Svalerne har sikkert været her et stykke tid, men jeg så dem først idag. Svalen er min yndlingsfugl. Den gør mig så glad og får mig til at tænke på min mor og min barndom på Læsø. Når svalen kom måtte vi ikke lukke bryggersdøren, for svalerne boede på loftet og skulle kunne flyve ud og ind døgnet rundt. De første år jeg boede her i Lejre byggede svalerne reder i garagen. Det sluttede da vi fik rulleport. Så nedlagde man telefontrådene og dermed svalernes bedste siddeplads. De senere år har det været småt med svaler, men nu er de her.
De flyver kvidrende omkring ørerne på mig. Havde døren stående åben og så var der også besøg af en svale inde i huset. Godt at Bandit ikke så den før den nåede ud igen i sikkerhed. Jeg måtte lukke garageporten da de var meget interesserede i garagen som muligt bosted, men det går ikke, for så kan jeg ikke lukke garagen hele sommeren. Håber de finder et sted under tagskægget, - det ville gøre mig rigtig glad.