Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

tirsdag den 26. november 2013

Roser i november

 
Igår morges var der faldet et fint drys sne, - den første sne i år. Græsset var hvidt af rim. Vi har dog ikke noget at klage over med hensyn til vejret som i dette efterår har været både mildt og smukt. Det er jo dejligt for så sparer vi jo nok lidt på pillerne til fyret og på varmeregningen. Der er ikke meget opmuntrende at se i haven på denne årstid. Kun visne blade og stauder i forfald og et par fugle der hakker i de trætte æbler jeg smed ud forleden. Men så er det jo godt at jeg har mine gamle kalendere. Ifølge notaterne i kalenderen fra 2012 blev vintergækkerne gravet fri af de visne blade allerede 18. januar. Det vil sige at om mindre end 2 måneder kan jeg måske se de første forårstegn. Det er da ikke så ringe og slet ikke når man den 26. november stadig kan plukke roser. Fandt lige de her to.

mandag den 18. november 2013

Rejsedagbog USA 2013 er færdig, - tag med på tur!


Så blev Rejsedagbog USA 2013 færdig. Det tog sin tid, det skulle jo gøres ordentligt uden at blive til en roman i stedet for en dagbog. Der skulle findes interessante og beskrivende links. Der skulle vælges billeder og her var der nok at vælge imellem. Vi har taget omkring1000. Men nu er den der. Med billeder og links og det hele. Tag et kig, - så kan i få en fornemmelse af alt det spændende vi har set og oplevet. Og oplevet har vi! Har kørt på store veje med 5-6 spor i hver retning. Har kørt hundredvis af kilometer på små veje med kun et spor i hver retning. Gode fremkommelige veje alle sammen. Har kørt ca. 4700 km. Kørte i staterne Californien, Nevada, Utah og Arizona. USA i mobilhome kan varmt anbefales. Den bid vi har set af landet var både varierende og flot.

søndag den 10. november 2013

Sjove æbler på bart træ


Efteråret er over os. Ingen tvivl om det. Kraftige storme, rusk og regn. Heldigvis ikke så koldt endnu. Det var der heller ikke i Sverige hvor vi lige har været ovre. Kun vådt og blæsende. Og mørkt. Det mærker man rigtigt når sommertiden er slut. De fleste blade var fløjet af træerne som stod med nøgne grene. Næsten. Vi har nogle gamle æbletræer som giver en masse æbler i sensommeren. På det ene af dem var der stadig nogle tilbage. De så sjovt ud med disse spredte æbler på et træ helt uden blade. Per snakkede om at lave æblekage, men det blev ved tanken. Så er der også lidt til fuglene.

onsdag den 23. oktober 2013

Hvorfor blogge???


Jeg blogger for min egen skyld. For sjov. I et forfængeligt håb om at nogen finder det jeg skriver interessant. At nogen kan lide de billeder jeg sætter på. Det er også en slags dagbog. Ikke sådan at jeg skriver hver dag. Langt fra. Jeg skriver når jeg har noget på hjerte. Er faldet over noget interessant. Eller er vred, træt eller ked af noget. Bloggen bliver på den måde en slags ventil. Jeg har hele 3 blogs. Hvorfor nu det? Tja.. Den ene skulle handle om min kat, den anden om rejser og den 3. som hedder Diary of a nice witch handler bl.a. om vores hus i Lejre og huset i Sverige. Det hele er vist efterhånden rodet godt sammen. Pyt! På de to blogs på Blogger kan jeg se hvilke lande mine læsere kommer fra. Det synes jeg er sjovt. Tænk at nogen på den anden side af jorden sidder og læser min blog! Listen af lande er efterhånden nået op på hele 52, fordelt over det meste af kloden. Alle kontinenter er repræsenteret, undtagen Antarktis, men der er vel heller ingen fastboende.

søndag den 20. oktober 2013

Så er der hverdag igen


Siden vi kom hjem fra vores rejse til USA og Calgary har der ikke været megen normal hverdag. Jeg holder af hverdagen. Dage hvor man kan lave helt normale ting, - vaske, gøre rent og måske en tur til købmanden eller på biblioteket. Eller i haven. Tirsdag, 1. dag efter vores hjemkomst måtte vi til dyrlægen med katten. En byld i øret. Begynde at pakke ud. Onsdag stod på akvarel og bowling og udpak. Torsdag?? Fredag til Bogø. Lørdag hos Ulla og Bo hvor den stod på rengøring, planlægning og rydde stue og sætte borde op til min 70 års dag den 12. okt. Søndag?? Mandag og tirsdag malede vi lofter og vægge i Ulla og Bos kæmpestore stue. Onsdag?? Torsdag den 10. klippede vi græs og samlede en hel tons æbler op hos Rita og så ankom Moster. Fredag skulle der købes frugt og grønt og laves salat til fødselsdagen. Lørdag mere indkøb, mere laven salat og så det store brag af en fest med 36 mennesker. Søndag sove længe, slappe lidt af. Moster og Niels sovende. Mandag kørte vi Moster til toget, hentede gaver og beskidte duge i Roskilde. Tirsdag, - Per klippet hæk og jeg vaskede 3 maskinfulde med duge m.v. Onsdag den 16. mere vask og bowling. Torsdag kigge på regnskab for fest og prøvede at evaluere hvor vi havde værer og hvornår i USA. Det sidste lykkedes ikke. Kommer snart. Fik lagt videooptagelserne på harddisken. Fredag med Ulla ude at købe frugt og grønt til Nikolajs 18 års fødselsdag. Lørdag, altså igår, pakket stole og bord sammen på terrassen og gravet kartofler op og så til fest endnu engang. Hjem kl 01. Idag sove rigtig længe, og lave ingenting. Slet ingenting. Og i morgen begynder hverdagen og jeg glæder mig.

søndag den 6. oktober 2013

Føler mig lidt underdrejet, - fylder 70 om 4 dage!


I dag er det en uge siden vi forlod Calgary. Kun en uge! Burde have været en måned med alt det vi har nået. Pakket ud, vasket tøj og fået haven op at stå igen. Været til dyrlæge med katten. Jeg har været til maling, vi har været til bowling og været på Bogø. Vi har lavet planlægning og indkøb til at kunne bespise 36 mennesker i alle aldre på lørdag. Vi har også været i Roskilde og hjulpet med at rengøre og "ommøblere" Ulla og Bos hus. De har været så letsindige at sige ja til at min fødselsdag kan holdes der da jeg ikke har plads til så mange i vores hus. Jeg har også brug alle pengene på den nyligt afsluttede rejse så jeg har heller ikke råd at holde festen ude. Glæder mig selvfølgelig til festen og til at se hele familien. Jeg glæder mig også til at få tid til at evaluere vores rejse. Prøvede igår ved hjælp af kort og campingpladsbrochurer at finde ud af hvor vi havde været hvornår. Bare rolig siger Per, - alt er dokumenteret på video. Gad vide hvornår vi får tid at se den? I morgen står den på lidt mere indkøb og maling af loft og stue hos Ulla og Bo. Jo, - vi keder os bestemt ikke.

torsdag den 3. oktober 2013

Hjemme igen


Selv om jeg er hjemme igen er sjælen ikke helt landet endnu! Har været væk en måned. Kom hjem mandag aften fra den helt store tur. Har kørt rundt en autocamper eller RV i det sydvestlige USA, nærmere betegnet Californien, et lille hjørne af Nevada og Utah og en hel del i Arizona. Turen startede med 3 dage i San Fransisco hos min niece, så 19 dage i RV-en, retur til San Fransisco og til sidst 5 dage i Calgary hvor vi besøgte Pers fætter. Vi syntes at bilen vi kørte i var stor. Den var 7,60 m lang og 3 m bred. Med automatgear og cruisecontrol. Det var en god ting syntes Per der hurtigt følte sig hjemme bag rattet. Når vi kom på campingpladserne var vores "Miss America" en af de små, - blev nærsten væk mellem alle de store campingbusser de andre kørte i. Tit med en lille bil på træk bagefter. I USA er alt bare stort. Glæder mig til at fortælle om turen og lave en ny rejsedagbog.