Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

onsdag den 5. juli 2017

Hvem er så grådig?

Der er godt gang i drivhuset lige nu. Vinen gror så den må klippes tilbage et par gange om ugen, ellers overtager den det hele. Druehøsten tegner godt, - der er masser af flotte grønne klaser over det hele. Tomaterne mangler sol og varme, men er også på vej. Har høstet de første skoleagurker. Dejligt med hjemmeavlede og usprøjtede agurker. Jeg har dog haft fat i sprøjten idag. Ikke med gift, men med hjemmelavet insektsæbe. Der er nemlig et eller andet grådigt kryb der har spist en ordentlig las af et blad på min agurk og lavet huller i andre blade. Det må straks stoppes, så nu har agurkerne fået en sprøjt insektsæbe. Hvis du vil lave det selv er opskriften her: 4 dl varmt vand, 1 tskf. brun sæbe og ½ dl sprit. Blandingen passer lige i en gammel sprayflaske fra f.eks. vinduespuds.

tirsdag den 4. juli 2017

Korsør, - et dejligt hjørne af Danmark

For 3-4 måneder siden var Korsør og omegn et, for mig ukendt område af Danmark. Kendte ingen dernede og de få gange jeg har kørt over Storebæltsbroen er jeg bare kommet susende forbi Korsør ad motorvejen. Korsør og omegn fortjener bedre, - mere opmærksomhed. Og det har den så fået, ihvertfald af mig.
Nu har jeg jo Gert. Han er næsten nabo til Storebæltsbroen, i udkanten af Korsør. I det område er der en masse dejlige vandrestier, både ned til stranden ved Musholmbugten eller den anden vej ud til Højbjerg og Højbjergskoven. I området hvor Gert bor, er der en masse dyreliv. Der er rådyr og harer som græsser lige uden for huset.
 
Det er en stor skarvkoloni tæt på så der er noget det ligner Kastrup Lufthavn med flyvende skarver til og fra Storebælt. Der er også en masse småfugle bl.a. vipstjærter og tornsangere. Stære er her også masser af og de er begyndt at øve sig til Sort Sol. En dejlig hvid vinbjergsnegl kan man også møde.

lørdag den 24. juni 2017

Så er jeg på banen igen

Det er godt at have en kæreste der er computernørd når der er problemer. Et problemet som jeg havde bøvlet med et godt stykke tid kunne Gert finde ud af på mindre end 5 minutter. Det var noget så simpelt som at jeg var logget på med en forkert emailadresse. Ligeså meget glæde man kan have af sin PC når den virker, ligeså meget irritation genererer den når den ikke opfører sig som forventet. Godt at min Løvemand kunne fixe problemet.
 
Katte derimod opfører sig oftest som forventet. Køb noget nyt og det skal straks undersøges. Eller luk et skab op og den skal derind med det samme. Tror Bandit har været lukket inde i samtlige skabe i huset og i drivhuset, garagen, fyrrummet og redskabsskuret. Lige nu ligger han og sover på vandsengen.

onsdag den 7. juni 2017

Dødirriterende problem!

Billedresultat for pc problemer billeder
Der er langt mellem mine indlæg for tiden. Det skyldes at jeg er rendt ind i det problem, at jeg kun kan komme på betjeningspanelet på min blog, når jeg gør det fra min gamle PC. Den er jeg ved at lodse ud, da den er gammel og frygtelig langsom og jeg har fået en ny der er bedre og hurtigere. Jeg kan sagtens åbne min blog på den nye pc og se bloggen, men havner på Bloggers velkomstside hvis jeg vil åbne mit betjeningspanel. Her kan jeg så lave en ny blog og hvad skal jeg dog bruge det til??? Jeg vil jo bare arbejde med den jeg har. Jeg arbejder kraftigt på at finde ud af hvorfor jeg bliver omdirigeret til den åndsvage side, i stedet for til mit betjeningspanel. Tror jeg må have Gert til at kigge på det. Det må være en sag for ham, - han har levet af det i næsten 30 år.

mandag den 29. maj 2017

Dyrskuet i Roskilde

Sommervejret var i år som bestilt til Dyrskuet. Nogle dyr kunne sikkert have ønsket at der var et par grader køligere, men sommervejr skal man jo ikke klage over når varmen og solskinnet nu endelig er kommet. Jeg var derude som frivillig lørdag og søndag i 4H,s cafe.
4h.jpg
Her blev der lavet kaffe og vafler til det sultne publikum som havde fundet vej ned i det hjørne af den store dyrskueplads. Det er altid hyggeligt at være en del af et fællesskab og de frivillige får armbåndet betalt. Efter mine vagter var der masser af tid til at gå på opdagelse på pladsen og f.eks. se noget af det store hesteshow og fremvisning af de forskellige heste- og kvægracer. Eneste minus var at man bliver jaget helt ud på Parkering Vest, - næsten helt i Darup. Føj hvor var det varmt at trave rundt derude og lede efter sin bil, for til slut at finde den på en p-plads endnu længere ude. Måske skulle man prøve med en GPS.
Billedresultat for Billeder Dyrskue Roskilde

tirsdag den 23. maj 2017

Er de ikke smukke?


Lige nu er der lysene gule pletter overalt i min have. Næsten samme farve som den gule rabs. Det er de gule valmuer der blomstrer. De hedder sikkert et eller andet fancy, men de er umiskendeligt af valmuefamilien.

Jeg kendte dem ikke før jeg flyttede ind i Pandekaghuset her i Lejre. Der bliver flere af dem for hvert år, da jeg strør flittigt om mig med de fine birkesfrø når de er klar til det. Tror også at der må være gule valmuer i huset i Sverige nu, for der er der både strøet frø af gule valmuer og akelejer. Valmuerne er lidt nemmere at styre end akelejerne, som jeg vistnok har været lidt for rundhåndet med.

mandag den 22. maj 2017

Trækfærgen og den gule rabs

Endnu en dejlig tur med Svogerslev Gymnastikforenings gåklub. Vejret kunne ikke være bedre. Vi var en lille sluttet trop på 4 da vi startede, men mødte Anette og så var vi 5. Ruterne lægges efter hvordan føret er. Er der glat eller er der pløret og vådt? Igår var der tørt og derfor begav vi os afsted, først ad små stier i Svogerslev og så videre ud over marker og enge. Det gik i rask tempo. Vi skulle med færgen. Der er nemlig færge mellem Lejre og Roskilde kommuner. Færgen over Kornerup Å er kun for gående og den medtager hverken biler eller cykler. Kunne godt ønske at man kunne tage cyklen med. Vel ombord er det bare at trække i rebene til man når den anden bred.
 
En del af turen var på landevej og her havnede vi midt i et cykelløb og de kører stærkt, så det var med at holde sig godt inde i siden af vejen. Mere fredelige var de græssende køer og den sønne gule raps.