På benene igen

 I to år har vi nu døjet med mere eller mindre intens coronasmitte. Vi har brugt mundbind og sprit i lange baner. Holdt os i små grupper og isolerede bobler. Været afskåret fra at deltage i begravelser bl.a. Udskudt fester og ferier. Nu da den tredje bølge rullede ind over os og der var enormt store smittetal, vælger myndighederne så at fjerne alle restriktioner og åbne landet helt op. Jeg forstår det ikke. Den 6. februar var jeg til bowlingstævne med sprit, men uden mundbind, som blev afskaffet 4 dage forinden. Mit hold fik førstepladsen for tredje gang i træk og jeg fik endnu en pokal til hylden. Jeg fik desværre også noget andet med hjem, jeg blev ramt af corona. Havde heldigvis fået alle 3 vaccinationer, så det blev til træthed, lidt feber og en frygtelig masse hosten og nysen. Og 4 dages kedelig isolation. Heldigvis var der OL at kigge på, det hjalp en del. Nu er jeg på benene igen og kan ikke huske hvornår jeg ellers har været syg. Håber også det varer længe før det sker igen.

En verden i ubalance

 

Nu er det snart 2 år siden at Corona indvaderede verden. Mundbind, håndsprit, karantæne, vaccinationer, test og selvisolation er ord vi hører mange gange dagligt. Og vi, her i Danmark, vaccinerer og tester os som myndighederne forskriver. Det er til at leve med, hvis det er prisen for at holde sig fri af sygdommen, men det er ikke noget man vænner sig til. Men sådan ser verden ud nu og måske endda de næste mange år. Her i den vestlige og velhavende del af verden er der vacciner og test til alle der vil tage imod det. Ganske anderledes ser det ud i resten af verden og særligt i de fattigste lande er der mangel på både vacciner og test. De rige lande deler ikke med dem, hvilket jeg slet ikke forstår at de tør lade være med. Virus spredes jo over landegrænser, derfor vil det være hjælp til selvhjælp at dele og hjælpe disse lande med vacciner. Hvornår går det mon op for verdens ledere? Denne ubalance skal der rettes op på, for ellers tror jeg bare vi får et utal af nye coronavarianter.

En helt anden slags stik

 Alle snakker om det. Første stil, andet stik og tredje stik. Jeg har fået dem jeg kan tikomme, indtil videre. Der kommer nok flere, for Corona forsvinder nok ikke. Igår var det en helt anden slags stik jeg fik. Jeg plantede mine kaktus om. Disse smukke stikkende planter skal man omgås med forsigtighed. Udstyret med tykke havehandsker, passende urtepotter og kaktusjord, gik jeg til sagen. Resultatet var smukt plantede kaktus i passende potter og mig med utallige stikkende kaktustorne i begge hænder. Så jeg har fåetstik nok for et stykke tid. 

Efterårsferie i Sverige

 

Der var en del spekulationer i år. Kunne det nu også lade sig gøre at komme til Sverige i ferien? Risikerede vi at skulle i karantæne når vi kom hjem igen? Vi var heldige at efterårsferien faldt i en uge hvor coronaen ikke var så voldsom som den er nu igen. Der blev som sædvanlig raflet, spillet kort og spist og hygget. Og arbejdet. Alexander og Ya, familiens to forskerspirer havde konferencer med Universitetet, via computere og mobildata. Og der blev lavet dumplings og sjove skrotfigurer. 

Et par genbrugsbutikker og et center i Kalmar blev også besøgt. Og ture i skoven for at finde svampe. Og Ulla havde den obligatoriske æbletærte klar da jeg ankom, sammen med Alexander og Ya om mandagen. Hvor langt er i nået? Kan i ikke lige stikke ind i ICAen og købe creme fraise. Selvfølgelig kunne vi det. Æblerne er vores egne fra de omkring 100 år gamle æbletræer. Mums!!

Når virkeligheden bliver uvirkelig

Jeg ordner mit hus indendørs, som jeg plejer. Jeg går og nusser i min have, som jeg plejer. Ordner min lille fiskedam og jeg har slået græsset allerede. Det sidste er ikke helt normalt, men alt andet ser ud som det plejer. Alligevel er min verden vendt på hovedet på grund af udbruddet af Coronavirus. Jeg er ikke længere udfarende. Jeg smutter ikke lige rundt til Rema, Brugsen og Netto efter tilbud. Køber ind hos Rema til mange dage ad gangen. Og husker håndsprit bagefter. Bowlingen er aflyst, biograferne er lukkede. Vores sædvanlige påsketur til huset i Sverige er aflyst. Telefon, SMS, facebook og Skype har afløst familiebesøgene. Vi venter. Alle venter, nogen er bange, andre synes bare det er rigtig træls. Jeg hører nok til i sidste gruppe. Midt i alt det er det rart at have en have. Her kan man se at foråret bare buldrer frem, virus eller ej. Violer i massevis i græsset og rundt om fyrretræerne og æbletræet. Ribis i blomst og en masse små blå blomster i stengærdet. I mit lille fuglefoderhus er fru Solvej, solsorten, ved at bygge rede. På redskabsskuret og fyrretræet er der sat nye fuglekasser op til musvitter og blåmejser og nu venter jeg spændt på at fuglene flytter ind. Jo livet går videre her i Pandekagehuset, selv om virkeligheden er blevet temmelig uvirkelig. Hvis jeg lod være at tænde for radio og tv, ville alt føles mere normalt, men nu ved jeg jo at virkeligheden er en anden. Vask hænder, hold afstand, undgå fysisk kontakt, bliv hjemme så meget som muligt. Pas godt på jer selv og hinanden allesammen