Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.
Viser opslag med etiketten Samos. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Samos. Vis alle opslag

tirsdag den 1. marts 2016

Visualisering, - eller tankens magt

På min søndagstravetur går snakken lystigt om alt muligt. Et af emnerne i søndags var tankens magt eller som det hedder på moderne dansk - visualisering. En af pigerne fortalte at hun sammen med en veninde havde været på en ferie sydpå hvor hende og veninden var nødt til at stå længe i bagende solskin og hun svedte så det løb af hende. Sveder du ikke spurgte hun veninden. Denne svarede at hun havde det fint for hun tænkte bare på Grønland og kulde når hun fik det for varmt, - det hjælper nemlig. Selv bruger jeg tankens magt på den måde at når jeg bliver lækkersulten eller sliksyg siger jeg til mig selv at jeg godt kan vente 10 minutter. Der går tit en halv time eller mere før trangen er der igen. I morges vågnede jeg ved at Bandit rumsterede rundt i vinduet og skramlede med persiennestangen. Lå lige så dejligt og ville gerne sove lidt længere. Hør kat, - tag lige og gå et andet sted hen tænkte jeg og det gjorde den så. Jo tanker har magt, - enten det nu var kattens eller mine. Hvis det lovede vintervejr med sne bliver til noget vil jeg tænke på Samos, - man må jo kunne visualisere begge veje.

lørdag den 31. maj 2014

Skønne steder på Samos

Har lige været i Pythagorien på Samos i en uge. Vores foretrukne rejsemål i Grækenland. Rejser normalt ikke i maj. Vejret var heller ikke særlig varmt og der blæste en kold vind. Vandet var også for koldt til at bade i. Lidt surt for det er jo en del af fornøjelsen at kunne bade. I stedet blev det til en rundtur i bil. Var bl.a. i Potami hvor vi så den hvide kirke der ligner et sejl. Vi fandt også en skøn, meget kunstnerisk taverna hvor vi havde været før. Her spiste vi en dejlig frokost. Bagefter tog vi kystvejen mod nord og en lille afstikker til Nattergaledalen hvor vi drak kaffe.
Som sædvanligt tog vi også lokalbussen til Kokkari hvor vi spiste frokost og fik en øl på cafeen under der store gamle træ. Sidste tur var turen til klostret på gåben. Med pølse til kattene. Troede ikke der var nogen mere, men der var to. Så alt var som det plejer at være, - næsten.

torsdag den 24. april 2014

Skønne Samos


Inden længe går turen endnu engang til Samos. Har tabt vore hjerter til denne skønne ø og dens indbyggere. Og til de græske øer. Vi har besøgt Kreta nogle gange og været på Korfu. Jeg har besøgt Kalymnos, Leros og Kos, men Kreta og Samos er nok favoritterne. Samos er en skøn ø hvor det i modsætning til Kreta er muligt at tage på nogle skønne sejlture. Har prøvet en sejltur på Kreta en enkelt gang, - den var så dårlig så vi gik til turistpolitiet og klagede. Det har aldrig været nødvendigt på Samos. Vi bor altid i Pythagorion og har prøvet alle Pension Annas 4 værelser mindst en gang samt et par andre hoteller i byen. Sidst var vi på Hotel Remezzo som varmt kan anbefales, men det er ikke for folk med gangbesvær. Til gengæld er udsigten over Pythagorion fantastisk og værtsparret også. Her får man nok det bedste morgenmåltid på Samos. Pension Anna ligger i gaden til kirken så der er klokkeklang om morgenen. Spilliani Klostret højt over Pythagorion er et fast punkt for Per og mig, men det kræver gode ben og en flaske vand. Et andet fast punkt er turen med lokalbussen til Kokkari. Det er nok det smukkeste og hyggeligste sted på Samos, men byen er for lille til at bære en hel ferie, men er absolut et besøg værd. Mere græsk bliver det simpelthen ikke. Lokalbusserne dertil er ren nostalgi for os. Samme grønne busser, samme chauffører og samme billettører i alle årene. Livet går sin stille gang på Samos, - ikke meget nyt under solen. Bare dejligt.

onsdag den 26. december 2012

Verden rundt på 5 timer

 


Idag har vi været på rejse. Vi har været på krydstogt til Alaska og vi har været i Calgary, Irland, Grækenland, Tenerife og flere gange i Sverige. Det tog dog lidt tid før rejsen kunne begynde. Der var noget med nogen ledninger vi lige skulle have styr på. Det fik vi ved hjælp af et par manualer. Da alt dette var i orden satte vi os godt tilrette og tog en virtuel rejse på tv-skærmen. Hele manøvren gik ud på at vi skulle have tømt videokameraet og lagt det hele på DVD, så der kunne blive plads til nye oplevelser i det nye år. Det var en dejlig ting at få gjort. Der var video fra de sidste 3 år for vi er ikke så gode venner med alle de ledninger og mekanik. Billedet med hænderne er fra Clonmacnoise i Irland.                                                                           



onsdag den 29. august 2012

Samos, - igen, igen!

For et par dage siden kom vi hjem fra Pythagorion. Vi har været der før. Rigtig mange gange.  Det er som at komme hjem. Vores andet hjem. Eller er det vores tredie? Vi har jo også vores hus i Sverige. Hvad lavede vi så denne gang? Først lidt planlægning. Når man kun har en uge er det nødvendigt. Et must var dog sejlturene med Jannis. Ned på havnen og booke. Tirsdag en dagtur og fredag en aftentur. Mandag morgen gik vi til Aramis for at leje en bil. En lille Jeep med masser af vind i håret. Den blev booket til torsdag. Næste stop var Kokkari med lokalbussen. Det var også et must. Pragtfuld dag. Tirsdag på "lagunetur" til Tsopoli Beach med Jannis. Sjov og afslapning til lands og til vands. Som det plejer. Onsdag badedag i Pythagorion. Torsdag ørundtur i jeepen med vind i håret. Var i Nattergaledalen. Gik tur i Manolates. Badede og spiste frokost i Potami Beach. Prøvede Karlovassis smalle ensrettede gader, - også den forkerte vej! Fredag på gåben til Spilliani Klostret. Skulle fodre katte. Som vi plejer. Snydt! Ingen katte hjemme der. Flot tur alligevel og kondien var stadig intakt. Aftensejltur med Jannis til Poseidonion. God mad, græsk dans og retzina og ouso. Pragtfuld sejltur hjem under stjernerne. Lørdag endnu en badedag i Pythagorion. Glemte jeg at fortælle at en stor del af ugen gik med sige goddag og farvel til alle dem vi kender. Linket her er for at vise jer hvorfor vi elsker Samos. Prøv det! http://www.youtube.com/watch?feature=endscreen&v=DtWOMWF5baE&NR=1

mandag den 13. august 2012

Pythagorion, - smørhullet på Samos

Inden længe går turen endnu en gang til Pythagorion. Det er stedet når Per og jeg skal hygge os og slappe af. Her føler vi os hjemme.

Har været der så mange gange. Dejlig by, med en masse dejlige mennesker som vi efterhånden kender en del af. Og de kender os. Altid glade gensyn.

Hvad er det så der er så dejligt i Pythagorion, spørger i måske? Alt, - intet mindre. Prøv det og prøv det igen, - det vi i ikke fortryde, - for Pythagorion er stærkt vanedannende.
Fandt en lille apetitvækker på YouTube http://www.youtube.com/watch?v=W4r9pTn489I

lørdag den 23. juni 2012

Lykken er Agia Irini, - prøv det!


Kiggede lidt rundt på nettet og fandt en skøn video på YouTube med en sejltur med Jannis og Elisabeth på deres dejlige skib Agia Irini. Skal til Pythagorion senere i sommer og glæder mig til endnu et gensyn med skib og besætning. Pythagorion og Samos i det hele taget er stærkt vanedannende og meget anbefalelsesværdigt. Se selv.  http://www.youtube.com/watch?feature=player_detailpage&v=IL9gqNbkhok  Billedet er fra Kokkari som for os er et must når vi er på Samos. Der går bus fra Pythagorion, med skift i Samos by. Og Kokkari er turen værd, - hver gang.