Sidste dag i februar. Der er grøde i luften. Lærker foroven, rådyr på marken og viben skulle efter sigende også være kommet. Den har jeg dog ikke set eller hørt endnu.
Havearbejdet er så småt, - meget småt ved at komme i gang. Stadig temmelig køligt at gå ude på grund af østenvinden. Per fik dog vasket det værste snavs af stuevinduerne mens jeg var til kaffe og hyggesnak i min malergruppe, som på grund af manglende tilslutning ligger stille. Ærgerligt for vi hygger os så godt sammen.
Gik lige en rundtur i haven og alt vælter bare op nu. Se bare her. En gammel trofast plante er som sædvanlig blandt det første der blomstrer i haven, - den lilla julerose. Fantastisk, - den kommer bare hvert år. Og det gør vintergækkerne jo også.
Endelig rigtigt forår, - næsten sommer. Hver dag er der noget nyt at se på. Nyt og nyt vil nogen nok mene. Og de har jo sådan set ret. Det der sker er jo sket millioner af gange før i naturens festmåned. Men for mig er det et under hvert år som jeg aldrig bliver træt af at kigge på og undres over. Tænk nu sker det igen! Knopperne bliver saftspændte og brister og spæde lysegrønne blade titter frem. Dag for dag bliver det grønnere og grønnere derude. Og gult bliver det også snart. Mælkebøttegult. Trækfuglene er også vendt hjem til os for at yngle. Vi har stær i stærekassen og over markerne synger lærken så det er en lyst. På markerne er køerne kommet ud. Det samme er de dejlige får med deres små lam. Der er foretagsomhed overalt blandt dyr og mennesker. Lyset og solens livgivende varme giver energi til alt levende. Tiden fra midt april til midt maj er det jeg kalder naturens festmåned, - her sker der virkelig noget. Nyd det! 
