Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

tirsdag den 27. juni 2023

Bandit, - her og der og allevegne

Her i Pandekagehuset bor min smukke kat Bandit, - eller rettere hersker! Der er ikke en krog eller et skab han ikke har undersøgt. 







tirsdag den 23. maj 2023

Har bierne været der?

 


Æbletræerne og kirsebærrene er i blomst. Det vil sige de er vist ved at være færdige, for blomsterbladene flyver omkring som snevejr. Der har været mange blomster, men har bierne også været forbi? Der har jo været temmelig koldt og regnfuldt og jeg synes ikke jeg har set bierne. Og uden bier ingen frugt, så vi må håbe. Men mine gule valmuer, de svigter ikke uanset vejret




onsdag den 3. maj 2023

Tid for anemoner

 

Selv om foråret har været en kold og våd affære i år, er der alligevel gang i planterne. Juleroserne blomster og tulipanerne står på spring. De gule engkabbelejer, som vi hentede i åen i Sverige er også i blomst i fiskebassinet. Her er fiskene også ved at vågne efter vinterdvalen. Ved foden af birketræet er der anemoner. De har været der en del år. Måske er de fuglesåede, for jeg har ikke plantet dem. Skal snart en tur i skoven for der må det også være tid for anemoner.



onsdag den 19. april 2023

Så kom foråret bragende

 

Er der noget så dejligt som forårets første solskinsdage? Sådanne dage skal helst tilbringes udendørs, derfor har vi været i Jørgens sommerhus ved Haraldsted Sø. Her var der en skræppen og rappen af gæs og andefugle. En fiskeørn og hele 2 havørne og en rørhøg lagde også vejen forbi. Svanefar så vi også og svanemor ruger sikkert mellem sivene et sted. Jørgen fik kigget efter muldvarpe, klippet roserne og tømt alle fuglekasserne. Og så er perlehyacinterne i blomst. Findes der en smukkere farve end deres intense blålilla farve? Vel hjemme igen i Lejre blev terrassen fejet og havemøblerne fundet frem og spulet for støv og spindelvæv. Hynderne blev hentet frem og nu er der gjort klar til mange dejlige timer udenfor. Det varer nok heller ikke længe før Bandit igen foretrækker at sove udendørs i en af stolene. 

mandag den 10. april 2023

Påskeblomster i min have

 

I græsplænen (mosplænen) er der masser af duftende violer. Ved hjørnet af drivhuset og ved fyrretræerne og troldhaslen, står der klynger af mini påskeliljer og lyser op. Ovre i bedet langs hækken er der gang i de store påskeliljer. Den hvide julerose er også fint i blomst. Den lilla julerose gemmer sig lidt, men den er der også. 

lørdag den 8. april 2023

Sikkerhed eller kodetyranni?

Google er noget jeg bruger daglig, både til søgning og gmails. Og det fungerer som regel ganske udmærket. Heldigvis. Men jeg har endnu engang haft problemer med at logge på min blog. Bloggen er koblet sammen med en gmail, som jeg ikke bruger så tit. Det er en gmail som jeg fik sammen med min første mobiltelefon og mailadressen var ikke hverken mundret eller oplysende, derfor fik jeg en ny. Når jeg så får lukket ned for den mail bloggen er koblet på, så går det galt. Synes ellers jeg har godt styr på det med koder og også med at ændre en kode, men Google er i en klasse for sig. Hvorfor skulle min første teleon kobles sammen med en gmail? Tør heller ikke slette den, da jeg ikke ved hvor meget der er koblet op på den. Når jeg så roder rundt i Googlekoderne er det et helvede med verificationer og advarsler om sikkerhed. Sikkert fint nok, men jeg synes det er temmelig overdrevet!

mandag den 3. april 2023

Forår



 Så er ventetiden forbi. Det er blevet forår, selv om temperaturen bevæger sig omkring nul grader. Min brækkede arm er også ved at være helt i orden og jeg kan det meste, også køre bil. Dejligt, - eller rettere sagt fantastisk! Tænk at man sådan kan reparere et nærmest knust håndled med diverse metalplader og skruer. Og solen skinner fra en næsten skyfri himmel og der er violer i græsplænen. De små påskeliljer har afløst de mange vintergækker, som ellers holdt en hel måned i år. så smukt. Nettet er fjernet over fiskebassinet og der er stadig mange fisk der svømmer rundt. Nu skal det bare renses lidt op efter vinteren og have pumpen sat ned.