Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

mandag den 30. juni 2014

Tuse Næs, - igen

I lørdags gik turen endnu en gang til Tuse Næs. Bente havde noget arbejde til os. Hun skulle have rettet op på skaderne som stormen Bodil havde forvoldt på en af hendes gæstehytter. Traileren og bilen blev læsset med alt hvad der skulle bruges af materialer og den næsten færdige overdækning til døren. Første gik turen med trailer ud for at hente grus i Roskilde. Der skulle fyldes grus i et kæmpekrater fra roden af det træ som var væltet og havde smadret indgangspartiet til hytten. Så blev der lavet platform og trappe og så skulle overdækningen op. Havde lidt besvær med vinkler på galgerne. Hvem var bedste til matematik? Alt løste sig dog og alle, også Bente var tilfredse med resultatet. Nu var det jo ikke arbejde det hele selv om vi kom klokken 10 og først kørte kvart i 7. Vi blev fyrsteligt beværte med en dejlig frokost og øl, vand og kaffe med Pers basser fra dagen før. Fin dag men vi sov godt bagefter.

lørdag den 21. juni 2014

Er Per ved at brænde garagen af?

Igår stod den igen på klipning af en hæk. Vejrudsigten var ikke for god. Bygevejr. Solen skinnede dog hele formiddagen selv om der trak nogle meget sorte skyer forbi ude i horisonten. Der blev klippet mellem 100 og 120 meter hæk af blandet herkomst, dog mest liguster i blomst samt et stykke med berberris. Der blev revet sammen og fyldt i 6-7 sække og båret større grene direkte ud på traileren. Da vi var næsten færdige, - manglede lige at samle det allersidste i sækken og blæse, så kom regnen. Ikke bare et par dryp. Det buldrede og bragede og regnen stod ned i tove. Per tog regnjakke på og tog det sidste mens jeg sad i tørvejr under bagklappen på Berlingoen. Så var der tid til frokost hjemme på Lejrevej før Per kørte til Kara med læsset. Frokosten blev selvfølgelig spist ude på terrassen og her så vi noget vi ikke havde set før, - nemlig hvad sol på et meget regnvådt tag kan lave. Damp. Hver gang solen tittede frem dampede det så det lignede røg og gik der en sky for solen lagde dampen sig. Sjovt fænomen.

tirsdag den 10. juni 2014

Til fødselsdag på Bogø

Igår blev Marie 12 år og det skulle fejres. Marie bor på Bogø så vi skulle køre en times tid. Vi var inviteret til brunch klokken 11. Vejret var fantastisk. Høj sol, ingen vind og ca. 25 grader. Alt foregik derfor ude i haven hvor flaget selvfølgelig også var hejst i dagens anledning. Vi fik dejlig brunch med brød, rundstykker, pålæg, frugt og pandekager. Hertil kaffe og juice. Marie blev glad for gaven, - et par smarte shorts og en matchende top. Altid godt med nyt tøj til ferien. Med den skønne udsigt til vandet og Farøbroen trak vandet selvfølgelig og dem der ville i vandet og ikke havde badetøj med fik tilbud om at låne. Vi takkede dog nej, men ungerne og flere af de voksne tog sig en kølig dukkert. Vi andre nød solen og synet af de badende. Dejlig dag. Håber vejret bliver lige så godt når vi skal derned igen til Kristines fødselsdag den 25.


fredag den 6. juni 2014

Grundlovsdag, - alene hjemme

 
Igår var det Grundlovsdag. Per tog til Bogø allerede klokken 7. Skulle spise morgenmad med Rikke og være med at pynte vogn til Grundlovsturen rundt på øen og ud i skoven med kaffe og madkurv. Sidste år var jeg med. Det var hyggeligt og vejret var fantastisk. I år havde de lovet regn og det kom der. I stride strømme både i Lejre og på Bogø. Jeg havde valgt at blive hjemme og havde tænkt på at tage til Kirke Såby sammen med Ulla. Her skulle vores borgmester Mette Touborg holde tale og der skulle være gymnastikopvisning og lidt kræmmermarkedsboder. Aflyste foretagendet, - havde egentlig ikke lyst alligevel og så var der jo vejret. Per er stadig på Bogø. Kommer hjem i aften og i morgen bliver vejret godt og så tager vi en tur til Roskilde og hygger os lidt og køber gave til Marie som har fødselsdag på mandag. Så skal jeg med til Bogø. Til brunch.
Det bliver nok hyggeligt.