Skønne Samos

Inden længe går turen endnu engang til Samos. Har tabt vore hjerter til denne skønne ø og dens indbyggere. Og til de græske øer. Vi har besøgt Kreta nogle gange og været på Korfu. Jeg har besøgt Kalymnos, Leros og Kos, men Kreta og Samos er nok favoritterne. Samos er en skøn ø hvor det i modsætning til Kreta er muligt at tage på nogle skønne sejlture. Har prøvet en sejltur på Kreta en enkelt gang, - den var så dårlig så vi gik til turistpolitiet og klagede. Det har aldrig været nødvendigt på Samos. Vi bor altid i Pythagorion og har prøvet alle Pension Annas 4 værelser mindst en gang samt et par andre hoteller i byen. Sidst var vi på Hotel Remezzo som varmt kan anbefales, men det er ikke for folk med gangbesvær. Til gengæld er udsigten over Pythagorion fantastisk og værtsparret også. Her får man nok det bedste morgenmåltid på Samos. Pension Anna ligger i gaden til kirken så der er klokkeklang om morgenen. Spilliani Klostret højt over Pythagorion er et fast punkt for Per og mig, men det kræver gode ben og en flaske vand. Et andet fast punkt er turen med lokalbussen til Kokkari. Det er nok det smukkeste og hyggeligste sted på Samos, men byen er for lille til at bære en hel ferie, men er absolut et besøg værd. Mere græsk bliver det simpelthen ikke. Lokalbusserne dertil er ren nostalgi for os. Samme grønne busser, samme chauffører og samme billettører i alle årene. Livet går sin stille gang på Samos, - ikke meget nyt under solen. Bare dejligt.

Pers dejlige fødselsdag

Igår var der masser af liv i det lille pandekagehus i Lejre. Per havde fødselsdag. Der var bagt boller og lavet lagkage og gjort klar til brunch. Flaget blev hejst som det sig hør og bør på sådan en dag. Og børn og børnebørn myldrede ind. De første kom fra Bogø til brunchen om formiddagen. Efter maden kørte de med Per ud til Herslev. Skulle se båden. Imens vaskede jeg op og bagte en ekstra kage, - der skulle jo nødig være for lidt. Da eftermiddagsholdet ankom kørte formiddagsholdet hjem. Så blev der holdt mandtal og spisebordet blev forlænget med to plader og rykket ud fra væggen for at få plads til alle. Vi var 13 til bords, men vi mente det var ok da Katjas højgravide mave helt bestemt måtte tælle for en halv. Sikken et mylder. Heldigvis var vejret fantastisk, så vi kunne være udenfor også og børnene spillede bold på græsset. Lidt før kl. 18 tog de sidste hjem og så var der tid til lidt oprydning, en stille bajer og en Gammel Dansk eller to akkompagneret af The Dubliners. Lidt restemad fra brunchen og så godnat.

Ruserne efterses, - er der mon fisk?

I fredags blev ruserne sat ud i Herslev. Tæt på havnen. Niels hjalp til, - han havde prøvet det før. Det havde Per ikke. Det er jo første sæson med båden. I dag var det så blevet tid til at røgte ruserne. Her
tog jeg med. Man skal helst være to. Vejret viste sig fra sin smukkeste side. Høj sol og næsten havblik. Tøffede derud i Berlingoen med motor og alt til faget hørende udstyr. Og havde selvfølgelig kaffe og en mad med også. Fik hurtigt båden i vandet og lokaliseret de to røde flag som ruserne var sat imellem og listede forsigtigt hen imod dem og jeg fik fat i det ene flag. Manglede en bådshage, men det gik. Byttede plads i båden og så hev Per ruserne indenbords. Ingen ål, men der var ålekvabber i to af ruserne, 6-7 i alt. Dem smed vi ud igen. Troede det var åleyngel. De næste vi fanger af den slags skal på panden og serveres med kartofler og persillesovs, - det er godt har vi læst. Nu er ruserne sat ud igen og så håber vi på en god fangst om nogle dage.

Krim, - lidt historie om et omtumlet paradis

I disse dage hvor Krim er på alles læber vil jeg kigge lidt tilbage i Krims historie. Måske kan jeg så forstå lidt mere af hvad det er der foregår. Krim blev i det 13. århundrede erobret af de mongolske nomader tatarerne og Krim var i deres besiddelse til 1783. Herefter blev Krim en del af Rusland og senere en del af Sovjetunionen. I 1944 anklagede Stalin krimtatarerne for at samarbejde med Nazityskland og de blev deporteret til Usbekistan. I 1954 gav Krustjov Krim som en symbolsk gave til Ukraine. I praksis betød det intet da både Rusland og Ukraine var en del af Sovjetunionen. Da Sovjetunionen gik i opløsning i 1991 blev grænserne mellem sovjetrepublikkerne til gældende statsgrænser og Krim hørte nu under Ukraine. Krims placering har altid været af stor strategisk betydning. Krimkrigen fra 1853 til 1856 mellem Rusland og det Osmanniske Rige fandt sted for at skaffe Rusland en passage fra Sortehavet til Middelhavet. I dag ligger både den ukrainske og den russiske sortehavsflåde på Krim.
Udover den militære betydning er Krim også et subtropisk ferieparadis og dermed en økonomisk faktor i området. Efter 1991 er ca. 280.000 krimtatarer vendt tilbage til Krim og de bor nu sammen med ca. 60% russere og 25% ukrainere på Krim. At ukrainerne kiggede mod vest og EU passede ikke Putin og uroen i Ukraine gav ham en kærkommen lejlighed til at sætte sig på Krim. Putin er en farlig mand og måske pønser han på at indlemme hele Ukraine i Rusland. En ting er i hvert fald sikkert, - han har startet den kolde krig igen.

I en lille båd der gynger

Sådan som solen skinner i dag ville man da være et skarn hvis man ikke kom ud i det gode vejr. Det er jo en ren foræring med disse skønne forårsdage her så tidligt i marts. Hørte i TV at der var snestorm sidste år. Per har jo fået en jolle sidst på året og vil gerne lidt fiskeri  og det kribler for at komme i gang. Har også både ruser og net klar til udsætning. Derfor lokkede han med en tur på vandet og det kunne jeg da ikke sige nej til. Der skal jo lidt rekognoscering til. Hvor er det mon bedst at sætte garn og ruser? Per avde smurt et par stykker brød og vi havde kaffe og en øl med. Og så naturligvis fiskestænger. Fik båden i vandet og så tøffede vi derudaf, - naturligvis iført redningsveste. Næsten havblik og med svaner til alle sider. Smukkere kunne det næsten ikke være. Fisk fangede vi nu ingen af men det var en dejlig tur alligevel.

Carcross, - en lille by i Yukon

Så noget forleden i tv fra Yukon distriktet og mindedes vores endags tur ind i Yukon. Turen startede fra Skagway og vores krydstogtskib Norwegian Pearl. Turen ind i Yukon havde vi booket hjemmefra. Jeg tror vi var helle 5 busser afsted  på den tur. Vi kørte af Klondyke Highway mod nordøst og den canadiske grænse. Fulgte en sø i mange kilometer til vi nåede til udsigtspunktet ved Bove Island. Vi gjorde også holdt for en lille travetur i verdens mindste ørken, Carcross Desert. Selve Carcross er en rigtig gammel guldgraverby. Et rigtigt udsted med faldefærdige småhuse og et gammelt lokomotiv fra en svunden tid. Navnet Carcross lyder som et færdselsuheld men er en forkortelse af Caribu Crossing som betyder krydsende caribuer, - en slags rensdyr. Carcross ligger på en tange mellem 2 søer og er sikkert et skønt sted om sommeren, men her først i maj var der ikke meget at komme efter. Selve turen gennem det gamle guldgraverdistrikt og gennem White Pass var meget smuk, mellem bjerge og langs søer. Absolut anbefalelsesværdig.

Er min julerose ikke flot

 

Sidste dag i februar. Der er grøde i luften. Lærker foroven, rådyr på marken og viben skulle efter sigende også være kommet. Den har jeg dog ikke set eller hørt endnu.
Havearbejdet er så småt, - meget småt ved at komme i gang. Stadig temmelig køligt at gå ude på grund af østenvinden. Per fik dog vasket det værste snavs af stuevinduerne mens jeg var til kaffe og hyggesnak i min malergruppe, som på grund af manglende tilslutning ligger stille. Ærgerligt for vi hygger os så godt sammen.
Gik lige en rundtur i haven og alt vælter bare op nu. Se bare her. En gammel trofast plante er som sædvanlig blandt det første der blomstrer i haven, - den lilla julerose. Fantastisk, - den kommer bare hvert år. Og det gør vintergækkerne jo også.