Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

tirsdag den 19. juni 2012

Motion er godt

Jeg er rigtig stolt af mig selv idag. For første gang i 3-4 år har jeg været ude at cykle. Ned til købmanden i Lejre, - en tur på ca. 6-7 km med bakker både op og ned. Nå tænker du måske, - er det noget særligt? Ja det er det faktisk. Jeg er 68 år og har ikke cyklet mere en 4-5 gange de sidste 30 år. Der har været for langt at cykle da jeg arbejdede og i mange år havde jeg slet ingen cykel. Jeg har tænk på mange gange at nu skal jeg have gang i cyklingen og nu er det absolut sidste udkald hvis jeg skal have gang i det. Det er jo en dejlig måde at motionere på især når man ikke er helt ung længere. Men jeg kan godt mærke at kondien kunne være bedre, derfor gik jeg også hjem og slog græsset bagefter.

onsdag den 13. juni 2012

Grækenland er stadig værd at besøge!

Så igår en helsides-annonce fra Forex Bank. De skriver at Grækenland er præcis lige så fantastisk som det plejer at være  Sandet er varmt, vandet er blåt og maden smager lige så dejligt som den plejer. Eneste problem for turisterne er valutaen. Den skal de helst tage med hjemmefra. Så det gør vi når vi tager til Samos senere i år. Vi skal jo kunne betale Jannis for de dejlige sejlture og restaurant Samiopoula (købmanden) for den skønne Kleftiko og den blå restaurant ved stranden for kolde drikke og skønne frokoster. Grækerne skulle have beholdt drackmerne skulle de i stedet for at gå med i det store euro-cirkus. Men bare rolig Samos, - vi svigter ikke en ven i nøden.

fredag den 8. juni 2012

Torden og lynild

Vejret idag har været en blandet landhandel. Først sol, så overskyet og en ordentlig gang regn. Så sol igen ganske kort og så kom der en gang torden og mere regn og nu skinner solen såmænd igen. Godt at jeg fik vasket og tørret tøj igår. Idag var planen så at jeg skulle købe agurkeplanter og sommerblomster til krukker og ophæng og at det hele skulle være planet. Planterne blev købt, men inden jeg nåede hjem stod regnen ned i stænger så nu står det hele bare og venter ude i drivhuset, - i ly for vejr og vind. Måske på søndag for i morgen har jeg andre ting for.

tirsdag den 5. juni 2012

Grundlovsdag

Idag er det Grundlovsdag. Vi har hejst flaget i vores have for det er da helt bestemt værd at fejre at vi er så heldige at bo i et land hvor vi både har en grundlov og et demokrati.
De fleste kender, ligesom jeg, kun Grundloven af navn, men den kan læses i sin fulde længde på dette link www.grundloven.dk . Den nuværende Grundlov er den fjerde. Den første kom i 1849 og det var Frederik den 7. som underskrev den og dermed afskaffede enevælden i Danmark. Han var sikkert godt hjulpet i sine holdninger til demokrati af Grevinde Danner.
Vi må dog aldrig glemme at både demokrati og Grundlov ikke bare er noget man får og så går alting af sig selv derfra. Nej, - det er noget vi skal kæmpe for at bevare.

tirsdag den 29. maj 2012

Sjovt vejrfænomen

Pinsedag oplevede jeg et sjovt vejrfænomen. Solen havde skinnet fra en skyfri blå himmel da jeg gik ind for at hente mig en kop kaffe. Da jeg kom ud igenvar himlen ret skarpt adskilt i en blå og en hvid del. Det var ikke bare en stor sky, men et helt skydække som hurtigt overtog alt det blå. Koldt blev der også, så jeg hentede en trøje. Heldigvis varede fænomenet kun ca. en time så var der sol fra en skyfri himmel resten af dagen, Og sikke en dejlig dag det var. Der var både gang i grillen og hængekøjen. Ren nydelse!

mandag den 21. maj 2012

Hvad skal vi med en parasol?

Parasollen hos Per og mig deler vandene. Parasollen er Pers. Vi købte den efter lange snakke for og imod. Ikke på grund af prisen, men fordi jeg ikke kan se det fornuftige i en parasol når vi har masser af andre skyggemuligheder i vores have. Vi rykker bordet ud i solen for at nyde solen og så slår Per parasollen op for at få skygge. Helt ærligt, - hvad er så formålet med at flytte bordet? Parasoller er for mig kun noget der er brug for ved stranden i f.eks. Grækenland hvor solen er for hård at være i uden anden mulighed for skygge. Jeg er dog ikke diktator så Per fik sin parasol,til at skygge for sin ostemad, - selv vil jeg bruge en god solcreme og nyde den livgivende sol i passende doser og ostemaden i halvskyggen under birketræet..

tirsdag den 15. maj 2012

Min have

Min have er lidt anarkistisk. Blomsterne er ikke allesammen plantet af mig, mange af dem har fået hjælp af fuglene og af vind og vejr. Lige nu vælter det frem med akalejer og dem elsker jeg. De fleste er blå, men jeg har også enkelte rosa og hvide. Når de er afblomstret står de med deres fine frøkapsler og når de er tørre drysser jeg frøene ud med rund hånd  i mine bede. Det samme gør jeg med erantis og de gule valmuer. Den blå valmuesøster har det også med at brede sig så dem er der mange af lige nu og de er så fine. Hvis jeg synes der er for mange af en art eller de står uhensigtsmæssigt fjerner jeg dem bare. Vi har også nogle meget flotte og majestætiske bregner som lige nu står struttende lysegrønne. Al den herlighed går jeg så og glæder mig over mens jeg prøver at holde skvalderkålene i ave.





søndag den 6. maj 2012

Dejligt med hjælpsomme cyklister!

Esimex Acrobat BudcykelTorsdag aften
sent gav Per og jeg os ud på en lille rejse. Vi skulle til Bornholm til konfirmation med natfærgen fra Køge. Dagen havde været lettere kaotisk.med et barnebarn der måtte en tur på hospitalet hele 2 gange på samme dag med noget der måske er starten på epilepsi. Han er dog hjemme igen. Vi havde aldrig været med den færge før og skiltning omkring færgeterminal og parkering var mildest talt mangelfuld. Derfor kørte vi lidt rundt og parkerede til sidst ved et hus hvor der var markerede båse, men hvor var færgen nu?? Så kom der en venlig mand på en Tuborg-budcykel og han fulgte os helt hen til færgen. Skønt. Efter 5½ times træls sejlads nåede vi Rønne klokken 6 fredag morgen og skulle finde Det lille Hotel som skulle ligge tæt på havnen. Det gjorde det sådan set også, men vi drejede om mange forkerte hushjørner og vækkede det halve Rønne med kombinationen af brosten og kufferthjul. Store Bededag kl, 6 var der ikke et øje på gaden men langt om længe spottede vi en morgenduelig cyklist som kunne guide os den rette vej. Hotellet var skønt og vi havde en dejlig Store Bededag hvor Naja blev konfirmeret og hele familien var samlet. Vi fandt også bilen igen da vi landede i Køge i buldrende mørke omkring midnar igår, - helt uden hjælp fra venlige cyklister.


fredag den 27. april 2012

Samos i sigte

At rejse er at leve sagde H. C. Andersen, så det gør vi.
                                                                                                         

                                                                                          Ud over de
hyppige ture til vores hus i Sverige er vi altid på udkig efter fjernere horisonter. Vores næste langtursmål er en tur til USA, forhåbentlig næste sommer. Her er planen først at besøge en niece nær San Fransisco, derefter 2-3 uger i en autocamper rundt i det sydvestlige USA og bl.a. se Yosemite og Grand Canyon. Som afslutning vil vi lave en afstikker til Calgary og besøge Pers fætter Gordon og hans familie. I sommer går turen endnu engang til vores græske favoritø Samos. Vi skal bo på Hotel Remezzo og ikke som vi plejer på Anna. Nu kan vi så gå og glæde os til at gense alle dem vi kender i Pythagorion, til den dejlige mad med Retzina, de dejlige sejlture med Jannis og selvfølgelig skal vi også med lokalbussen en tur til Kokkari og på vores sædvanlige vandretur op til klostret med pølse til kattene. Jo traditionerne skal overholdes. Samos er for os rendyrket hygge.




søndag den 22. april 2012

Skibssætning i Sagnlandet Lejre


Sidste sommer deltog Per og jeg i projektet Skjoldun-gernes Skibssætning i Sagnlandet i Lejre. Vi var med til at rejse sten nr. 53 en søndag hvor regnen silede ned hele dagen. Det var en våd og pladret affære, men sjovt alligevel. Vi har lige meldt os på til rejsning af en ny sten  en dag i Juli. Skibssætningen kommer til at bestå af mere en hundrede tonstunge sten og der blev rejst 36 sidste sommer. Sagnlandet er et pragtfuldt sted for en familieudflugt med madkurven. Læs og se mere om projektet på disse links.

www.sagnlandet.dk


torsdag den 19. april 2012

Kragetræer og mønning

I torsdags tøffede Hans op ad indkørslen på sin motorcykel. Nu var det tid at lufte den efter vinteren.


Hans er tækkeren der har tækket vores tag og nu var det blevet tid til at mønningen skulle skiftes. Kragetræerne var også tjenlige til udskiftning mente han.

 Nu er mønning og kragetræer sat op og det er bare så flot. Det eneste som er lidt træls er at det ikke er til at fange de løse halmstrå der flagrer rundt, - det må vente til vinden lægger sig.

onsdag den 11. april 2012

Påsketravlhed




Siden sidste indlæg har vi været på Tenerife og i Påsken i Sverige i vores hus.

 Her var opgaven at få lavet vores køkken færdigt.

Loftet blev frisket op med en gang hvid maling.


Nye skabe blev sat op


Men der blev også tid til en tur på loppemarked i Kalmar.

Og der blev hygget og spillet kort.

Påskefrokost og tradionen med lammekølle og flødekartofler blev også holdt.

Jo det var en dejlig Påske!
                 

fredag den 23. marts 2012

Smørkage og aspargesben


Sikke en pragtfuld dag. Sol og blå himmel. Dagen startede med langstrakt morgenmad, avislæsning og soduko. Så en tur ud at proviantere, både til os selv og til katten. Målet var brugsen i Havdrup hvor Per havde spottet 5 kilo mørbrad til 250 kr. Turen gik over Ørsted hvor Sylvesters Verden ligger. Det er en fantastisk skøn loppis og antik-butik, - se selv www.sylvestersverden.com . De sælger også foder til katte og hunde og vores kat Bandit havde fået en smagsprøve på tørfoder og syntes om det. Det er noget rigtig godt foder uden kunstige farvestoffer og andet skidt. Og så er det billigere end det vi plejer at købe til ham så vi købte 10 kg. Håber det kan få Banditten væk fra menuen med harekillinger! Vel hjemme igen mente Per at det var vejr til shorts og så kom aspargesbenene frem i lyset sammen med kaffen og den smørkage som også var på tilbud i Havdrup. Billedet er fra Samos.

søndag den 18. marts 2012

Jordskælv og vulkaner

Fandt lige et billede af en falden skønhed. Christchurch Cathedral. Hørte forleden i radioen at den er så skadet at den nu skal rives helt ned. Synd, - den var så smuk. Et andet sted som jeg også troede var svært skadet er New Regent Street, den spanske gade, men den er mærkelig nok helt uskadt har jeg lige læst.

















Når man tænker på jordskælv og vulkaner er det altid med gru og rædsel Vi glemmer tit at f.eks. New Zealand er opstået som følge af diise uforudsigelige og voldsomme naturkræfter. Vi skal derfor altid huske at der ud af noget meget grimt også kan komme noget meget smukt! Og New Zealand har nok verdens smukkeste og mest alsidige natur.

onsdag den 14. marts 2012

Travetur på Skjoldungestien

Idag er jeg blevet klippet. Har fået forårshår. Da jeg kom hjem fra frisør og indkøb skinnede solen fra en næsten skyfri himmel. Man burde gå en tur,- og som tænkt så gjort. Det blev til en times dejlig tur med lærkesang foroven og vibesang over markerne. Turen gik langs Skjoldungestien som er et langt stisystem som man kan læse mere om på hjemmesiden www.skjoldungelandet.dk.
Da jeg kom hjem var Per ved at lave frokost som vi spiste udenfor for første gang i år. Bagefter en basse til deling med frisklavet kaffe, - den røg ned uden skelen til kalorierne, dem havde jeg jo lige travet af.

fredag den 9. marts 2012

Søde forårstegn

Gik lige en lille tur i haven.

Skulle ud med skralde-posen.

Det myldrer simpelt-hen op af
jorden.

Fuglene er også blevet forårskåde
og synger så det er en lyst.

Og så er det fredag. Skal bage rugbrød.

God Weekend til alle!

mandag den 5. marts 2012

Isnende vind, - hvor er foråret??

Vinden suser og katten putter sig i sofaen

Birdie har ekstraarbejde med at holde vort lille hus varmt.

I haven myldrer det frem med vintergækker, erantis og stauder, men jeg bliver inde, - kan alligevel ikke lave noget i haven endnu, der er for vådt. .

Per har købt læggekartofler både til Sverige og herhjemme men jorden er for kold endnu.

Glæder mig dog over at vejret er bedre idag end for 5 år siden!!

mandag den 27. februar 2012

Ny uge, - hvad mon den bringer?

Så blev der mandag og det regner idag i modsætning til igår hvor solen strålede. Aftenskolernes vinterferie er slut og jeg skal til græsk i aften. Har gået til græsk sådan on and of siden 1997 og burde derfor være rigtig god til det, men desværre, - det er jeg ikke. Det ligger nemlig sådan at aftenskolerne ikke snakker sammen om hvad de udbyder af kurser, derfor bliver mange hold ikke oprettet på grund af manglende tilslutning. Begynderholdene kan de som regel oprette, men 3., 4., eller 5. års hold ses sjældent. Vi er kun 5 på det hold jeg går på, læreren er græker og jeg ved ikke hvordan hun har gjort for at få lov at starte så lille et hold. Det er ikke det nemmeste med en græsk lærer, hun kender ikke den danske gramatik godt nok til at kunne forklare os videbegærlige elever forskellen på de 2 sprog. Lektien er læst, - i en af de bøger jeg købte for nok 15 år siden. Håber der bare hænger lidt ved.
Nu er det jo også sådan fat at det jo ikke bare er for at lære sprog jeg går der. Det er i høj grad også en social foreteelse og vi hygger os gevaldigt i hinandens selvskab og til sprog kan man jo altid få sig et godt grin. På græsk hedder lammekoteletter og spædbørn næsten det samme, - så man skal passe på hvad man bestiller i Grækenland.

søndag den 26. februar 2012

Forårsfornemmelser


Stod op til en morgen med rim på græsset. Solen fik dog hurtigt magt og væk var rimen. Udenfor er der godt gang i fuglene. Blåmejserne gør kur til hinanden og duerne, - syntes jeg hørte tyrkerduerne, men det var nok bare skovduerne. Ved middagstid skinnede solen fra en skyfri himmel og vi kørte en tur på havnen i Roskilde. Der var et ganske tyndt lag is på vandet, så tyndt at det bølgede, - det har jeg aldrig set før. Det så helt surrealistisk ud med mågerne der stod på vandet imens det bølgede op og ned. Frokosten blev indtaget på Viking grill ved havnen, - 2 ristede med brød. Dem havde vi nu snagt bedre, - hvis man skal have pølser skal det være ved en rigtig dansk pølsevogn. Efter frokosten bestilte vi kaffe hos Ulla og Bo på Præstemarksvej, vi skulle høre om de var kommet godt hjem fra vores hus i Sverige og havde fået lukket ordentlig af.

lørdag den 11. februar 2012

Andemad

Vinter, mørke, frost og bidende vind,- det kræver vintermad. Igår stod menuen på OssoBuco med masser af løg, gulerødder og porrer. Det stod og simrede i 3-4 timer og både duftede og smagte himmelsk. I dag skal vi have and. Købte en på tilbud efter jul og delte den i 4 dele, - vi er jo kun os to. Det er jo nok en dansk landand og ihvertfald ikke fra New Zealand hvor vi så ænder allevegne. Kan dog ikke huske at have set dem i supermarkedernes kølemontre, men vi kiggede jo heller ikke efter da det jo ikke passede ind i ferie i en autocamper. Men en kold vinterdag i Lejre tror jeg det bliver godt!

lørdag den 7. januar 2012

Man kan komme til New Zealand af forskellige ruter. Den rute vi valgte på begge vores rejser derned gik via Londen og derfra til Singapore, hvor vi havde et døgns stop-over. Derfra fløj vi så til Auckland. Vi fløj med det australske flyselskab Qantas som ydede en udmærket service.
Vores mobilhome bookede vi selv hjemmefra over internettet begge gange, da vi fandt ud af at det kunne vi selv gøre billigere end de rejsebureauer vi kontaktede. Der var ingen problemer i det, alt var som det skulle være og bilerne kom til rette tid og sted. Flybilletter og hoteller i Singapore, Auckland og Christchurch lod vi MyPlanet ordne, da vi ikke var helt stive i det med tidszonerne.



På kanten af Waitomosøen

fredag den 6. januar 2012

New Zealand igen!


I 2009 tog vi for anden gang til New Zealand. Denne gang rejste vi i Januar-Februar og havde igen lejet en autocamper hjemmefra. Vi kørte rundt dernede i en måned og tog derefter en afstikker på 4-5 dage i Sydney og det samme i Hongkong før vi satte snuden hjemad igen. Det blev en pragtfuld tur og uden sygdom og andre uheld. Hvis min lotto kommer ud vil det være ønskemål nr. 1 for endnu en tur.



Vores søde drossel fra Christchurch
Så er det vist på tide at jeg får skrevet noget i min blog!


Dagene går,- en efter en, ganske umærkeligt hvis man ikke stopper op og siger så er det NU!


Droslen her er fra New Zealand, - den var bare så sød og sang vidunderligt.
Det var i november-december 2006 vi var dernede første gang. Vi kørte rundt i en dejlig autocamper i 2 uger, - det skulle have været 3 uger, men så blev Per ramt af en nethindeløsning på venstre øje og blev opereret og så måtte vi holde os i ro den sidste uge. Selv om det var en streg i regningen var der også meget positivt. Vi mødte utrolig megen hjælpsomhed og fik prøvet New Zealands sundhedsvæsen som bare fungerer perfekt også i weekende,

Om et par uger tager vi derned igen, - glæder os meget til at gense dette smukke land. New Zealand kan varmt anbefales.
Og man kan også få dejlig mad dernede.

Så er der frokost i camperen
På alle campingpladserne var der en velkomstkomite bestående af en flok ænder, som gerne ville fordres.

Per og velkomstkomiteen
Der er meget mere at fortælle om New Zealand. Det kan i læse om på siden Rejsedagbog.