Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

onsdag den 24. juli 2013

Sommer i Danmark, - endelig

De sidste 2 uger har der været sommer i Danmark. Rigtig sommer. Med sol og varme den udslagne
dag. De sidste par dage vil nogen nok mene at der er for varmt, men man skulle da være et skarn at klage over det gode vejr. Selv bønderne kan vel ikke klage. Perfekt vejr så kornet kan modne og tørre og blive høstet. Selv er vi ude dagen lang og det var vi også i sidste uge hvor vi var på bondegårdsferie. Nu er turen kommet til en tur til Sverige, men det ser ud som om vejret også bliver fint derovre. Det gode vejr kom efter Sankt Hans. Og det er jo dejligt. Hellere efter end før. I aften skal vi til Strø og se til dyrene og spise middag.

fredag den 12. juli 2013

Frokost Herthadalen, - godt cyklet!


Forleden var der dejligt solskin og passende temperatut. Der blæste bare temmelig meget. Vi havde
planlagt at vi skulle cykle ud i Herthadalen med madkurven. Vi er blevet så sporty her på det sidste. Så blæsten skulle ikke ødelægge det planlagte. Der er godt nok nogle pæne bakker hist og her på ruten, men vi er jo seje. Efter 7 kilometers trampen i pedalerne nåede vi målet. Desværre havde de ikke længere borde og bænke som i gamle dage. Kun oppe i restauranten. Tæppet havde vi glemt, men vi satte os i græsset og nød vores medbragte mad og en kølig øl. Blev godt nok lidt klamme bagi, men det tørrede på den 7 km. lange tilbagetur hvor vi også slog et slag indenom Fakta for at handle ind. Fjorten kilometer ialt, - godt cyklet ikke?

fredag den 5. juli 2013

Sverige,- velgørende for sjæl og krop


Har lige haft fire skønne dage i vores åndehul i Påryd. Det var tiltrængt efter al den elendighed med
sygdom, død og hele to begravelser indenfor et par uger. Så snart vi landede kunne vi mærke freden og roen forplante sig til os begge. Her var der fuglesang og ørne der fløj ret tæt over os. Og så var der som altid floden der flød stille af sted og vandfaldet der brusede. Der var også ting der skulle gøres i vores tempo. Garagen blev tømt for skrammel og brænde og omorganiseret. Græsset fik også en lille tur. Det var ret langt og meget knoldet efter vildsvinenes hærge i efteråret. Først skulle både græsslåmaskine og buskrydder hjælpes lidt. De allestedsnærværende mus havde gnavet hul i begge gummidutterne som vi skal pushe før start. Stedets ro, arbejdets små besværligheder og det dejlige vejr fik også roen i vores sind til at indfinde sig inden vi rejste hjem. Glæder os til vi igen skal derover om nogle uger.

torsdag den 27. juni 2013

Dejlige Grækenland må vente

 
Havde vi penge og tid så var vi ikke spor i tvivl om at vi skulle til Grækenland også i år. Men det
kniber lidt med begge dele. Man kan jo ikke både blæse og have mel i munden siger man. I år er det fjernere himmelstrøg der står for tur. Vestlige USA i autocamper. Det er med at tage de store rejser mens vi kan. Så kan vi tage de kortere og måske et krydstogt til bagefter. Men intet varer jo evigt er vi lige blevet mindet kraftigt om. To begravelser på bare 10 dage. Vi er heldigvis raske og rørige og håber på mange gode rejseoplevelser endnu. Vi har jo også vores dejlige hus i Sverige. Og minderne har vi jo til de mere stillesiddende år som måske kommer.

torsdag den 20. juni 2013

Du danske sommer jeg elsker dig

Idag er der sommer. Dejlig sommer uden regn og blæst og kulde. Sommeren i år har indtil videre
været en dag eller 2 af gangen og så møgvejr igen. Man må huske at nyde de solskinstimer der er. Og hvad hører man så i radioen? Folk der klager over at der er for varmt. De skulle skamme sig. Medmindre man er asfaltarbejder behøver man jo ikke at opholde sig direkte i solen hvis man synes det er for varmt. Gå i skygge. Drik vand eller andet kølende. Nyd de skønne sommeraftener. Drop tv og spis udenfor når temperaturen er faldet lidt. Gør som os her i bondehuset i Lejre, - nyd det!

torsdag den 13. juni 2013

Hold dig på måtten!


I New Zealand har de regler og de overholder dem. Man serverer ikke alkohol for mindreårige. Det koster en bondegård for både servitrice og ejer af stedet. Det samme med rygning. Det foregår udendørs, men der er sørget før at det kan foregå uden at der ligger skodder allevegne. Det kunne vi lære noget af i Danmark. Her er der bare nogle valne regler uden konsekvens. Man vader heller ikke ind med mudrede sko eller støvler i New Zealand. Se bare her. Man har vel pli!

fredag den 7. juni 2013

Grundlovsdag på Bogø


På Bogø fejrer de Grundlovsdag. Hvert år. I den helt store stil. Alt hvad der kan køre bliver pyntet med blomster og bøgegrene. Og det er alt, - Cykler, havetraktorer, traktorer med trailere og gamle veteranbiler. Trafikken på Bogø er totalt lukket når kortegen starter ud i hovedgade. Turen går rundt i byen og ud på Grønsundvej og til Farø Vad hvor der holdes en lille pause. Så går turen tilbage igen ad Grønsundvej og igennem byen af en ny rute som ender i Østerskoven hvor postorkestret spillede og der var tale af, vistnok en fra Middelaldercentret. Medbragt frokost blev nydt på en solfyldt plads i skoven under bøgen før turen gik tilbage til hovedgaden.