Har lige været på lynvisit i det Nordjyske. Min søster ringede torsdag aften, ville gerne se mig. Lige nu! Skyndte mig at bestille en færgebillet til næste morgen, - tidligt. Var deroppe allerede før middag. Anledningen var at Moster skulle på plejehjem fredag. Det var efter eget ønske, men alligevel var hun trist og ked af det. Helt forståeligt. Det er ikke rart at skulle erkende at man ikke længere kan klare sig selv og nu kun vejer 37 kg. Det er hvad der kommer ud af manglende plejehjemspladser og at hun derfor har måttet nøjes med kedeligt mikromad og 3 gange 5 minutters besøg af en hjemmehjælper daglig! Jeg skulle overnatte i huset og sad og kiggede lidt tv inden sengetid og jeg smed det meste af tøjet fordi der var meget varmt i stuen. Der sad jeg så med mine bare lår og blev rigtig glad for al mit huld og mine 64 kg og ikke som Mosters kun 37 kg. Det var en kraftig påmindelse til mig om at passe godt på mig selv og vedligeholde alle mine ressourcer. Det glædelige var så at se at Moster
spiste, - endda i spisestuen sammen med de øvrige beboere. Og høre hende sige at hun var sulten! Tror der er håb forude, - hvis de da ikke endnu en gang sender hende hjem i egen bolig.
