Kærligheden er en tallerken

 

Mange sammenligner kærligheden med en blomst. Blomsten skal plantes i god jord og vandes og gødes for at blomstre. Kærligheden skal også plejes for at blomstre, ellers går der let skår i den. For der kan gå skår i kærligheden, det kan der ikke i en blomst. Derfor er min metafor for kærligheden en tallerken. En tallerken af det fineste porcelæn. En tallerken, som man sætter stor pris på og bruger igen og igen og glæder sig over hver gang den bruges.  Hvis man passer på den kan den fine tallerken bruges i mange år. Det er ikke altid nemt at passe på tallerknen. Man lægger måske ikke mærke til de små krakeleringer og skår, men hvis man ikke passer på står man en dag med en samling skår eller bare en flækket tallerken og kærlighedens tallerken er ikke længere brugbar..Så må man skaffe sig en ny. I min alder bliver det nok en genbrugstallerken.

Fugleflugt og ønskedrømme

Nogle gange kan man godt ønske sig at man var et andet sted, - ikke bare et andet sted men også i en anden tid. Man skulle have en tidsmaskine ligesom i julekalenderen.  Man sidder bare her i pandekagehuset i et morads af kaotiske følelser og føler sig afmægtig. Føler sig i vejen og ikke velkommen visse steder. Ikke rart vil jeg bare sige. Bestemt ikke rart. Måske bliver det bedre, - arbejder kraftigt på at finde hoved og hale i det hele. Svært, - meget svært endda. Så går tankerne tilbage til Ølstykke, i det lille rækkehus og en bestemt aften der. En aften med drømme, - store drømme og en masse kærlighed. Den aften blev John Denvers sang Somdays are Diamonds vores sang. Håber snart jeg finder et par diamanter,- lige for øjeblikket er der for mange sten. En anden sang, - en med længsler i fandt vi en sommeraften på terrassen. Gad vide hvem vi tænkte på hver især da vi hørte den? Den hedder Pretend to love me tonight og er fra en debutplade med Stevie Agnew.