Nationalparken åbnes med Kronprins frederik

 

I dag kom så den store dag. Danmarks nye nationalpark Skjoldungernes land skulle åbnes med maner. Hele 3 borgmestre, en kulturminister og selveste Kronprins Frederik deltog. Og det gjorde vi også. Åbningen foregik på Ledreborg Slot som nu kan prale af at ligge i en nationalpark. Første taler var da også den stolte greve som havde åbnet slotspark og store lader til formålet. Her var der så udstillinger af alt muligt som naturen i nationalparken kan byde på og der var gratis smagsprøver på økologiske råvarer fra området. Lejres nationalskjald Erik Grip var også hidkaldt og sang meget passende om det åbne landskab. Der var også rigtig gang i fotograferne. Aldrig har jeg set så mange store telelinser på en gang. Og politi og sikkerhedsfolk var selvfølgelig også til stede, selv om alt foregik i en rolig og afslappet atmosfære skal der jo passes på Kronprinsen.

Besøg på barndommens gravhøj

I disse dage er jeg i Hune og besøge min søster Inge Lise. Det er jo ret tæt på byen hvor jeg boede og gik i skole fra jeg var 8 år. Jeg gik i den gamle Pandrup Skole som blev revet ned samme år som jeg sluttede der. Jeg boede i nærområdet til jeg som 18-årig rejste København. I dag var Ingelise og jeg så i Pandrup. Hun skulle handle lidt. Købte nye støvler, en dejlig bluse og en Dab-radio, så nu er der klassisk musik i radioen, men hun ser cykelløb i tv. Vi var også en tur ud til enden af Cannerslundvej for at besøge min barndoms gravhøj. Mange af min barndoms cykelture endte her. Så kravlede jeg op og sad og filosoferede over livet og drømte barnlige drømme. Der voksede mange vilde blomster på og omkring højen, men i dag var der kun tørre græstotter, - nok på grund af årstiden. Nu var der kommet fint skilt og hegn omkring og vejen dertil er ikke længere en grusvej som dengang, men højen, - min barndoms gravhøj var der stadig.

Skjoldungernes Land - Danmarks nye nationalpark.

Her i Lejre mærker man historiens vingesus. Museet uden vægge kalder man det også. Mange af sagnene viser det sig at være hold i når man gør nye arkæologiske fund. Vi vader rundt i fortidsminder. Masser af gravhøje, - der er 257 registrerede gravhøje i Lejre Kommune. Og vi har skibssætninger og jættestuer og til at gøre det hele mere forståeligt for os almindelige mennesker har vi Sagnlandet. Her bliver alt anskueliggjort i form af foredrag, film og plancher og i sommermånederne af arbejdende værksteder og beboede huse bl.a. fra jernalderen. Nu er hele herligheden så blevet en del af den nye nationalpark Skjoldungernes Land. I går gik vinden frisk over Lejres bakker hvor jeg gik en dejlig tur mellem gravhøje og skibssætninger og Lejres mange åløb. Bidende koldt. Hjemme igen kiggede jeg på kort over hvor alle disse gravhøje ligger og fik så den ide at jeg ville søge efter min barndoms gravhøj i Pandrup. Det var et sted jeg tit søgte hen når jeg var ked af noget. Så sad jeg bare der helt alene. Lod tankerne flyve. Og tænk jeg fandt den på kortet over gravhøje. Min Gravhøj! Den hedder Hedegaards Høj. Jeg har haft kontakt til ejeren af stedet hvor den ligger og har fået lidt historie og er velkommen til at besøge højen. Det vil jeg helt sikkert gøre når jeg tager derop om et par uger.

Fugleflugt og ønskedrømme 2

På sådan en råkold februardag med slud og kraftig vind fra syd kan man godt drømme om varmere himmelstrøg. Der er f.eks. mellem 25 og 28 grader i hele New Zealand i dag. Ville det ikke være dejligt at køre rundt dernede i en autocamper? Fri som fuglen. Bare nyde det dejlige land igen.

Havde jeg penge nok ville jeg rejse og se alt det jeg endnu mangler at se. Alene eller helst sammen med Per. Jeg ville gerne se mere af USA, - f.eks. Yellowstone og de sydlige stater Texas, Louisiana og Mississippi. Jeg ville også gerne se mere af det vestlige Canada og Alaska. Et krydstogt fra Buenos Aires og syd om Sydamerika til Santiago i Chile ligger også højt på ønskelisten. Jeg ville også gense mange af de steder jeg forelskede mig i på tidligere rejser.

New York, Singapore, Hong Kong, Sydney og Lapland. Men som Bente siger, - vi kan jo ikke rejse altid. Ærgerligt! Det ville ellers være dejligt for det er på rejserne vi fungerer bedst sammen. Hverdagen med alle dens fortrædeligheder kan nogen gange være svær at handle. Ved ikke altid om man er købt eller solgt, - inde eller ude. Mon ikke det snart er min tur til at vinde i Lotto??

Vintersysler, - stuen males

Når vejret er rigtig trist og der blæser en kold vind udenfor er der ikke meget ved at være ude. I haven er der ikke meget man kan gøre. Det er bare at kigge længselsfuldt efter forårstegn, - og de er der jo. Erantisser, vintergækker og løgplanterne der titter frem. Mens man venter kan man jo så f.eks. give sig til at male i stuen. Det er jo ikke noget man tager sig tid til om sommeren. Og det tager tid! I vores stue gør det i hvert fald. Vi har nemlig bjælker, - mange bjælker, som der skal beskæres udenom før der kan males flader med rulle. Vi har også en masse billeder og ting på væggene. Det skal ned alt sammen og sømmene tages ud. Når der så er malet skal det hele op igen, efter at spindelvæv og snavs er fjernet. Nu er der rent og pænt og alt hænger på sin plads igen, - næsten. Det kom der ud af at Per sagde han kedede sig når han ikke kunne lave noget ude. Han var da heldigvis med på ideen med det samme, - og det trængte siger jeg bare!

Vintertur ved havnen

Forleden skinnede solen hele dagen. Alt var hvidt og meget lyst, - lige vejr til en lille travetur. Alt det pladrede var blevet til fast grund for der var et par graders frost. Ikke en vind rørte sig så der var dejligt i solen. I skyggerne var der noget koldere, man kunne virkelig mærke solens magt. Per skulle lige ud og se om hans båd havde det godt derude i Herslev Havn. Det havde den, - der var intet at bemærke og så gik vi en lille tur langs vandet. Smukt, men ikke meget liv ud over svanerne og en lille rødben der svømmede rundt mellem nogle sten og søgte efter føde. Frem og tilbage, - ved ikke hvad de lever af, men den var meget ihærdig.

Genrejsning efter decemberstormen 2013

I det meste af 2014 har det været et trist syn der mødte en på Lejrevej. Nørregården der var styrtet sammen under den store storm i december 2013. Det var jo næsten ikke til at bære. Den var under renovering og blev flottere og flottere for hver dag der gik. Og så kom stormen. Der gik måneder hvor der tilsyneladende intet skete. Ikke noget synligt, men der blev sikkert arbejdet med forsikringer og ansvar og kontakter til håndværkere og leverandører af nye materialer. Så kom der gang i oprydningen og pludselig begyndte gården igen at rejse sig og tage form og er nu næsten færdig udvendig. Jeg glæder mig igen over det smukke arbejde og håber den vil overleve mange storme og blive til glæde for beboerne.