Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

tirsdag den 31. december 2013

Godt Nytår til jer alle


Her på årets sidste dag vil jeg ønske alle læserne af min blog et Godt Nytår. Nogle af jer har allerede passeret årsskiftet. Dem i New Zealand f.eks. Jeg har læsere i hele 52 lande. Ikke sådan at forstå at de læser min blog fast, men de har været der. Det er jeg meget glad og beæret over. Tænk at en smalltalk og strøtanker og rejsedagbøger kan have interesse så vidt omkring. Selv fejrer jeg Nytår hjemme i huset i Lejre. Hvad laver alle i derude? Fortæl mig om jeres Nytårsaften og jeres ønsker for det nye år. Selv har jeg 2 store begivenheder at se frem til i det nye år. Jeg skal være oldemor til april og Per og jeg har været gift i 25 år til maj, - vi kan altså fejre sølvbryllup. Tænk hvor tiden dog går.

tirsdag den 24. december 2013

De store rejsers år




Vores rejseaktivitet startede allerede i Januar i år. Vi tog til Kina. Har før været i både Beijing og i Hongkong men rejsen i år var noget helt særligt. Vi tog på rundrejse og skulle sejle på den sagnomspundne Yangtze. Det havde vi aldrig troet at vi skulle opleve. Turen er beskrevet i Rejsedagbog fra Kina 2013. Sommerferien blev holdt i vores hus i Sverige. Skøn ferie med solskin og hygge. Næste store rejse var turen til USA i September. Det var endnu en af de ting vi ikke havde troet vi skulle opleve. Vi ville jo gerne køre rundt selv derovre i en autocamper, men de var jo megastore. Kunne vi nu også klare det? Det kunne vi og det gjorde vi. Turen er beskrevet i Rejsedagbog fra USA 2013.

fredag den 20. december 2013

Så er julegaverne købt og pakket ind


Så er det Jul igen. Og Jul betyder at der skal købes gaver. Vi er ikke til husflid med hjemmestrikkede sokker og halstørklæder eller andre hjemmelavede ting. Vi er glade for at få sådanne gaver, men derfra og så til at lave gaverne selv er der meget langt. Hvad gør man så? Hos os laver vi en plan. Skriver en liste med hvem der skal have gaver. Kigger på eventuelle ønskesedler og udser os
forretninger hvor vi kan få de ting. I vores tilfælde blev det til 3 forretninger i samme indkøbscenter. Hele seancen tog 1½ time, - så var alle gaver købt. Bagefter fik vi en dejlig kop kaffe med et stykke lagkage til. De sidste gaver blev pakket ind i formiddags og fordelt i poser. Kom ikke her med snak om julestress. Med fokus på hygge skal vi i morgen holde julehygge/byttegavedag med dem vi ikke skal være sammen med Juleaften. Vi mangler julesneen, men her er et billede fra Sverige sidste jul.

torsdag den 12. december 2013

Måske skulle man spille Poker?

I disse for vort land så svære tider.....Skatterne stiger. Indkomsten og ejendomsværdierne falder. Har arbejdet længe nok, - gider ikke mere. Selv om jeg ville var der nok heller ingen der ville ansætte mig. En gammel kone ville de nok sige. Selv er jeg ung indeni og har stadig lyst til en hel masse. Og det er jo ikke nemt med begrænsede pengemidler og begrænset mulighed for nye indtægter. Jeg er noget af en spillefugl, men heldigvis også rimelig nærig. Derfor spiller jeg alle mulige gratis spil. I internetkasinoernes barndom tjente jeg nogle tusind kroner på Black Jack fordi kasinoerne havde nogle gode bonusser. Det er for længst slut og det var mit spil for rigtige penge også da jeg tabte 200 kr. Har lige syslet lidt med en pokerskole og bestået et par af deres quizzer og spillet lidt gratis for sjov. Resultatet af det er at jeg kan se der er meget langt igen før jeg bliver en rigtig pokerhaj. Jeg tror jeg holder mig til skrabelodder og lotto et stykke tid endnu.

fredag den 6. december 2013

Stormens hærgen i Lejre, - lige til at græde over

Vores hus kom godt igennem stormen. Desværre var det ikke tilfældet for Nørregård, den fine firlængede gård nede ved kirken. Den har de sidste par år været under renovering og vi gik og glædede os over det fine stykke arbejde som skred hastigt frem på den nordlige længe. Taget blev tækket for et år eller to siden, med fine kviste. For et par måneder siden rev man alt murværk ude og inde ned i den yderste halvdel ud mod vejen. Arbejdet med at genopbygge murværket var godt igang. Hele gavlen og muren ind mod gården stod og blinkede med det flotteste pudsede murværk og sortmalet bindingsværk. Virkeligt flot arbejde. Og nu ligger det hele i ruiner. Knust af stormen. Hvor er det dog synd, - lige til at græde over. Håber at noget af det fine tag kan reddes og at de har en god forsikring som vil dække sådan en stormskade.

torsdag den 5. december 2013

Danmark melder storm, - alle sejl er rebet.

Så er der varslet endnu en storm med vindstød af orkanstyrke i Danmark. Det er kun en måned siden vi havde den sidste. Vi har været ude  i Herslev Havn og trække Pers nyanskaffede jolle i sikkerhed for stormens rasen. Nu står den mellem to store solide både så der skulle ikke kunne ske noget med den. Herhjemme er skraldespandene ved gavlen blevet trukket i sikkerhed så de ikke flyver ud på vejen og skaber farlige situationer for trafikken. Blomsterne ved køkkendøren er er sat mere hensigtsmæssigt så de mindste krukker står i læ mellem de store. Sidder lunt indendørs og hører julemusik, men hørte lige at både Storebæltsbroen og Øresundsbroen nu er lukket for al trafik. Alle tog kører også med nedsat kapacitet. Og det er kun lige begyndt. Måske får vi også sne for temperaturen falder.