Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

søndag den 20. januar 2013

Hvidløg og ingefær, - hostesaft og pastiller


Vi er snotforkølede både Per og jeg. For anden gang på kort tid. Dødirriterende. Kan ikke sove ordentlig om natten for hoste, stoppet næse og kriller i halsen. Øv! Så nu er der gang i hvidløg og ingefær for mit vedkommende. Plejer at hjælpe rimeligt hurtigt. Varm te med honning og en skvat sprut af en eller anden art er også godt. Især lige før sengetid. Per er mere til hostesaft og halspastiller. Jeg har lige købt en stor pose eukalyptos-mentol bolcher og to æsker Gajol. Mon ikke vi overlever til i morgen?

tirsdag den 15. januar 2013

Husk fuglene!

 
Når frosten bider og sneen dækker jorden som den gør idag er det vigtigt at huske fuglene hvis du er begyndt at fodre. På vores fuglebræt er der livlig trafik. Der kommer musvitter, blåmejser, grønirisk, kvækerfinker, solsorte, skovspurve og som her på billedet en kernebider. Vi har en lille blåmejse som kommer og sætter sig på sprosserne i vores køkkenvindue og kigger ind til os selv om vi sidder lige inden for. I dag var den rigtig ivrig, - der manglede mad på foderbrættet. Mejseboldene var dog ikke helt spist endnu. For tiden spiser de sne men hvis der er barfrost er det vigtigt at de også får vand. Det klarer de hos os i vores fiskebassin som altid har et isfrit område.

fredag den 11. januar 2013

Vintertur på Skjoldungestien

Idag tittede solen frem efter mange dage med rigtig surt vejr, - med småregn og rusk. Så var det bare på med vanten og ud at trave en dejlig tur. Koldt, - med let frost og vind fra nordøst.

Skjoldungestien følger åerne herude i Lejre. Vi har en 3-4 åer der slynger sig og løber sammen forskellige steder i landskabet. Der var rigtig meget vand i dem idag og en stærk strøm. Det rislede og klukkede så det var en lyst.

Gik lidt og tænkte på at der manglede farver i det vinterlige landskab, men det er vist ikke helt rigtigt. Det er bare andre farver her om vinteren. Tog et par billeder, - se selv, der er skam masser af farver. Og så er der jo hestene som stod og nød solen.

mandag den 7. januar 2013

Så blev Julen båret ud

I går var det Hellig Tre Kongers dag. Så er Julen ovre. På juletræet, som katten har sovet under de sidste 14 dage, var der halve stearinlys. Dem tændte vi så, - de var jo ikke til noget. Hyggeligt. Imens de brændte ned tog vi stakken af gamle julekort frem. Vi har kort fra de sidste 24 år. Der var mange minder i dem. Der var kort fra gamle kolleger, venner, familiemedlemmer som nu er døde, forhenværende koner eller kærester til familiemedlemmer og så lidt forretningsforbindelser. Mærkeligt med alle de mennesker som kommer og går i ens liv. Da lysene var brændt ud blev pynten pillet af træet og pakket væk sammen med nisserne og andet julepynt. Så stod træet der, ribbet for pynt, men katten havde lagt sig tilrette under det og jeg havde tænkt at lade det stå til han gik, men stakkels Bandit fik ikke lov at sove under træet længere. Per bar det ud. Nu står det ude på græsset med små Pigeon-æbler på. Først skal træet vises, siden skal det spises, - som vi jo synger. Så må vi jo se hvor Bandit vil sove nu.

torsdag den 3. januar 2013

Perlerne ved de danske kyster



Alt går så stærkt idag. Der er ikke megen tid til fordybelse. Der er for mange forstyrrende elementer i vores dagligdag. De har umærkeligt sneget sig ind på os og er blevet en del af vores hverdag. Mobiltelefoner, internet, Facebook og radio og tv som altid kører. På DR2 har jeg de sidste dage nydt nogle skønne udsendelser om nogle af de danske badehoteller. Vi har set fra  Hornbækhus, Hjorts Hotel og Kandehus i Kandestederne og  Svinkløv Badehotel og i eftermiddag sender de fra Melsted Badehotel på Bornholm. Alle disse steder kan man tage til og bare nyde roen og den pragtfulde natur og bare slappe helt af, - uden stress og jag. Udsendelserne blev heller ikke dårligere af at det var Anne Hjernø og Andres Agger der stod for dem. De kan bare det der med at formidle ro, hygge, skønhed og god mad. Det er noget ganske andet end X-Factor skulle jeg hilse og sige!!