Bloggens rejsedagbøger er fra vores rejser til New Zealand hvor vi kørte landet tyndt i en autocamper. Så er der en rejsedagbog fra en rundrejse i Kina med sejlads på Yangtze. Den sidste rejsedagbog er fra en tur i USA i autocamper Jeg vil også fortælle om vores ferier på Samos og hvorfor vi er faldet for netop den ø. Desuden er der noget om vores hus i Sverige og ture rundt om i Danmark. Resten er hvad jeg ellers falder over af spændende sager. God læselyst!
Om mig
- Kirsten
- Lejre, Denmark
- Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.
fredag den 24. marts 2017
Det var kattens!
Ja, det var det godt nok, men der er ingen tvivl. Sporene på min næsten nyvaskede bil er kattens. Det får du ikke ros for Bandit! Har man kat er det jo den slags der sker. De er med alle vegne og der er nok ikke det skab eller rum på hele matriklen hvor den ikke har været. For det meste anser jeg bandit, og katte i almindelighed, for at være intelligente dyr, men forleden blev Bandit lukket inde i garagen hele to gange samme dag. Ikke særlig intelligent! Især ikke set i lyset af at den for nogle år siden var lukket inde i garagen i 4 dage mens vi var i Sverige.
tirsdag den 21. marts 2017
Jeg vil tænde et lys.
Så blev jeg endnu en gang mindet om livets forgængelighed og at man skal leve her og nu. Ikke vente til i morgen, for den kommer måske aldrig. Børnenes far, som jeg var gift med i 22 år er død her til morgen, - et livslys er slukket. Når nogen dør, som man har kendt så godt og i så mange år, så går tankerne tilbage. Vi fik en hård start på vores liv sammen Børge og jeg. Intet sted at bo, ingen penge og heller ikke noget arbejde der kunne forsørge vores lille familie. Heldigvis havde Børge en stor og meget hjælpsom familie. Stor tak til dem. Efter starthjælpen klarede han det flot, fik både hus og bil og masser af arbejde. Altid vellidt og respekteret. Nu har mine to piger har mistet deres far og børnene deres morfar og oldefar. Ulla har mistet sin mand. Jeg sender mine bedste tanker til jer alle der nu er ramt af det ufattelige. Døden. Jeg vil tænde et lys og lade tankerne gå tilbage.
søndag den 19. marts 2017
Oplysninger kan nogen gange være temmelig irriterende
Vi overdænges med Nyheder og oplysninger om snart sagt alt muligt. Man sender nyheder hver halve og hele time, - efter min mening skulle Nyhederne hedde Gentagelserne når man har sendt det samme 3 gange. I slutningen af Nyhederne er der også sportsresultater. Nu er det sådan at jeg for nylig fik nyt fjernsyn som også kan optage og det gør jeg så. Jeg har også fået Boxer og et par programmer, bl.a TV2Sport. Jeg har nu mulighed for at se tennis og har med stor glæde set mange tenniskampe og bl.a. Caroline Wozniacki i de sidste turneringer hun har deltaget i, - den sidste i Indian Wells. Kampene bliver p.g.a tidsforskellen sendt om natten og jeg optager dem og ser dem næste dag. Så er det altså møgirriterende at høre resultaterne før man har set kampen. Fik resultaterne af hele 2 kampe forleden før jeg havde set dem. Jeg så nu alligevel kampen med Caroline. Var hun nu så dårlig som tilhængerne af Janteloven siger. Vi burde være stolte af hende i stedet. Hun havde spillet godt i den nye sæson og kampen her var så jævnbyrdig at hun lige så godt kunne have vundet den også.
søndag den 12. marts 2017
Tænk at man kan blive så glad for sine småfede lår!
Har lige været på lynvisit i det Nordjyske. Min søster ringede torsdag aften, ville gerne se mig. Lige nu! Skyndte mig at bestille en færgebillet til næste morgen, - tidligt. Var deroppe allerede før middag. Anledningen var at Moster skulle på plejehjem fredag. Det var efter eget ønske, men alligevel var hun trist og ked af det. Helt forståeligt. Det er ikke rart at skulle erkende at man ikke længere kan klare sig selv og nu kun vejer 37 kg. Det er hvad der kommer ud af manglende plejehjemspladser og at hun derfor har måttet nøjes med kedeligt mikromad og 3 gange 5 minutters besøg af en hjemmehjælper daglig! Jeg skulle overnatte i huset og sad og kiggede lidt tv inden sengetid og jeg smed det meste af tøjet fordi der var meget varmt i stuen. Der sad jeg så med mine bare lår og blev rigtig glad for al mit huld og mine 64 kg og ikke som Mosters kun 37 kg. Det var en kraftig påmindelse til mig om at passe godt på mig selv og vedligeholde alle mine ressourcer. Det glædelige var så at se at Moster spiste, - endda i spisestuen sammen med de øvrige beboere. Og høre hende sige at hun var sulten! Tror der er håb forude, - hvis de da ikke endnu en gang sender hende hjem i egen bolig.
onsdag den 8. marts 2017
Så er der Purløg!
Selv om det ikke er så meget man kan gøre i haven endnu, så kan man jo altid fjerne visne stængler og blade der er blæst sammen i krogene. Bare gå en lille runde i haven, så er der nok noget der kan ordnes. Og se så lige her hvad der dukkede frem under alt det visne udenfor køkkenvinduet, - friske grønne purløg. Man skal da lede længe efter noget der smager bedre end en æggemad med årets første purløg!
mandag den 6. marts 2017
Madsen & Hjernekassen
Endnu en gang blev min radio skruet fra P5 til P1 her mandag mellem kl.9 og 10. Så er der nemlig vitaminer til hjernen serveret af Peter Lund Madsen i programmet Hjernekassen. Der er et nyt emne hver uge og nye gæster til at belyse emnet fra forskellige vinkler. Peter er så manden der kan trække essensen ud af det hele, hvis det skulle blive så langhåret at almindelige mennesker ikke forstår det. Med sin behagelige væremåde, sin egen videbegærlighed og store viden, er han i stand til at gøre stort set hvilket som helst emne interessant og lærerigt for almindelige dødelige. I dag var emnet fortælling eller Story Telling. Hvorfor er det lige man husker en god fortælling? Hvad er det den gør? Er det noget der bruges idag? Svarene kan du få ved at klikke på linket Hjernekassen her og så høre det selv. I næste uge er emnet Stammen. God fornøjelse.
søndag den 5. marts 2017
Forår
Selvom regnen mod mine ruder slår
er jeg ikke spor i tvivl, - det er
FORÅR
Over markerne en lærke slår sin trille
du kan høre den, - men kun hvis du er
STILLE
Men efter regnen så kommer solen
og sidst i marts man sikkert i græsset ser
VIOLEN
er jeg ikke spor i tvivl, - det er
FORÅR
Over markerne en lærke slår sin trille
du kan høre den, - men kun hvis du er
STILLE
Men efter regnen så kommer solen
og sidst i marts man sikkert i græsset ser
VIOLEN
Abonner på:
Opslag (Atom)