Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.
Viser opslag med etiketten Kong Skjold. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kong Skjold. Vis alle opslag

torsdag den 19. maj 2016

Sagnlandet, - en af Lejres perler

Sidst jeg besøgte Sagnlandet var i december hvor jeg fik varm øl med smørklat i et af Krikkebjerghusene. Nu er den nye sæson startet og jeg har købt sæsonkort, så nu er der mange dejlige traveture i vente.
Der er en ro som er helt unik derude. Og det smukke istidslandskab er endnu smukkere når der er dyr spredt rundt i landskabet.
Var også en tur henne at klappe stenen i skibssætningen som jeg var med til at rejse en regnvejrsdag i 2012. Nu er alle sten rejst, - de sidste vist med maskinkraft, men det er et imponerende syn alligevel. Tænk der har været mindst 4 sådanne i Lejre. Efterhånden som udgravninger og fund kommer til så må Danmarkshistorien vist snart skrives om. Ingen tvivl, - Lejre er Danmarks vugge.

lørdag den 1. december 2012

Lejre, - Danmarks gamle kongeby




Det var i Lejre det foregik i gamle dage. Skjoldungerne og Kong Skjold boede her. Fra jeg gik i skole kan jeg huske sangen om det danske folk som var i kongetrang og drengebarnet som så kom drivende ind mod land på en båd. Det var Kong Skjold. Dengang havde jeg også mit eget sted, - en gravhøj som lå for enden af vores vej. Den sad jeg tit på helt alene og filosoferede. Nu bor jeg her i Lejre, som ikke uden grund også kaldes museet uden vægge. Har lige fundet en meget spændende hjemmeside om Lejre i gamle dage. Siden er fra Lejre Historiske Forening. Hvis man vil vide noget om Lejre og omegn og de gamle sagnkonger så er det stedet. Der er også billeder og beskrivelser af de 230 gravhøje som findes i Lejre Kommune. Os der bor her ser dem hver dag. De er en del af vores dagligdag, men vi glemmer let at de er helt fra stenalderen, jernalderen eller bronchealderen, altså flere tusind år før Kristi fødsel. Med de arkæologiske udgravninger bliver sagnene til mere end sagn. Der er noget om snakken.