Alt er gult og grønt

Så er alle træerne sprunget ud, - næsten. Vi har også haft nogle skønne forårsdage. Skiftet kom meget pludseligt, lige fra frost og sne og hagl og så til høj sol og 20-25 grader. Ikke så sært at der kom fart på naturen. Næsten 2 uger med sol og varme. Så nu er der plantet krukker til, der er plantet porrer, sået ærter og sat løg. Ude i drivhuset er der oplantet agurker, tomater, en melon og en snackpeber, Og i lerpotterne er der nu igen sået tagetes efter at de bleb brugt til fuglefoder i vinter. På marken på den anden side af vejen står rapsen lysende gul og duftende. Det er bare så smukt et syn, - synd at det ikke holder så længe.

Nej hvor synd, - næsten ikke til at bære

 Har lige været en tur på Holbækmotorvejen ved Roskilde. Skulle købe planter til drivhuset i Hobbyland. På vej hjem kørte jeg i indersporet bagefter en Berlingo som pludselig og uforklarligt satte farten ned. Nå ham måtte jeg jo bare udenom. Da jeg var på siden af ham og han næsten holdt stille så jeg hvorfor. Den sødeste lille andemor var stolt på vej ud i verden med et kuld på 7-8 nuttede ællinger. Jeg kom forbi inden de nåede min bane, og derfor ramte jeg dem ikke. Heldigvis. Men der var god trafik og der kom flere biler bagfra i de 2 yderste spor. I midten er der et betonautoværn og på den anden side var endnu 3 spor som skulle krydses før de var i sikkerhed. Det kan næsten kun være endt i død og ulykke for den lille andefamilie. Næsten ikke til at bære!

Kærligheden er en tallerken

 

Mange sammenligner kærligheden med en blomst. Blomsten skal plantes i god jord og vandes og gødes for at blomstre. Kærligheden skal også plejes for at blomstre, ellers går der let skår i den. For der kan gå skår i kærligheden, det kan der ikke i en blomst. Derfor er min metafor for kærligheden en tallerken. En tallerken af det fineste porcelæn. En tallerken, som man sætter stor pris på og bruger igen og igen og glæder sig over hver gang den bruges.  Hvis man passer på den kan den fine tallerken bruges i mange år. Det er ikke altid nemt at passe på tallerknen. Man lægger måske ikke mærke til de små krakeleringer og skår, men hvis man ikke passer på står man en dag med en samling skår eller bare en flækket tallerken og kærlighedens tallerken er ikke længere brugbar..Så må man skaffe sig en ny. I min alder bliver det nok en genbrugstallerken.

Fjordstien, - endnu en af Roskildes perler

Min søndagsgåtur med gåklubben foregik i Roskilde denne gang. Vi var kun 5 og kunne være i Ullas bil. Det var også hende der havde lagt ruten, så hun vidste hvor vi skulle hen. Parkerede ved Maglekildevej lige bag Domkirken. Ulla kendte en lille smutvej ned til Byparken og så gik vi videre til havnen og forbi Vikingeskibsmuseet. Her finder man Fjordstien mod Frederikssund på højre side af fjorden. Vi nøjedes dog med at gå til Veddelev og kigge på fjorden med vikingeskibe, havkajakker, ænder og svaner.

 Vi nød også synet af haverne på bagsiden af milionærvillaerne langs Frederiksborgvej. Turen bød på store sten og små betonmure som skulle forceres, så det var med at huske at se på hvor vi gik. På hjemturen tog vi trappen op til Frederiksborgvejens asfalt. Så kiggede vi på husene igen fra en ny vinkel og nød fjordglimtene imellem dem. Dejlig tur i skønt solskinsvejr.

Kællingehaven, et lidt gemt hjørne af Roskilde

Roskilde Havn kender de fleste. Her er der da også ganske dejligt at komme på alle tider af året. Savner dog den lille vogn der solgte de skønneste lune fiskefileter. Godt at man stadig kan købe is og pølser. Hvis man går på den østlige side af havnen og forbi Roskilde Sejlklubs hus kommer man ud i Kællingehaven.

Her ligger der først en masse joller og der er en del moler i mere eller mindre god stand, men først og fremmest er her fred og ro. Helt ude er det svanerne og blishønsene og stenene der fanger blikket. En anden ting som jeg skal ud at besøge en weekend er Sankt Hans Have. Jeg har ikke været der endnu, men haven og cafeen skulle være åbnet for sæsonen og der går så vidt jeg kan se en sti fra Kællingehaven derud.

Ar i naturen eller turkisblå oase?

Er lige kommet hjem fra min søndagstur med Svogerslev Gymnastikforenings gåklub. Vi blev igen forskånet for regn, men der blæste kraftigt fra vest. I håb om at finde lidt læ gik turen til Svogerslev Grusgrav. Læ var her nu ikke, men der var det smukkeste turkisblå vand i søen og endda med bølger på. Jeg synes det til en vis grad er ok at grave grus, men der mangler i den grad en plan eller stillingtagen til hvad der skal ske med området bagefter, når det ikke længere er rentabelt at grave. Og det er synd for os og for naturen. Eksempler på gamle grusgrave som er blevet til rekreative områder er f.eks. Hedeland ved Roskilde og Badesøen ved Malerklemmen i Borup. På turen så vi de første svaler og en tårnfalk, og for at gøre det hele komplet, - også en død måge.

Blodig morgen!

I morges var Bandit ikke særlig populær hos mig. Hans menu er lidt sæsonpræget, - dog med mus på menuen hele året. Og fugleunger, der lige har forladt reden, lever livet farligt når de sidder i buskene og gnægger af ham og tror de bare kan flyve fra ham. Det var nu ikke en fugl idag. Det var et andet yndet bytte det var gået ud over, nemlig den årligt tilbagevendende spise, harekillingen. Køkkengulvet så rigtig grimt ud og mit sprog var heller ikke pænt. Det kunne Bandit selvfølgelig ikke forstå. Ros når jeg fanger mus og så skældud for et endnu flottere bytte! Ja, sådan er livet. Billedet er fra sidste år, hvor harekillingen reddede livet, - det gjorde den ikke i år, - derfor ingen billeder. Håber ikke han kommer med flere. Et år fangede han fire!