Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.
Viser opslag med etiketten Pillefyr. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Pillefyr. Vis alle opslag

mandag den 24. april 2017

Hvor bliver foråret af??


Vejret er vist hvad man kan kalde rigtigt aprilsvejr. Ihvertfald meget skiftende, med regn og blæst og tørvejr. Alligevel er der noget der mangler, nemlig varme. Februar og marts var varme for årstiden. Alle forårsblomsterne har blomstret længe. Alt lovede forår, men varmen mangler. Snart har vi 1. maj og stadig ingen udsigt til varme. Græsset gror ganske vist lystigt, men det er en kold fornøjelse når det skal slås og det skal gøres mellem regnbygerne. Fyret har jeg også måttet justere op igen og indkøbe flere træpiller. Skal man ud , så er det stadig vinterjakken, halstørklædet og de varme støvler der skal på. Nå, men pyt! Så må jeg jo finde den indre varme.

tirsdag den 26. juli 2016

Ækle fætre og skybrud

I går aftes nåede den varslede torden til Roskilde og Lejre. Var ude ved Bolund da det trak op ude over fjorden. Flot syn. Kørte lige før regnen nåede mig. Kunne godt se at det også trak imod Lejre. Nåede lige hjem i tørvejr. Uvejret gav en del lyn og brag, - og så kom der regulært skybrud. Har aldrig set så meget regn. Heldigvis ligger huset så godt at der aldrig er problemer med oversvømmelse. I fyrrummet var der dog, som ventet, kommet en del vand ind. Der er nemlig en utæthed i taget, derfor en rød plastbalje på fyret. Det startede dog fint til morgen. Det første jeg så da jeg ville kigge til det, var en ækel dræbersnegl på vej op ad garageporten. Og så gik jagten ind. Tror jeg har fanget 30, så dem på billedet er kun ca. halvdelen. Ned i kloakken med dem.

fredag den 8. april 2016

En fantastisk følelse, - at kunne selv!

Travl dag idag. Har både vasket tøj og vasket det halve drivhus ned. Blev våd og kold, så resten må vente til i morgen. Så er vejret forhåbentlig mere stabilt. Tømte aske ud fra fyret. Kørte til Roskilde i eftermiddags for at købe gave til Karla. Da jeg kom hjem var der alarm på fyret, hvilket er meget normalt efter rensning og tømning. Plejer bare at afmelde alarmen og så kører det. Det gjorde det bare ikke denne gang, - gik i alarm igen. Nå, - så var der ikke andet at gøre end afmontere fyr/motor. Ganske rigtigt, der lå en bunke piller i hærden, som som ikke var brændt. Altså var eltænderen stået af. Ganske som det plejer at være, - fredag aften! Derfor har jeg altid både en eltænder og en lysmåler på lager, for det er ikke morsomt at mangle en af disse til en weekend. Da eltænder var skiftet og fyret monteret igen, så kørte fyret perfekt! Hurra for YouTube og alle deres fine vejledninger i snart sagt alt!

torsdag den 18. februar 2016

Birdie tager for sig af pillerne

Her i årets sidste vintermåned bider frosten igen. Heldigvis uden så meget vind. Et lille drys sne er det også blevet til i nat. Det pynter. Haven er jo ikke ligefrem noget kønt syn på denne tid af året. Men der er lyspunkter, - påskeliljernes grønne blade titter frem og vintergækker og erantis står i blomst. I dag blev der taget hul på den sidste palle med træpiller. Birdie, - pillefyret, tager for sig af pillerne og det er vel som det skal være, - fryse gider jeg i hvert fald ikke. Jeg skal jo nok have en palle eller to mere inden sommeren, men så er det jo godt at man kan se på nettet hvor de er billigst. Nu er den billigste pris dog ikke det eneste jeg kigger efter. Pillerne skal være svenske træpiller, de har en kvalitet man aldrig går fejl af.

lørdag den 16. januar 2016

Der er koldt men utrolig smukt


Så bider vinteren. Seks graders frost til morgen og det ser ud til at frosten skal vare ved en hel uge endnu. Et lille solglimt blev det til i morges før skyerne trak sammen.

Alt er hvidt. Heldigvis blev det ikke til noget med den store omgang sne meteorologerne havde truet med. Prøver at holde gårdspladsen og indkørslen fri for sne. Det skal jo helst ryddes inden der bliver gået eller kørt i det. Sneslyngen som nu står i garagen vil ikke starte, - surt show. Den skal nok omkring en reparatør for at komme til at virke.

Fyret kører heldigvis som det skal. Har lige renset det i dag og der er taget 8 sække piller ind. De kan vel holde et par dage. Er inviteret på lammekølle hos Ulla og Bo til aften. Er godt nok temmelig forkølet, men pyt siger Ulla, Det er Bo også.

mandag den 20. januar 2014

Et uheld kommer sjældent alene, - og det gør regningerne heller ikke

I går søndag morgen vågnede vi op til et lidt halvkoldt hus. Havde fyret ikke startet som det skulle? Nej,- og det var ikke en fejltænding denne gang. Der var gået en sikring. Desværre hjalp det heller ikke at skifte den. Der var strøm til fyret men det kørte stadig ikke. Ved at åbne styreboksen kunne vi både se og lugte at der var brændt noget af. Frem med gas- og elradiator. Vi måtte klare os til mandag. Ringede til VVS- firmaet hvor vi havde købt fyret. De havde en ombytter styring på lager. Så afmonterede vi den skadede styring efter at ledningsplaceringer var fotograferet og skrevet ned. Så langt så godt. Den blev hentet og på med den. Fyret kørte, men der kom ingen varme i huset. Radiatorerne var stadig iskolde. Kører pumpen? Nej. Cirkulationspumpen var også gået i stykker. Øv. Ringede til vores lokale VVS-mand. Han havde en ombytter pumpe som han kom og satte på. Nu er der ved at være varme i det lille bondehus her langt ude på landet. Det er jo dejligt. Knap så dejligt er at vi blev 3000 kr. fattigere, men det kunne jo have været meget værre.