Der er mennesker der fylder meget og som derfor også efterlader sig et stort tomrum. Sådan et menneske var Per. I torsdags takkede han lige pludseligt af fra denne verden. Glad for livet til det sidste og med planer for dagen. Men sådan skulle det altså ikke være. Selv om Per og jeg valgte at gå hver sin vej for snart 5 år siden, har vi stadig været sammen om meget. Til familiefødselsdage, bowling sammen med garderforeningen og i huset i Sverige. Alt det er nu forbi. Det samme er snakken om alle vore fælles minder om hverdagen sammen og hver for sig. Og om alle rejserne. Til Grækenland f.eks., hvor Per mente der var for varmt for ham, men det blev til mange ferier på forskellige øer. Samos var dog favoritten. Så til Nordkap et par gange. Storbyferier til Prag, Rom og Firenze og klassiske Beijing
Flodturen på Yangtze. To krydstogter er det også blevet til. Først i vikingernes fodspor over Atlanten, fra Dover til New York. Senere fra Vancouer, langs Stillehavskysten til Alaska og retur til Seattle. Her gjorde vi en afstikker til Calgary og havde nogle skønne dage hos Pers fætter, før vi fløj hjem til Danmark. De ferier, som nok satte størst aftryk hos os begge, var turene i autocamper. Først de to ture til
New Zealand, hvor vi kørte landet tyndt, fra nord til syd og øst til vest og nød det utroligt
smukke land og den gæstfrie befolkning. Så til USA hvor Per rigtig var i sit es i den store, over 7,6 meter lange autocamper, som vi kørte i
på vores ferie i USA. En vaskeægte V8 motor. Hør lyden, sagde Per. Selv om vi kun kørte i Californien, Nevada, Utah og Arizona, oplevede vi mangfoldigheden og størrelsen i dette fantastiske land. Alt dette er nu kun minder. Som jeg husker Per allerbedst er hjemme i Lejre eller i huset i Sverige, iført et par slidte shorts og med ragsokker i træskoene og en hækklipper, motorsav eller andet haveværktøj i hånden. Men jeg husker ham også som den flotte , altid velklædte mand, når noget skulle fejres eller vi bare skulle ud at spise.
ALDRIG er et rigtig modbydeligt ord. Et ord jeg sjældent bruger. Det er så definitivt. Ligesom døden. Men fakta er desværre, at Per aldrig mere triller ind i min indkørsel i sin gamle Volvo og siger gi'r du en kop kaffe. Aldrig merre! Og det føles så tomt! Jeg har mistet en ven! Men minderne har jeg da stadig at glædes over. Og her er Per så, på vej mod fjerne horisonter!
over.
