeder og her var der nok at vælge imellem. Vi har taget omkring1000. Men nu er den der. Med billeder og links og det hele. Tag et kig, - så kan i få en fornemmelse af alt det spændende vi har set og oplevet. Og oplevet har vi! Har kørt på store veje med 5-6 spor i hver retning. Har kørt hundredvis af kilometer på små veje med kun et spor i hver retning. Gode fremkommelige veje alle sammen. Har kørt ca. 4700 km. Kørte i staterne Californien, Nevada, Utah og Arizona. USA i mobilhome kan varmt anbefales. Den bid vi har set af landet var både varierende og flot.

søndag den 10. november 2013

Sjove æbler på bart træ


Efteråret er over os. Ingen tvivl om det. Kraftige storme, rusk og regn. Heldigvis ikke så koldt endnu. Det var der heller ikke i Sverige hvor vi lige har været ovre. Kun vådt og blæsende. Og mørkt. Det mærker man rigtigt når sommertiden er slut. De fleste blade var fløjet af træerne som stod med nøgne grene. Næsten. Vi har nogle gamle æbletræer som giver en masse æbler i sensommeren. På det ene af dem var der stadig nogle tilbage. De så sjovt ud med disse spredte æbler på et træ helt uden blade. Per snakkede om at lave æblekage, men det blev ved tanken. Så er der også lidt til fuglene.