En verden i ubalance

 

Nu er det snart 2 år siden at Corona indvaderede verden. Mundbind, håndsprit, karantæne, vaccinationer, test og selvisolation er ord vi hører mange gange dagligt. Og vi, her i Danmark, vaccinerer og tester os som myndighederne forskriver. Det er til at leve med, hvis det er prisen for at holde sig fri af sygdommen, men det er ikke noget man vænner sig til. Men sådan ser verden ud nu og måske endda de næste mange år. Her i den vestlige og velhavende del af verden er der vacciner og test til alle der vil tage imod det. Ganske anderledes ser det ud i resten af verden og særligt i de fattigste lande er der mangel på både vacciner og test. De rige lande deler ikke med dem, hvilket jeg slet ikke forstår at de tør lade være med. Virus spredes jo over landegrænser, derfor vil det være hjælp til selvhjælp at dele og hjælpe disse lande med vacciner. Hvornår går det mon op for verdens ledere? Denne ubalance skal der rettes op på, for ellers tror jeg bare vi får et utal af nye coronavarianter.

En helt anden slags stik

 Alle snakker om det. Første stil, andet stik og tredje stik. Jeg har fået dem jeg kan tikomme, indtil videre. Der kommer nok flere, for Corona forsvinder nok ikke. Igår var det en helt anden slags stik jeg fik. Jeg plantede mine kaktus om. Disse smukke stikkende planter skal man omgås med forsigtighed. Udstyret med tykke havehandsker, passende urtepotter og kaktusjord, gik jeg til sagen. Resultatet var smukt plantede kaktus i passende potter og mig med utallige stikkende kaktustorne i begge hænder. Så jeg har fåetstik nok for et stykke tid. 

Næsten sort hvidt

 Vinterens farver er it meget sparsomme, men der er mukt også i gråhvide nuander og sort og hvidt. Se selv. Møllen i Ringsted.

Min smukke have

Først kom November med masser af regn og blæst, kedeligt vejr.  

Så nåede vi December, årets første vintermåned. Og allerede 1. December dalede de første snefnug ned og flere fulgte i dagene derefter. Smukt ser det ud. Hyd det, for nu kommer regnen

Travetur i mit nærområde

 Solen skinnede rigtig dejligt idag. Lige vejr til en frisk travetur. Og naturen viste sig i al sin pragt. Sikke farver på de gamle ege- og bøgetræer i skoven ved Ledreborg Slot. 

Det smukke efterår

Nu når vi må undvære varmen og de lange solrige dage, må vi finde andre glæder. Det kan være en tur i skoven, efterfulgt af indendørs hygge med æblekage og varm kakao. Eller de gyldne blade der drysser som sne fra birketræet og blidt lander som guld på den grønne græsplæne. Eller bare alle de smukke farver som efteråret byder på. 

Dagen

 Dagen er sin egen.

Lad være at sammenligne den med dagen igår eller nogen anden dag.

Denne dag er helt unik.
Som alle dage.

Brug dagen godt, - den kommer ikke igen.
Den kan ikke gøres om.

Brug dagen med glæde.
Til at sprede glæde.

Eller som afsæt til at bearbejde en sorg.
Til at komme videre.
Dagen er bare sin egen, - uanset din tilgang til den.

September

 Så er sommervarmen forsvundet og afløst af byger og blæst, men det kan også være smukt

Vinduesvask i Påryd

Vinduesvask eller pudsning er ikke lige det vi bruger vores tid på når vi er i vores hus i Sverige. I sommerferien i år syntes jeg dog at stuevinduerne var temmelig uklare eller for at sige det rent ud, - møgbeskidte! Så de fik en gang vask på den måde jeg gjorde da jeg var ung pige på en gård i Nordjylland. Det var med en spand vand, en stuekost og en øse. Og så fandt jeg et billede af sidste vinduesvask. Det var Per der var igang på en regnvejrsdag i juli 2013. Nå pyt, nu er det jo heller ikke så meget at vi bare sidder og kigger ud af vinduerne derovre. 

Kender du Kristianopel?

 Kristianopel ligger i det nordøstlige Blekinge, tæt ved grænsen til Småland. Byen er grundlagt som et fæstningsværk i begyndelsen af 1600-tallet af Christian den 4. Det er de meget stolte af i byen, så stolte at de har et helt specielt flag. Vi besøger tit byen når vi er i vores hus i Påryd, men det kan anbefales at komme udenfor turistsæssonen, da byen er meget besøgt. Der er et skønt miljø med hyggelige stræder med skønne huse, butikker og restauranter. Byens store kirken ligner en stor dansk landsbykirke og er bestemt et besøg værd. Og så er der resterne af den gamle fæstning og ikke at forglemme detsmukke havnemiljø, med isbod og restaurant.

Blommer

 I min have er der, udover æbler, også et blommetræ. Reine Claude. Er oprindeligt et espaliertræ, men det ikke er blevet passet og bundet op som sådan et træ kræver. Derfor er det nu blevet et træ med alt for højtsiddende grene. Træet, der vel snart er 10 år gammelt, har aldrig givet ret mange blommer, men denne sommer var der et væld af dejlige saftige blommer. Den kølige august har gjort at hvepsene ikke er gået i dem. Med en stige og Jørgens hjælp, blev blommerne plukket. En del af dem er nu lavet til marmelade og så er der frosset en masse ned til senere brug. Der er selvfølgelig også gemt en god portion, som vi bare spiser rå. Sorten var Pers valg og jeg kunne ønske at han havde nået at se at hans blommetræ nu bærer masser af frugt. 

Æbler

 Så er det igen blevet den tid på året hvor æblerne er klar til høst. Der er rigtig mannge æbler i år og det er jo dejligt. Der bliver både til at spise for mig og for fuglene. Der bliver også til dejlig æblegrød til morgenmad og desserter. Uhm...skønt. Og så bliver der puttet i fryseren så æblerne også kan nydes resten af året.

Man starter som lille.....

I vores ferie i Sverige oplevede vi noget vi ikke havde set før. De vrimlede med bittesmå frøer. De var overalt, især om morgenen når græsset var fudtigt. De små frøer har  sikkert været der hvert år, men bare ikke når vi var der. Der er sikkert ikke ret mange af dem der når at blive til store frøer, som ham her fra mit fiskebassin. Hvad det er for en slags frøer vi så i Sverige ved jeg ikke, men klik på linket, så kan du finde ud af en masse om tudser og frøer.

Skovtårnet, - en spændende oplevelse

 Forleden var jeg på udflugt med genbrugsbutikken hvor jeg er vikar. Det var en rigtig hyggelig tur. Blev hentet med bus kl. 9 og kørte så til Skovtårnet i Rønne. Her blev vi beværtet med kaffe og en croissant og vi fik udlevert billetter til Skovtårnet og spisebilleter til de 2 restauranter på området som vi kunne vælge imellem. Efter kaffen gik vi så ca. 1 kilometer gennem skoven til tårnet. Dejlig tur på fine gangbroer. Og der stod det så, Skovtårnet. Imponerende. Og så var det bare opad og rundt og rundt. Først var der kun træer at se, men så åbnede landskabet sig og på toppen var der en fantastisk udsigt. Det var slet ikke anstrengende at gå hverken op eller ned i tårnet. Vel nede igen var det så blevet spisetid og burgeren var næsten en større udfordring end tårnet. Krævede en del servietter og håndvask bagefter. Jeg kan kun anbefale en tur med familien til Skovtårnet og dets skønne omgivelser.

Nedkøling

Selv en kat kan trænge til nedkøling og så er en kold flise mod maveskindet dejlig.

Renovering af havebassinet

 Et af forårets store projekter var renoveringen af havebassinet. Det var blevet utæt og der var ikke andet at gøre end at bestille en nu bassinfolie. Før den kunne komme i skulle bassinet tømmes for vand, fisk og planter og selvfølgelig også den utætte gamle grønne pressenning. Sikke et arbejde. Godt man har familie der gider at hjælpe. 

Samme dag skulle den nye flagstang også monteres, så det var en travl dag. Da mine hjælpere var kørt,  var flaget hejst og den nye bassindug monnteret og jeg kunne rulle vandslangen ud for at fylde bassinet. Næste dag kunne jeg så komme de sørgelige rester af planter i bassinet og genudsætte fiskene. Så kom al oprydningen. Den gamle pressenning skulle skæres i stykker, bundtes og køres på Kara. Den nye bassindug skulle klippes til og resterne skulle også på Kara. Godt man har en rummelig lille bil! Nu er der kommet flere planter i bassinet og der er lagt sten omkring, så nu ser det helt pænt ud igen. Kun en enkelt lille fisk overlevede ikke renoveringen. 

Roser på afveje

 Dette forår synes jeg har været ekstremt. Mælkebøtter i hobetal og de var en halv meter høje. Det samme var skvalderkålene. Roserne blomstrer også fuldstændig overdådigt. Har aldrig set noget lignende. Og de er også hvor de slet ikke har noget at gøre. Se bare denne her! Godt at tækkeren Hans ikke ser den. Nu er den kappet, men må visne af sig selv for det går ikke at prøve at hive den igennem stråtaget.

Flagstangens endeligt

Påskelørdag og påskefrokost. Skønt. Og flaget blev selvfølgelig hejst i dagens anledning. Hvad har man ellers en flagstang til? Frokosten gik fint og alle nåede at se flaget, som blafrede lystigt i toppen af flagstangen. Men så skete det skandaløse. Knoppen og flaget og flagsnoren fløj af og landede i mit rhododentronbed. Heldigvis ikke i fiskedammen, lige ved siden af. Idag ville vi så lægge flagstangen ned og se om den kunne repareres. Det sker ikke, for flagstangen var pilrådden og knækkede i flere stykker. Og hvad er et stråtækt hus på landet uden en flagstang? Man skal da kunnese hvad vej vinden blæser, så derfor har jeg bestilt en ny. Denne gang i glasfiber. 

Blå anemoner

 Det er ikke kun på Lolland at de blå anemoner titter frem i skovbunden. Langs Haraldsted Sø og i Allindelille Fredsskov kan man også finde dem. Skønt med sådan nogle små forårsbebudere, som baner sig vej igennem de gyldne bøgeblade. Der er stor skønhed og glæde at finde, - også i det små.

Her blev så tomt

Der er mennesker der fylder meget og som derfor også efterlader sig et stort tomrum. Sådan et menneske var Per. I torsdags takkede han lige pludseligt af fra denne verden. Glad for livet til det sidste og med planer for dagen. Men sådan skulle det altså ikke være. Selv om Per og jeg valgte at gå hver sin vej for snart 5 år siden, har vi stadig været sammen om meget. Til familiefødselsdage, bowling sammen med garderforeningen og i huset i Sverige. Alt det er nu forbi. Det samme er snakken om alle vore fælles minder om hverdagen sammen og hver for sig. Og om alle rejserne. Til Grækenland f.eks., hvor Per mente der var for varmt for ham, men det blev til mange ferier på forskellige øer. Samos var dog favoritten. Så til Nordkap et par gange. Storbyferier til Prag, Rom og Firenze og klassiske Beijing  Flodturen på Yangtze. To krydstogter er det også blevet til. Først i vikingernes fodspor over Atlanten, fra Dover til New York. Senere fra Vancouer, langs Stillehavskysten til Alaska og retur til Seattle. Her gjorde vi en afstikker til Calgary og havde nogle skønne dage hos Pers fætter, før vi fløj hjem til Danmark. De ferier, som nok satte størst aftryk hos os begge, var turene i autocamper. Først de to ture til New Zealand, hvor vi kørte landet tyndt, fra nord til syd og øst til vest og nød det utroligt smukke land og den gæstfrie befolkning.  Så til USA hvor Per rigtig var i sit es i den store, over 7,6 meter lange autocamper, som vi kørte i på vores ferie i USA. En vaskeægte V8 motor. Hør lyden, sagde Per. Selv om vi kun kørte i Californien, Nevada, Utah og Arizona, oplevede vi mangfoldigheden og størrelsen i dette fantastiske land. Alt dette er nu kun minder. Som jeg husker Per allerbedst er hjemme i Lejre eller i huset i Sverige, iført et par slidte shorts og med ragsokker i træskoene og en hækklipper, motorsav eller andet haveværktøj i hånden. Men jeg husker ham også som den flotte , altid velklædte mand, når noget skulle fejres eller vi bare skulle ud at spise. 

ALDRIG er et rigtig modbydeligt ord. Et ord jeg sjældent bruger. Det er så definitivt. Ligesom døden. Men fakta er desværre, at Per aldrig mere triller ind i min indkørsel i sin gamle Volvo og siger gi'r du en kop kaffe. Aldrig merre! Og det føles så tomt! Jeg har mistet en ven! Men minderne har jeg da stadig at glædes over. Og her er Per så, på vej mod fjerne horisonter!

 over.

Og det var så den vinter

 Sneen som lyste så dejligt op er nu væk igen. Nattefrosten er der stadig en gang imellem. Det visne løv omkring vintergækkerne er fjernet. Tre sække visne blade og stauder er kørt væk og nu kan jeg se vintergækkerne og de smågule erantis fra vinduerne i stuen og køkkenet. Skønt med disse små forårsbebudere. Påskeliljerne, både mini og de store tiiter frem og det samme gør hyacinterne. På en af de varme og solrige dage besigtigede to musvitpar fuglekasserne, både udenfor og indvendig. Kasserne er selvfølgelig tømt og rengjort for gammelt redemateriale og utøj. Foråret er vist lige om hjørnet.

Frysetørring

 

Ti graders frost til morgen. Og det fineste solskin. 

Det var da lige vejr til at vaske sengetøj og få det ud påsnoren. På næsten ingen tid var det næsten tørt. 

Nu hænger det lige lidt rundt på stolene i stuen for at få den sidste fugt ud. 

Og sikke det dufter. Glæder mig til at putte mig i det i aften.

Endelig rigtig vinter

 Så blev det endelig rigtig vinter i Danmark. Klingende frost i mange dage i træk. I går væltede sneen ned og hvirvlede lystigt rundt i vinden som blæste kraftigt fra øst. Idag kan sneen så nydes i fulde drag og solen titter glimtvis frem. Vinden har lagt sig igen og alt er hvidt derude i haven. Sneen på gårdspladsen og i indkørslen er ryddet væk. Ikke at der var så meget, men sneslyngen er nu alligevel en rar ting at have. 

Sneen er så smuk

 

Endelig kom der noget der ligner vinter. Det har jeg virkelig savnet. Rigtig frost og snefnug der hvirvler omkring. Og det skal helst være i mængder så det dækker alt det mørke og kedelige udenfor. Havde en enkelt dag i sidste uge, men det regnede væk allerede dagen efter. Igår kom der en hel del mere og til morgen stod jeg op til det skønneste syn, - alt var dækket af sne. Selv om der ikke kom nmere sne, så bliver det liggende i nogle dage på grund af frosten. Ud at gå og nyd det!

Smil

Smil og hele verden smiler til dig, siger man. Og hvorfor så det? Fordi smilet er den korteste vej mellem to mennesker. Måske er det derfor at  man, når man står med et lille barn på 2-3 måneder prøver at lokke et smil ud af dette lille nye menneske. At skabe kontakt til en som endnu ikke har et sprog. Smilet er universielt, kræver ikke et bestemt sprog eller en bestemt alder, men kan forstås overalt uden forklaring. Smilet har de sidste mange måneder næsten været gemt bag masker, men det er der heldigvis endnu og selv om vi ikke kan se munden, så ses smilet i øjnene. Smilet kan skabe positiv forandring. Og det er der brug for. Vil du være med til at skabe positiv forandring, så smil til en du ikke kender. Du får næsten altid et tilbage. Charlie Chaplin kunne, og kan sikkert stadig, få smilet frem