Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.
Viser opslag med etiketten får. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten får. Vis alle opslag

tirsdag den 6. oktober 2015

Får i aftenstemning

Forleden gik jeg en dejlig travetur lige før solen gik ned. Eller rettere mens den gik ned, for der var næsten mørkt før jeg nåede hjem. Skjoldungestien  er jo en tur værd hele året rundt og på alle tider af dagen. Jeg har et eller andet med får. Måske fordi jeg er får i det kinesiske horoskop eller også er det minderne fra 2 skønne rejser i New Zealand. Jeg nyder at der er kommet får her på Lejrevej. Kunne også godt tænke mig at dem i nr. 90 ville sætte nogle får på græs i plantagen bagved. Men nok om det. Da jeg var næsten hjemme og solen var gået under horisonten, kom jeg forbi fårene som var ved at forsvinde i tusmørket. Meget stemningsfuldt med disse grå uldtotter der gik og spiste natmad.

fredag den 24. april 2015

Naturens festmåned


Endelig rigtigt forår, - næsten sommer. Hver dag er der noget nyt at se på. Nyt og nyt vil nogen nok mene. Og de har jo sådan set ret. Det der sker er jo sket millioner af gange før i naturens festmåned. Men for mig er det et under hvert år som jeg aldrig bliver træt af at kigge på og undres over. Tænk nu sker det igen! Knopperne bliver saftspændte og brister og spæde lysegrønne blade titter frem. Dag for dag bliver det grønnere og grønnere derude. Og gult bliver det også snart. Mælkebøttegult. Trækfuglene er også vendt hjem til os for at yngle. Vi har stær i stærekassen og over markerne synger lærken så det er en lyst. På markerne er køerne kommet ud. Det samme er de dejlige får med deres små lam. Der er foretagsomhed overalt blandt dyr og mennesker. Lyset og solens livgivende varme giver energi til alt levende. Tiden fra midt april til midt maj er det jeg kalder naturens festmåned, - her sker der virkelig noget. Nyd det!


                                                                                   

søndag den 21. april 2013

Souvenir fra New Zealand


 
Nu er vinteren forhåbentlig forbi for denne gang. Så er det ved at være tid til at gemme mine dejlige lammeskindssutsko af vejen, - min bedste souvenir fra New Zealand! Selv om der var sommer i New Zealand var jeg ikke i tvivl da jeg spottede dem på Cathedral Square i Christchurch i 2006. De skulle med hjem til Danmark. Jeg er helt pjattet med får, måske fordi jeg er får i det kinesiske horoskop. Per siger jeg har 1000 billeder dernede fra med får. James Galway på cd, grønne bakker med får og lam i hundredvis og så en autocamper. Det er New Zealand og det er lykken, simpelthen.