Her blev så tomt

Der er mennesker der fylder meget og som derfor også efterlader sig et stort tomrum. Sådan et menneske var Per. I torsdags takkede han lige pludseligt af fra denne verden. Glad for livet til det sidste og med planer for dagen. Men sådan skulle det altså ikke være. Selv om Per og jeg valgte at gå hver sin vej for snart 5 år siden, har vi stadig været sammen om meget. Til familiefødselsdage, bowling sammen med garderforeningen og i huset i Sverige. Alt det er nu forbi. Det samme er snakken om alle vore fælles minder om hverdagen sammen og hver for sig. Og om alle rejserne. Til Grækenland f.eks., hvor Per mente der var for varmt for ham, men det blev til mange ferier på forskellige øer. Samos var dog favoritten. Så til Nordkap et par gange. Storbyferier til Prag, Rom og Firenze og klassiske Beijing  Flodturen på Yangtze. To krydstogter er det også blevet til. Først i vikingernes fodspor over Atlanten, fra Dover til New York. Senere fra Vancouer, langs Stillehavskysten til Alaska og retur til Seattle. Her gjorde vi en afstikker til Calgary og havde nogle skønne dage hos Pers fætter, før vi fløj hjem til Danmark. De ferier, som nok satte størst aftryk hos os begge, var turene i autocamper. Først de to ture til New Zealand, hvor vi kørte landet tyndt, fra nord til syd og øst til vest og nød det utroligt smukke land og den gæstfrie befolkning.  Så til USA hvor Per rigtig var i sit es i den store, over 7,6 meter lange autocamper, som vi kørte i på vores ferie i USA. En vaskeægte V8 motor. Hør lyden, sagde Per. Selv om vi kun kørte i Californien, Nevada, Utah og Arizona, oplevede vi mangfoldigheden og størrelsen i dette fantastiske land. Alt dette er nu kun minder. Som jeg husker Per allerbedst er hjemme i Lejre eller i huset i Sverige, iført et par slidte shorts og med ragsokker i træskoene og en hækklipper, motorsav eller andet haveværktøj i hånden. Men jeg husker ham også som den flotte , altid velklædte mand, når noget skulle fejres eller vi bare skulle ud at spise. 

ALDRIG er et rigtig modbydeligt ord. Et ord jeg sjældent bruger. Det er så definitivt. Ligesom døden. Men fakta er desværre, at Per aldrig mere triller ind i min indkørsel i sin gamle Volvo og siger gi'r du en kop kaffe. Aldrig merre! Og det føles så tomt! Jeg har mistet en ven! Men minderne har jeg da stadig at glædes over. Og her er Per så, på vej mod fjerne horisonter!

 over.

Udlængsel

Jeg glæder mig til at jeg igen kan begive mig ud i verden. Imens jeg venter på at verden åbner sig, kigger jeg rejseprogrammer i tv. Har f.eks. nydt Joanna Lumleys ture i Iran, Georgien og Azerbaijan. Her fulgte hun Silkevejen. Turene i Caribien var også spændende. Her besøgte hun Cuba, Haiti og Den Dominikanske Republik. For tiden læser jeg Troels Kløvedals sidste bog, Alle mine morgener på Jorden. Bliver lidt trist over at der nu ikke kommer flere bøger fra ham, men jeg har jo alle dem han nåede at skrive. Hans tidligste bøger er kilden til min rejselyst. På min PC har jeg billeder fra de sidste 20 års rejser. Jeg bruger dem som pauseskærm, hvor de skifter hvert 10. sekund og blander sig vilkårligt. På den måde kommer jeg til Kina, USA, Grækenland, Lejre, Sverige og New Zealand, - fra den ene ende af verden til den anden, på ingen tid. Den tur nyder jeg flere gange dagligt, men det ville nu ikke være af vejen at dyppe tæerne i Ægæerhavet eller tage endnu en tur i autocamper i New Zealand eller USA.

Får i aftenstemning

Forleden gik jeg en dejlig travetur lige før solen gik ned. Eller rettere mens den gik ned, for der var næsten mørkt før jeg nåede hjem. Skjoldungestien  er jo en tur værd hele året rundt og på alle tider af dagen. Jeg har et eller andet med får. Måske fordi jeg er får i det kinesiske horoskop eller også er det minderne fra 2 skønne rejser i New Zealand. Jeg nyder at der er kommet får her på Lejrevej. Kunne også godt tænke mig at dem i nr. 90 ville sætte nogle får på græs i plantagen bagved. Men nok om det. Da jeg var næsten hjemme og solen var gået under horisonten, kom jeg forbi fårene som var ved at forsvinde i tusmørket. Meget stemningsfuldt med disse grå uldtotter der gik og spiste natmad.

Te Anau, - et af de smukkeste steder jeg har været

At rejse er at leve. Så sandt. På sådan en råkold, blæsende og regnfuld majdag går tankerne til varmere himmelstrøg. Det er nu ikke varmen der trækker mine tanker mod Te Anau, - det er min tablet hvor jeg er faldet i gryden med Pinterest. Her kan man finde alt muligt bl.a. billeder af næsten alt og fra alle steder i verden og selvfølgelig også fra Te Anau i New Zealand. Navnet Te Anau er maori og betyder "Hulen med hvirvlende vand". Søen er den største på Sydøen og New Zealands 2. største efter Lake Taupo. Den er 65 km lang og dækker et areal på 344km2. Byen Te Anau ligger i det sydøstlige hjørne af søen og er den eneste by ved søen. Det meste af søen ligger i Fiordland national Park.

I 2009 rejste Per og jeg rundt i New Zealand og camperede ved søen i 2 døgn og Te Anau er ikke et sted man glemmer. Vi boede på en skøn campingplads hvor der var en masse gamle Morris biler og nogle sjove små huse. Vi boede selvfølgelig i vores mobilhome. En ferieform som jeg varmt kan anbefale.

Fugleflugt og ønskedrømme 2

På sådan en råkold februardag med slud og kraftig vind fra syd kan man godt drømme om varmere himmelstrøg. Der er f.eks. mellem 25 og 28 grader i hele New Zealand i dag. Ville det ikke være dejligt at køre rundt dernede i en autocamper? Fri som fuglen. Bare nyde det dejlige land igen.

Havde jeg penge nok ville jeg rejse og se alt det jeg endnu mangler at se. Alene eller helst sammen med Per. Jeg ville gerne se mere af USA, - f.eks. Yellowstone og de sydlige stater Texas, Louisiana og Mississippi. Jeg ville også gerne se mere af det vestlige Canada og Alaska. Et krydstogt fra Buenos Aires og syd om Sydamerika til Santiago i Chile ligger også højt på ønskelisten. Jeg ville også gense mange af de steder jeg forelskede mig i på tidligere rejser.

New York, Singapore, Hong Kong, Sydney og Lapland. Men som Bente siger, - vi kan jo ikke rejse altid. Ærgerligt! Det ville ellers være dejligt for det er på rejserne vi fungerer bedst sammen. Hverdagen med alle dens fortrædeligheder kan nogen gange være svær at handle. Ved ikke altid om man er købt eller solgt, - inde eller ude. Mon ikke det snart er min tur til at vinde i Lotto??

Juletræet med sin pynt

Her i Pandekagehuset har vi som altid et juletræ. En Normannsgran. Helt op til bjælkerne. Træet har stået i vand udenfor i 14 dage. I mandags kom det så indenfor og der bliver det stående mindst til Hellig Tre Konger den 6. januar. Julepynten er en blanding af gammelt og nyt og så det vi har hentet på vores rejser. Kan se at andre har samme skik for der er julebutikker eller juleting at finde overalt i verden på alle tider af året. Julemanden på træet er hentet i New York, tepotten i Kina, filthjerterne er fra Shetlandsøerne og guldstjernen er fra New Zealand. Den blå/hvide kugle er fra Halifax og den røde er fra Prag. Vi har også en engel med vinger af grøn kløver fra Irland og et sort får fra Island, Det sidst indkøbte er en træting der viser Julemanden i arbejde i sit værksted. Den købte vi i Solvang i USA sidste år. God Jul til alle der læser min blog.

Min globale hjemmeside

Her på Globetrotter hjemmesiden skriver jeg om mangt og meget.
Jeg skriver om Lejre og det nære og om livet i Pandekagehuset. Jeg skriver om andre steder i Danmark som jeg har besøgt eller finder interessante. Jeg skriver også om vores mange rejser rundt i Europa og til fjerne destinationer. Fire rejsedagbøger er det også blevet til. Om vores rejser i New Zealand, Kina og USA. Mangler at skrive om vores 2 krydstogter, - det ene over Atlanten til New York og det andet til Alaska. De kommer nok i løbet af vinteren. Hvem er det så jeg skriver for? Først og fremmest for mig selv fordi jeg kan og synes det er sjovt. Jeg smider links på forskellige sociale medier og kan på min administrative side se hvor mange der kigger på hjemmesiden. Jeg kan også se hvilke lande de kommer fra. Det bliver vist på et kort. Har fra start af skrevet en liste over landene og er nu nået op på 61 forskellige lande fordelt på 5 kontinenter. Mærkeligt nok har jeg flere besøgene fra Ukraine end fra Danmark. Afrika og Sydamerika er lidt tyndt repræsenteret, men dem har jeg heller ikke besøgt eller skrevet om endnu. Google Translate er jo nok en stor hjælp ellers får de jo nok ikke meget ud af det da jeg som bekendt skriver på dansk.

Hold dig på måtten!

I New Zealand har de regler og de overholder dem. Man serverer ikke alkohol for mindreårige. Det koster en bondegård for både servitrice og ejer af stedet. Det samme med rygning. Det foregår udendørs, men der er sørget før at det kan foregå uden at der ligger skodder allevegne. Det kunne vi lære noget af i Danmark. Her er der bare nogle valne regler uden konsekvens. Man vader heller ikke ind med mudrede sko eller støvler i New Zealand. Se bare her. Man har vel pli!

Souvenir fra New Zealand

 

Nu er vinteren forhåbentlig forbi for denne gang. Så er det ved at være tid til at gemme mine dejlige lammeskindssutsko af vejen, - min bedste souvenir fra New Zealand! Selv om der var sommer i New Zealand var jeg ikke i tvivl da jeg spottede dem på Cathedral Square i Christchurch i 2006. De skulle med hjem til Danmark. Jeg er helt pjattet med får, måske fordi jeg er får i det kinesiske horoskop. Per siger jeg har 1000 billeder dernede fra med får. James Galway på cd, grønne bakker med får og lam i hundredvis og så en autocamper. Det er New Zealand og det er lykken, simpelthen.

Mount Tongariro New Zealand rumler

Så rumler det igen i en af New Zealands mange vulkaner. Denne gang er det Mount Tongariro. Den 13. februar 2009 camperede Per og jeg på Whakapapa Camping i Tongariro Nationalpark. På campingpladsen var der opslag om hvordan man skulle forholde sig ved vulkanudbrud. Lidt uhyggeligt, syntes vi. Ud på natten blev vi vækket af en høj sirene og vi undrede os over at der ikke var mere aktivitet på pladsen, men var andre rolige kunne vi vel også være det. Da sirenen stoppede efter nogen tid lagde vi os til at sove igen. Jeg drømte dog om vulkanudbrud og ild og lava. Efter en urolig nat  og halvkold nat vågnede vi og kunne ikke få vores morgenkaffe da vi var løbet tør for gas. Vi måtte derfor ned til Whakapapa og købe gas på en tankstation og her fik vi at vide at det ikke var vulkanen med en påsat brand på Mt. Ruapehu ved et af New Zealands største skisportssteder.

Jordskælv og vulkaner

Fandt lige et billede af en falden skønhed. Christchurch Cathedral. Hørte forleden i radioen at den er så skadet at den nu skal rives helt ned. Synd, - den var så smuk. Et andet sted som jeg også troede var svært skadet er New Regent Street, den spanske gade, men den er mærkelig nok helt uskadt har jeg lige læst.

















Når man tænker på jordskælv og vulkaner er det altid med gru og rædsel Vi glemmer tit at f.eks. New Zealand er opstået som følge af diise uforudsigelige og voldsomme naturkræfter. Vi skal derfor altid huske at der ud af noget meget grimt også kan komme noget meget smukt! Og New Zealand har nok verdens smukkeste og mest alsidige natur.

New Zealand igen!

I 2009 tog vi for anden gang til New Zealand. Denne gang rejste vi i Januar-Februar og havde igen lejet en autocamper hjemmefra. Vi kørte rundt dernede i en måned og tog derefter en afstikker på 4-5 dage i Sydney og det samme i Hongkong før vi satte snuden hjemad igen. Det blev en pragtfuld tur og uden sygdom og andre uheld. Hvis min lotto kommer ud vil det være ønskemål nr. 1 for endnu en tur.

Vores søde drossel fra Christchurch

Så er det vist på tide at jeg får skrevet noget i min blog!

Dagene går,- en efter en, ganske umærkeligt hvis man ikke stopper op og siger så er det NU!

Droslen her er fra New Zealand, - den var bare så sød og sang vidunderligt.

Det var i november-december 2006 vi var dernede første gang. Vi kørte rundt i en dejlig autocamper i 2 uger, - det skulle have været 3 uger, men så blev Per ramt af en nethindeløsning på venstre øje og blev opereret og så måtte vi holde os i ro den sidste uge. Selv om det var en streg i regningen var der også meget positivt. Vi mødte utrolig megen hjælpsomhed og fik prøvet New Zealands sundhedsvæsen som bare fungerer perfekt også i weekende,

Om et par uger tager vi derned igen, - glæder os meget til at gense dette smukke land. New Zealand kan varmt anbefales.

Og man kan også få dejlig mad dernede.

Så er der frokost i camperen

På alle campingpladserne var der en velkomstkomite bestående af en flok ænder, som gerne ville fordres.

Per og velkomstkomiteen

Der er meget mere at fortælle om New Zealand. Det kan i læse om på siden Rejsedagbog.

http://helbak.blogspot.com/p/rejsedagbog-new-zealand-2006.html