I onsdags kørte vi mod København i øsende regnvejr. Ikke for at lege turister. Vi skulle til Store Vinkedag. Georg Stage skulle på togt og Lærke skulle med. Hele familien fra Bogø var der også, - hun skulle jo sendes af sted med maner.
Fra klokken 11.30 til 12.30 kunne vi komme ombord og se skibet. Lærke var en fin guide og viste rundt og fortalte selv om det var svært. De 63 elever med pårørende fyldte jo en del. Efter at vi havde forladt skibet blev der gjort klar til afsejling. Eleverne i deres orange regntøj blev linet op og fik instrukser. Skibet skulle stå ud for fulde sejl så alle elever skulle op i masterne og ud på bommene for at løsne sejlene.
Imponerende syn med at se dem klatre i masterne og på bommene som orangefarvede fugle. Det kræver vist både mod og øvelse. Først når de var oppe ved bommen kom sikkerhedslinen i brug. Lærke klarede det flot, - fik endda en ekstraopgave med at hjælpe en hvis støvle sad fast på vej op.
Alt gik som det skulle og så foldede sejlene sig ud og eleverne kom ned på dækket igen. Nu var regnen heldigvis holdt op og solen tittede frem. Der blev krammet, ønsket god tur og der blev vinket.
Og så lagde skibet fra kaj. Afgang for sejl, - fantastisk syn. Stille og roligt fyldte vinden sejlene og Lærke og Georg Stage var på vej ud i verden.
Bloggens rejsedagbøger er fra vores rejser til New Zealand hvor vi kørte landet tyndt i en autocamper. Så er der en rejsedagbog fra en rundrejse i Kina med sejlads på Yangtze. Den sidste rejsedagbog er fra en tur i USA i autocamper Jeg vil også fortælle om vores ferier på Samos og hvorfor vi er faldet for netop den ø. Desuden er der noget om vores hus i Sverige og ture rundt om i Danmark. Resten er hvad jeg ellers falder over af spændende sager. God læselyst!
Om mig
- Kirsten
- Lejre, Denmark
- Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.
Viser opslag med etiketten Skoleskibe. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Skoleskibe. Vis alle opslag
fredag den 9. maj 2014
søndag den 4. maj 2014
Skoleskibet Georg Stage
Georg Stage er et stykke dansk kultur og skibshistorie. Det er et fantastisk smukt stålskib rigget som tremastet fuldrigger. Det er bygget på Frederikshavns Værft og søsat i 1934. Skibet ejes og drives af Stiftelsen Georg Stages Minde, se historien i linket. Årets togt starter på tirsdag fra Amaliekajen i København og ikke som det plejer fra Holmen. Grunden til dette er sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med Det Europæiske Melodigrandprix. Og Lærke, - Pers barnebarn, er med, det er den søde pige med det røde hår. Vi skal derfor til Store Vinkedag når skibet stævner ud lige i hælene på Kongeskibet Dannebrog med kongefamilien ombord. Der bliver noget at se på. Og hvor bliver det spændende for Lærke. Hun og de øvrige elever har været på skibet siden 8. april og togtet slutter 29. august. Af sejlplanen for togtet kan man se at de skal langt omkring og bl.a. deltage i tallships race.
Abonner på:
Opslag (Atom)