Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.
Viser opslag med etiketten Jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jul. Vis alle opslag

lørdag den 24. december 2022

Taknemmelighed!

 

Alt imens jeg går her og forbereder and og flæskesteg bliver der også tænk tanker om livet, og mit liv i særdeleshed. Hvor er jeg heldig med min familie! Fra den ældste i på 61 år og til den yngste på 6 år er alle raske og rørige. Alle lever i gode velfungerende kernefamilier. De arbejdsdygtige har arbejde eller er under uddannelse, hvor de klarer sig godt og er vellidte, der er heller ingen kriminelle eller misbrugere af nogen art i familien. Selv er jeg en gammel kone på 79 år med en næsten lige så gammel kæreste, og vi også raske og rørige, - ikke demente eller gangbesværede, som rigtig mange på vores alder er. Jo, så jeg synes at ordet taknemmelighed var ret passende til sådan en juleaftensdag. Glædelig Jul allesammen!




søndag den 20. december 2015

Juletræet venter på sin pynt




Så står det der igen. Det smukke grønne juletræ. Og det bliver stående ihvertfald til 6. januar. Indendørs altså. Men træet har lang tid for sig endnu inden det ryger på forbrændingen. Træet bliver sat ud i haven og der kommer flere æbler og selvfølgelig mejsebolde. Det både pynter og glæder. Lige nu står det i stuen og venter på at børn og børnebørn og oldebarnet Karla kommer og pynter det. Det er ikke en helt fasttømret tradition, - men næsten. Det kan nogen gange være svært at få samling på dem alle. En tradition er det også at sprællemanden hr. Julemand hænger hvor den hænger. Det er en gammel julekalender, hvor et barnebarn har hevet lågerne af så de ikke længere kan lukkes. Nogle ville jo nok have smidt ham ud, men der bliver stadig hevet i snoren. Mon ikke også Karla skal prøve?

lørdag den 5. december 2015

Julen, - noget man glæder sig til eller frygter?

Jeg hører til dem der altid har syntes at Jul og julemåneden var hyggelig. Andre begynder at rase og
se sig gal på julen allerede i oktober når forretningerne begynder at sælge juleting og lokalaviserne annoncerer for årets julefrokoster. Selv ser jeg det næsten ikke, - går forbi og overser det hele. Lige indtil at, - hovsa der er jo 1. søndag i advent på søndag. Så rykker jeg. Kalenderlys, ler, gran og lys til adventskransen bliver købt. Julekassen bliver hentet ned fra øverste hylde i skabet og sorteret i ting til førjul og ting til juletræet. Og er der først taget hul, så skal tingene frem og sættes eller hænges på deres vante pladser. Intet er tilfældigt. I år er julen nu ikke helt som den plejer, - mildest talt. Havde faktisk frygtet Julen lidt. Nissefar har nemlig forladt Pandekagehuset. Trist, synes jeg. Juleglæden har han dog ikke taget med. Jeg kan stadig glæde mig over julehyggen og pynter op som jeg plejer at gøre. Kan konstatere at min juleglæde altså ikke hang på Nissefar. Heldigvis!

onsdag den 31. december 2014

Årskiftet sidste år og i år

Da vi bor i et stråtækt hus og har naboer som er lidt heftige med nytårskrudtet holder vi altid Nytårsaften hjemme i Pandekagehuset i Lejre. Mellem Jul og Nytår er vi tit i Sverige i vores hus i Påryd. Det var vi både i år og sidste år. Som altid har jeg fotoapparatet i lommen og så er det jo sjovt at kigge tilbage og se forskellen på vejret mellem to år. Sidste år var der meget mildt. Grønt og roligt, - lige til at gå en dejlig tur i skoven. I år var der slædehundekoldt og vi blev indendørs. Ikke en havde lyst at gå tur. Vi kørte fra Lejre 1. juledag i let snevejr og ankom til påryd hvor der ingen sne var men der var hård frost. Der havde sneet på et tidspunkt så der var en smule hvidt.

onsdag den 24. december 2014

Juletræet med sin pynt

Her i Pandekagehuset har vi som altid et juletræ. En Normannsgran. Helt op til bjælkerne. Træet har stået i vand udenfor i 14 dage. I mandags kom det så indenfor og der bliver det stående mindst til Hellig Tre Konger den 6. januar. Julepynten er en blanding af gammelt og nyt og så det vi har hentet på vores rejser. Kan se at andre har samme skik for der er julebutikker eller juleting at finde overalt i verden på alle tider af året. Julemanden på træet er hentet i New York, tepotten i Kina, filthjerterne er fra Shetlandsøerne og guldstjernen er fra New Zealand. Den blå/hvide kugle er fra Halifax og den røde er fra Prag. Vi har også en engel med vinger af grøn kløver fra Irland og et sort får fra Island, Det sidst indkøbte er en træting der viser Julemanden i arbejde i sit værksted. Den købte vi i Solvang i USA sidste år. God Jul til alle der læser min blog.