Godt Nytår

Jeg vil her på min blog ønske jer alle et Godt Nytår. Håber at 2016 bliver et godt år som vil bringe glæde til jer alle og også til mig selv. Året 2015 blev for mig et år med opbrud og store forandringer. Et år jeg vil mindes med vemod. Nytårsaften 2014 havde jeg stadig håbet om at tingene ville blive bedre og at alt ville ordne sig. Det gjorde de bare ikke, men jeg fandt mine grænser og fik professionel hjælp til at komme videre alene. Og som Per siger, så er enhver slutning også en ny begyndelse. Og lukkes der en dør så åbnes der en ny. Jeg har mange nye tiltag igang. Nye netværk og genoptagelse af gamle forbindelser. Jeg elsker livet og skal nok få noget godt ud af 2016. GODT NYTÅR!

Juletræer i Danmark og i Sverige

Juletræet i Pandekagehuset blev flot pyntet 4 dage før Juleaften. Som sædvanlig af børn og børnebørn. Dagen efter drog jeg til Sverige for at holde jul i vores hus derovre sammen med Ulla, Bo og de 3 drenge. Juleaftensdag gik turen så i skoven, for i Sverige er det der man henter juletræet. Ganske vist ikke et fint ædeltræ men en rødgran. Alle mand af huse med sav i hånden for at finde et passende træ. Så var det spændende om vi havde noget julepynt. Det mente vi nu at vi havde  da det jo ikke er første jul i Påryd. Der var julepynt plus det jeg havde fået fra min pakkekalender som Ulla havde betænkt mig med i år. Og der blev gået om træet og sunget som det sig hør og bør. Mad og gaver var der også i rigelige mængder. En anderledes Juleaften for mig i år, men dejligt at være sammen med familien.

Juletræet venter på sin pynt

Så står det der igen. Det smukke grønne juletræ. Og det bliver stående ihvertfald til 6. januar. Indendørs altså. Men træet har lang tid for sig endnu inden det ryger på forbrændingen. Træet bliver sat ud i haven og der kommer flere æbler og selvfølgelig mejsebolde. Det både pynter og glæder. Lige nu står det i stuen og venter på at børn og børnebørn og oldebarnet Karla kommer og pynter det. Det er ikke en helt fasttømret tradition, - men næsten. Det kan nogen gange være svært at få samling på dem alle. En tradition er det også at sprællemanden hr. Julemand hænger hvor den hænger. Det er en gammel julekalender, hvor et barnebarn har hevet lågerne af så de ikke længere kan lukkes. Nogle ville jo nok have smidt ham ud, men der bliver stadig hevet i snoren. Mon ikke også Karla skal prøve?

Tænk at jeg kunne glemme Ingas fine nisser og hjerter

Troede lige jeg var færdig med al julepynten både indendørs og udenfor. Har lige lavet dørpynt til begge yderdøre. Så var jeg vist færdig. Men hvad var der mon i den her pose på spisebordet? Det var vel noget til at lave smykker af. Det havde jeg fremme i forgårs. Det var det nu ikke. Det var noget blødt og rødt. Neej, - det var nisserne og hjerterne som i mange år har haft plads på troldegrenen i køkkenvinduet fra December og til Påske. Nu hænger de der. Tænk at jeg kunne glemme dem. Nisserne og de hæklede hjerter plejer ellers at være noget af det første julepynt der kommer op. Jeg tilskriver det at julen ikke er som den plejer i år eller også er jeg bare ved at blive gammel. Det er nisserne forresten også. De er nok efterhånden 40 år gamle. Stammer fra Ingas omfattende årlige produktion af alt til julen hørende pynt.

Klejner i kassen

I år havde jeg nok ikke tænkt mig at jeg skulle lave klejner og vaniljekranse. Lave den kun til mig selv, -nej det kunne være lige meget. Vidste ikke hvordan jeg egentlig havde det med alt juleriet. Nu er det så blevet sådan at den årlige julehygge og byttegavedag skal holdes her som den plejer og det er jo dejligt. Så kommer børn, svigerbørn. børnebørn og lille Karla, mit oldebarn. Til julehyggen i Pandekagehuset hører visse traditioner, Blandt dem klejner. De drillede lidt i år. Dejen smuldrede, men så er der jo internettet. Der skulle bare en lille sjat vand i og så var dejen medgørlig. Har også bagt vaniljekranse. Det blev også en udfordring i år og den kunne ikke klares med internettet. Havde lige glemt at den gamle kødhakker var røget til Sverige og på den nye køkkenmaskine kan man ikke lave vaniljekranse. Pølserne måtte rulles i hånden, - for kranse skulle det være. Kønne er de ikke, men det er kranse og det er jo smagen der er sagen.

Julen, - noget man glæder sig til eller frygter?

Jeg hører til dem der altid har syntes at Jul og julemåneden var hyggelig. Andre begynder at rase og
se sig gal på julen allerede i oktober når forretningerne begynder at sælge juleting og lokalaviserne annoncerer for årets julefrokoster. Selv ser jeg det næsten ikke, - går forbi og overser det hele. Lige indtil at, - hovsa der er jo 1. søndag i advent på søndag. Så rykker jeg. Kalenderlys, ler, gran og lys til adventskransen bliver købt. Julekassen bliver hentet ned fra øverste hylde i skabet og sorteret i ting til førjul og ting til juletræet. Og er der først taget hul, så skal tingene frem og sættes eller hænges på deres vante pladser. Intet er tilfældigt. I år er julen nu ikke helt som den plejer, - mildest talt. Havde faktisk frygtet Julen lidt. Nissefar har nemlig forladt Pandekagehuset. Trist, synes jeg. Juleglæden har han dog ikke taget med. Jeg kan stadig glæde mig over julehyggen og pynter op som jeg plejer at gøre. Kan konstatere at min juleglæde altså ikke hang på Nissefar. Heldigvis!