Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

onsdag den 19. december 2018

Den danske sang er en ung blond pige

Billedresultat for højskolesangbogen billeder
Billedresultat for Den danske sang

Meget skal man da høre før ørerne falder af! Og mage til nonsens at bringe til torvs skal man da lede længe efter!
Jeg er ikke racist, der er plads til alle i dette land. Race, køn og religion betyder ikke noget for min måde at se på et menneske. Men at komme, som fremmed, her til mit land, vores land Danmark og begynde at kalde "Den danske sang er en ung blond pige" for diskriminerende, der sætter jeg grænsen.
Det er jeg da heldigvis ikke ene om. Så skulle alle mørkhårede piger i dette land da også føle sig diskriminerede. Og hvad med mændene, - den er da også kønsdiskriminerende! Alle er som sagt velkomne, men de skal respektere vores kulturskatte, - og dem hører sanggene i Højskolesangbogen til. Hvis de ikke respekterer vores kultur og vores værdier og vores love, så rejser selv en gammel fredelig kone i Lejre børster.

fredag den 7. december 2018

Julegrød eller fuglegrød?


Man plejer at sætte grød til nisserne oppe på loftet. Men her i huset er plejer død. For det første er det ret besværligt at komme op på loftet her i huset. Jeg skal først hente en stige udefra og så åbne en næsten skjult lem i loftet i entreen. Herfra vil der så drysse ned med skidt og møg fra stråtaget. Tror også at sådan en grød deroppe vil tiltrække mus og andre væsner , som så vil mæske sig i skjul. Derfor er grøden her i huset blevet til fuglegrød, som er genbrug af fedtet fra klejnerne, supleret med solsikkefrø og vildtfuglefoder. Grøden bliver fyldt i urtepotter og hængt op som klokker til stor glæde for mejserne og andre adrætte fugle.

fredag den 30. november 2018

Efterårets sidste dag

Idag, den 30. November er ifølge kalenderåret efterårets sidste dag. I morgen er det vinter. Der er også 1. December og her starter julehyggen og forberedelserne for mig. Godt nok så kogte jeg klejner for 2 dage siden, de hører jo med til hyggen og skal derfor være klar. Som sædvanlig blev klejnerne kogt i svinefedt. Fedtet blander jeg med solsikkefrø og andet fuglefrø og så fylder jeg det i urtepotter, som bliver hængt op som klokker til stor glæde for mejserne.
Jeg har også sat lyskæde og lysnet op udenfor. Styret med timer. De får lov at blive der helt til foråret, for der er altså ret mørkt herude på landet efter solnedgang. Kalenderlys og lys til adventskrans er også købt og det samme er gran og ler, så der kan laves passende dekorationer. For nu er det nu julehyggen starter her i Pandekagehuset.

lørdag den 24. november 2018

Ringkøbing og skulptur til eftertænksomhed

Billedresultat for ringkøbing
Ringkøbing blev også besøgt på min nylige ferie. Endnu en by jeg aldrig havde besøgt. Jørgen havde gjort sit forarbejde godt. Han er en rigtig god guide og jeg fik en rundtur i de gamle gader med de fine gamle huse med deres helt specielle mursten og enkle, lidt stramme byggestil. Vi kom selvfølgelig også ned til havnen, hvor der står en mærkelig og faktisk ret grim skulptur af Jens Galschøt. Den hedder Survival of the Fattest.

Det er en skulptur, som man ikke rigtig ved hvad man skal mene om, men den gør noget ved en. Sætter tanker igang. Hvad er mon meningen med den? Hvad vil den fortælle? Meningen er vist at fortælle om de riges undertrykkelse af de fattige. Om uretfærdighed i verden, som Jens Galschøt var meget optaget af.
Da den fede person er en kvinde og den tynde en mand, fik jeg også den tanke at det også kunne være noget om at kvinderne nu var blevet for meget og nu undertrykker de stakkels mænd. Bare en strøtanke, for det kunne vi da aldrig finde på.

tirsdag den 20. november 2018

Middelalderborgen Spøttrup

På min nylige tur til Jylland, blev det også til et gensyn med middelalderborgen Spøttrup. Det er nok omkring 40-45 år siden jeg besøgte borgen første gang. Det var en varm sommerdag og ikke en råkold efterårsdag som i år. Pigerne var ikke ret gamleog de syntes at borgen var ret skummel. Så skulle de bare se den nu! Der var ikke et øje og ingen steder vi kunne betale for at kiomme ind, men alt stod åben, så vi gik en tur i den mørke, skumle og tilsyneladende forladte borg.
Om der er mere liv og bemanding på om sommeren vides ikke, men der var kun vores fodtrin der rungede og vindens susen denne grå efter¨rsdag. Den tomme borg talte alligevel, eller måske netop derfor, sit tydelige sprog om et barskt liv i en svunden tid. Spøgelser så vi ikke noget til, men borgen havde samme virkning på mig, som når jeg som barn cyklede forbi Børglum Kloster. Der er noget uhyggeligt omkring disse steder.

søndag den 18. november 2018

Fur, - et unikt stykke Danmark

Selv om Danmark kun er en lille plet på verdenskortet og dermed skulle være til at overse, så er der rigtig mange steder jeg mangler at besøge endnu. Fik dog besøgt et par af stederne dette efterår. Et af de mere spektakulære var Fur. Den lille ø nord for Salling blev udforsket i 2 døgn. Der er vist ikke mange veje på Fur hvor jeg ikke har været og der er rigeligt at se på.
Naturen her er unik og meget varieret og utrolig smuk. Stejle molerskrænter og dybe smeltevandsslugter fra istiden. Og hele vejen rundt den glitrende blå Limfjord.
Museet med de enestående fossiler er også et besøg værd og så er der jo Fur Bryghus hvis man skulle blive tørstig eller sulten.
Færgerne Mjølner-Fur og Sleipner-Fur er bindeledet til fastlandet og turen tager kun 3 minutter

tirsdag den 14. august 2018

Jeg er rig!

Som tiden dog går! Kan se at det er to måneder siden jeg har skrevet sidst. Men hvem har haft lyst at sidde inde og skrive i denne pragtfulde sommer? Ikke jeg ihvertfald. Jeg gik lige nu ude i min have og tænkte tanker. Om livet i al almindelighed. Og så slog dit mig lige pludselig, - hvor er du rig. Ikke på penge som sådan, - har til dagen og vejen og lidt sjov. Jeg har mit dejlige Pandekagehus, mit tilflugtssted i Sverige og jeg har en lille bil at tøffe rundt i. Jeg har et drivhus, som i år har givet utrolige mængder af tomater og agurker og nu står med drueklaser i mængder.
Men det jeg er mest rig på er glæder. Glæden over livet. Glæden over et godt helbred. Glæden over min dejlige familie, glæden over dejlige venner og ikke mindst glæden over at jeg i foråret fandt en ny kæreste. Glæden har gennemstrømmet hele denne pragtfulde sommer. Lige nu glæder jeg mig over regnen vi fik, så min gule græsplæne nu er ved at genfinde sin normale grønne farve. Har dog glædet mig over ikke at skulle slå den i næsten 3 måneder. Jo, jeg er rig!

tirsdag den 5. juni 2018

Min kat Bandit

Her i Pandekagehuset hersker Bandit. Det tror han da ihvertfald! Han er efterhånden blevet en halvgammel herre, - hele 10 år til august. Dert mærker man nu ikke meget til, for han er stadig i fuldt vigør og kvitterer jævnligt for mad og husly med en mus. Bandit er utrolig nysgerrig og skal undersøge alt. Han er også utrolig social og tager venligt imod alle der kommer i huset og hopper op på skødet af alle, - selv hvis det er nogen den ikke har mødt før. Mig bruger han nærmest som sofa, - det kan godt blive for meget med sådan en skødekat. Heldigvis bliver han ikke fornærmet hvis jeg vipper ham ned.

mandag den 4. juni 2018

Sommer

I den her dejlige sommervarme sidder jeg ikke meget inde og slet ikke ved min computer. Jeg nyder sommeren i fulde drag. Jeg har jo heller ikke marker der tørster efter regn. Græsplænen er godt nok lidt gul, men den kommer jo igen. Og så er der fordelen at den ikke skal slås så tit. Det er jo meget rart når man nu er blevet en smule omkringfarende. Lige idag har jeg godt nok været inde en del. Det skyldes at jeg har leget VVS- kvinde i halvanden time. Mit toiletbræt havde fået slagside og det kræver sin kvinde. Man kan hverken se eller komme til og selvfølgelig har man ikke en umbrakonøgle der passer og selvfølgelig taber man en skave ned i et hulrum bagpå toilettet og må finde en ny, men nu sidder det fast og er igen sikkert at benytte. Jeg er også begyndt at gøre tiltag til at male terrasse, - taget alt ned og fejet de værste spindelvæv væk. Nu skal der spules og så går jeg igang imorgen tidlig.

onsdag den 16. maj 2018

Persillepigen

Endnu en dejlig dag er snart til ende. Udsigten til morgen kunne ikke være bedre, - sol over Haraldsted Sø. Mobiltelefonens alarm sørgede for at jeg kom forholdsvis tidligt op, da jeg skulle vikariere i Kirkens korshærs Genbrug i Roskilde fra 9.30. Ved morgenmaden kom vi til at snakke om og søge på kartoffelmel og hvordan det laves, - emnet var vistnok udledt af rabarbergrød. Meget lærerigt. Efter hyggelige timer med kolleger og kunder ved kassen i Genbrugsbutikken, gik turen til min altid glade og positive tandlæge Morten og det obligatoriske eftersyn, - nul huller, Dejligt. Efter tandlægen gik jeg en tur i Roskilde og nød den dejlige sommerstemning. Osede lidt rundt i tøjbutikken Masai, - skønne ting men lidt for dyrt. Det næste der fangede min opmærksomhed og næsten hensatte mig til Paris, var Persillepigens dejlige og indbydende udbud af frugt og grønt udenfor hendes butik. Den er absolut et besøg værd og lyser op i gadebilledet med sin farvepragt.

onsdag den 2. maj 2018

Lidt Skovtursstemning

Hvor kan man være heldig. Igår viste vejret sig fra sin værste sidemed kulde, rusk og regn. Idag
skinnede solen smukt. Lige vejr til den årlige udflugt med Genbrugen. Destinationen var som sædvanlig hemmelig. I år gik turen til Maribo hvor veterantoget til Bandholm holdt og ventede på os. Vel anbragt i toget, fik vi serveret den medbragte kaffe med tilhørende småkager. Så futtede vi afsted gennem den nyudsprungne skov, forbi åer og grønne marker til Bandholm. Her beså vi det lille museum på den gamle station. Så gik turen tilbage til Maribo og vores bus kørte os til Bangs Have, som er en skøn gammel skovpavillion, der ligger smukt i skoven ved Maribo Sø og med flot udsigt til Maribo Domkirke. Her fik vi en udsøgt frokost med et glas vin til.

Kaffen, med hjemmebagt kringle indtog vi i kirkens Korshærs varmestue i Maribo, hvor vi fik en rundvisning i de fine lyse lokaler og fik fortalt om stedet og arbejdet der. Rart at se hvad indsatsen som frivillig i KK blandt andet går til.

tirsdag den 24. april 2018

Haraldsted Sø, - et for mig ukendt paradis

 En Jættekvinde,som boede i Køge, gik en dag ind i Midtsjælland for at hente sig et forklæde fuldt af grus. Da hun var nået en mil nord for, hvor Ringsted nu ligger, lagde hun sig på knæ og tog med sin højre arm ud til nuværende Roskilde landevej og skrabede til sig. Hullet der fremkom, blev fyldt med vand og dannede Haraldsted sø. (Gammelt sagn)

Skønt søen ligger mindre end 15 km fra Lejre, var denne skønne plet helt ukendt for mig indtil jeg mødte Jørgen. Han er den lykkelige ejer af et sommerhus i 1. række ved Haraldsted Sø. Det er simpelthen en perle. Udsigten i sig selv er bare så smuk og så er her en fred og ro, - altså hvis man ser bort fra gæs, ænder, blishøns, lappedykkere og hejrer der larmer og er i konstant bevægelse. På land er der en masse småfugle, spætmejser og egern. Jørgen har været så fornuftig og heldig at få købt jorden foran huset, hvor nogen havde planer om grillplads og borde og bænke. Så freden, roen og udsigten er sikret.Huset ligger på en skråningen og er ca. 10 meter over søens overflade og det gør jo udsigten endnu bedre.

torsdag den 5. april 2018

En dejlig dag

Dagen idag var en god dag, men dagen igår var bedre. Efter påsken i Sverige var tirsdagen en lidt sløv dag med udpakning og indkøb. Foråret kom først rigtigt igår med masser af sol og energi. Og der var brug for begge dele. Når man i påsken først havde svinet en dug ved at ryste kaffekruset i stedet for raflebægert og dernæst hældt et spejlæg ud på en anden dug, så var vasketøjet mit. Så der blev vasket i den helt store stil, - viskestykker, duge og håndklæder blafrede lystigt på tørrestativet. Imens blev både havegangen og terrassen fejet og der blev klippet lidt i et par roser og figenbuske. En hylde på gavlen som var helt skjult bag den ene figen blev også flyttet til en bedre plads. Og så var det jo onsdag og tid til bowling. Her gik det også fint. 92-112-117 i de tre serier. det var da helt fint. Og så hjem til varmemad, - frikadeller og stuvet hvidkål med sukker og kanel. Jo sol og varme giver energi.

tirsdag den 27. marts 2018

Påske, - endnu engang

Som tiden dog går! Synes lige det har været nytår. Nu er vi langt henne på foråret, - er gået over til sommertid og lyskæderne er pillet ned uden for. Og Påsken står for døren. Den er forbundet med mange traditioner og mange minder. Det er efterhånden blevet en fasttømret tradition at Påsken holdes i vores hus i Sverige. Og det gør den også i år. Vi bliver 8. Ulla med familie og ny svigerdatter og så Per og mig. Og vi skal selvfølgelig have lammekølle, med sædvanligt tilbehør. Vi skal hygge, spille kort og gå ture. En ting kommer dog til at mangle i år, - nemlig turen til Stadsmissionen. Vi er der nemlig kun i de 5 påskedage og der har denne skønne genbrugsbutik lukket. De fine påskeæg på billedet er hentet i Prag for snart 25 år siden. Der var oprindeligt 5, men nu er der kun 3 tilbage. Det er nemlig rigtige æg, - ikke plastik, og sådan nogle er jo skrøbelige. De små søde lam klappede jeg på New Zealand i 2006, - så de er jo nok spist for længst.

torsdag den 15. marts 2018

Lavringe Å igen, igen

Vejret eller dovenskaben har holdt mig inde et par dage. Lige bortset fra igår hvor jeg var ude med kosten. Indkørslen trængte til en kærlig omgang. Men nu bæser det igen, så det er snart det samme igen. Frisk luft og motion skal der til. så på med hue, halstørklæde og vanter.
I strid østenvind og bidende kulde gik turen endnu en gang til Skjoldungestien og turen langs Lavringe Å. Aldrig har jeg set åen med så meget vand i. Der var en rivende strøm. Og der var ligefrem bølger der viste tænder visse steder. Se hvor forskellig samme å kan se ud.Efter turen var det blevet tid til en dejlig varm kop kakao.

torsdag den 8. marts 2018

Helt eventyrligt


Waw!
 Sikke et syn der mødte mig her til morgen. Et hvidt eventyrlandskab hvor sneen dalede stille ned.
Temperaturen lige  omkring 1-2 graders varme.
 Skulle sneslyngen igang? Det kom den et par timer senere.
 Ville ikke risikere en skøjtebane hvis der blev frost til aften.

Nu er seen for længst drattet ned fra træer og buske.
Mon det var vinterens sidste krampetrækninger?

 

onsdag den 28. februar 2018

Slædehundekoldt!

En sibirisk kulde har lagt sig over Danmark i disse dage. Minus 9 grader og kraftig blæst fra øst. Heldigvis ingen sne her. Endnu. Pillefyret kører ekstra meget, men jeg har da heldigvis piller nok. Fryse gider jeg bestemt ikke. Er lige kommet hjem fra en frisk tur på 3-4 km fra mekanikeren. Bilen skal have nye forhjulslejer idag, og den skal hentes igen på gåben, så det er på med den varme frakke, hue og vanter endnu en gang. Det er jo slædehundekoldt udenfor! Ja, bortset fra den manglende sne er det lige vejr for slædehunde. De fryser ikke. Har selv haft den glæde at få en tur på hundeslæde med 12-13 dejlige hunde foran. De så ud til at nyde det og det gjorde jeg bestemt også, men det var slædehundekoldt! Jo Grønland kan varmt anbefales, - også i den kolde tid.

søndag den 25. februar 2018

Det er OL's skyld

Billedresultat for vinter ol 2018 billeder

Jeg har været temmelig fraværende her på bloggen i de sidste uger. Årsagen er Vinter OL. Jeg er en stor Ol-fan. Synes det er så fantastisk at så mange nationer kan finde sammen omkring sport. Mennesker mødes og uventede ting opstår. Nogen gange skal der bare en sprække til, som i Berlinmuren. Det gik pludselig meget stærkt dernede. Måske kan den lille åbning mellem Nord- og Sydkorea blive til noget rigtig stort. Vi får se! Jeg har ihvertfald nydt Vinter OL fra PyeongChang, med de halsbrækkende unge mennesker på snowboards, skiskydningen, kunstskøjtekonkurrencerne og ikke mindst curlingen.
Billedresultat for vinter ol 2018 billeder
Det er da et fascinerende spil, - isens skak. Håber de sender en masse når VM i curling skal afholdes i Danmark i 2019

Relateret billede

torsdag den 8. februar 2018

Glæde og nytte

Jeg har lige hentet en pakke i Brugsen. En særlig pakke. Indholdet vil være til både glæde og nytte. Og nej det er ikke en flot ny hue. Det er en kogebog. Og ikke hvilken som helst koge bog. Den hedder Og halsen af en Svane. Lone Landmands nyeste kogebog. Jeg har den første som hedder Hønsefødder og Gulerødder. Disse bøger er for mig ren glæde og kan til enhver tid gøre mig i godt humør, for de er så meget andet end bare kogebøger. Der er dejlige opskrifter i finurligt sprog, der minder os om at bruge gode råvarer, som vi kan være bekendt at spise. Der er skønne fotos både af maden og livet på Brandbygegård. Og så er der sider med fine tegninger og Lones dejlige rim. Ren Halfdan Rasmussen.  Lige nu er der udsalg på Lones bøger

mandag den 5. februar 2018

Kom så ikke og sig jeg ikke ta'r kegler

Igår var en rigtig dejlig dag. Jeg var til regionsbowling i garderforeningen. Holdet bestod i år af 4 piger fra egne rækker, - sidste år måtte vi låne en fra Kalundborg for at kunne stille op. Det var som altid en hyggelig begivenhed, med en lille en til halsen først og dejlig mad bagefter. Vi skulle spille 2 serier og kom rigtig godt fra start i den første. Gik noget ned i anden serie, desværre. Alt i alt var vi klar over at vi nok havde vundet et eller andet, men førstepladsen var vist røget. Det viste sig at det blev til en flot andenplads, - så kom ikke og sig at jeg ikke kan tage kegler. Altid hyggeligt at være sammen i garderforeningen.