Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

lørdag den 14. november 2015

Julestemning i November??

Det er ikke den helt store julestemning der hersker her i huset på sådan en solbeskinnet novemberdag. Alligevel er det jo ved at være tid til at tænke på at finde kassen med juletingene frem. Og måske kigge efter hvor lyskæderne til haven befinder sig og om de virker. Haven ser ihvertfald ud til at trænge til lys, den ser temmelig mørk ud når solen har slukket sin lampe. Har købt et stort fint kalenderlys. Plejer ellers altid at vente til der kun er de grimme tilbage, men ikke i år. Mos til dekorationer har jeg også i rigelige mængder. Det blev hentet i Påryd i efterårsferien. Idag er der kun 14 dage til at første lys i adventskransen skal tændes, så derfor tænkte jeg at juletingene skal ses efter og deles, - det er jo ikke mit det hele længere. Og der er rigeligt til at dele skulle jeg hilse og sige..

søndag den 1. november 2015

Så er det bare derudaf!

Har for godt en måned siden meldt mig på et gå tur-hold i Svogerslev. Vi går en tur på omkring 7-9 km på et par timer hver søndag formiddag. I raskt tempo, for det er gymnastikforeningen der står for det, så vi får sved på panden. De første gange har mit fodtøj ikke været alt for velegnet. Støvler som absolut ikke var gode. I mangel af bedre gik jeg over til gummistøvler med en tyk sok i. Nogenlunde. Til min fødselsdag gav børnene mig penge så jeg kunne købe et par gode løbesko. De blev købt igår. Måtte selv spæde 200 kr til men så fik jeg også et par gode sko. Endda med 200 kr. i rabat. Nu er de afprøvet og de bestod prøven. Turen idag gik til Hyrdehøjskoven. Skulle lige nyde de smukke farver inden de sidste blade falder af træerne. Solen tittede frem og flot var det. Og et svanepar fuldendte synet. Når det så ovenikøbet er gratis glæder både solen, svanerne og gåturene så er det bare om at komme derudaf.

torsdag den 15. oktober 2015

Svampetur i Påryd

Efterår, Sverige og svampe. De tre ting hænger en hel del sammen synes jeg. Det var også tredie gang at svampeeksperten Jeanette blev lokket til Påryd med hund og familie.
Udover svampene trak familiehyggen med Ulla, Bo, Nikolaj, Magnus og så min fødselsdag også. Tror jeg da.


Selv om vi har haft 2 huse i Sverige er det først her i Påryd vi har samlet svampe. Den slags kræver jo at man ved noget om det og har en god svampebog eller to og en kritisk sans.
Sidste år fandt vi kun tragtkantareller. I år var det lidt bedre, især anden dag.
Udover grønne og røde fluesvampe og en masse andre uspiselige, men flotte svampe, så fandt vi rørhatte, Carl Johan og en masse kantareller.
         

                                              




Aftensmaden stod derfor på helstegt svinemørbrad med 2 slags svampesovs til, - uden mavekneb.


tirsdag den 6. oktober 2015

Får i aftenstemning

Forleden gik jeg en dejlig travetur lige før solen gik ned. Eller rettere mens den gik ned, for der var næsten mørkt før jeg nåede hjem. Skjoldungestien  er jo en tur værd hele året rundt og på alle tider af dagen. Jeg har et eller andet med får. Måske fordi jeg er får i det kinesiske horoskop eller også er det minderne fra 2 skønne rejser i New Zealand. Jeg nyder at der er kommet får her på Lejrevej. Kunne også godt tænke mig at dem i nr. 90 ville sætte nogle får på græs i plantagen bagved. Men nok om det. Da jeg var næsten hjemme og solen var gået under horisonten, kom jeg forbi fårene som var ved at forsvinde i tusmørket. Meget stemningsfuldt med disse grå uldtotter der gik og spiste natmad.

mandag den 28. september 2015

Morgenstemning i Lejre

Efteråret er heldigvis andet end rusk og regn. Det byder også på solrige dage hvor der kan ryddes lidt op i havens stauder og trimmes lidt i drivhuset. Og fejes blade sammen, - de drysser i rigelige mængder. Det meste i haven og drivhuset er jo desværre på retur.
Græsset gror stadigvæk, men det er lidt af en våd affære at klippe det. Først langt hen på eftermiddagen er det nogenlunde tørt, - hvis der da ikke er faldet en byge. De smukke farver på treæer og buske mangler endnu, men så er der morgentågen. Se bare her hvor smukt det kan tage sig ud. Et troldelandskab.

tirsdag den 22. september 2015

Styr på rejsevideoerne


Hvor tiden dog går. Året 2013 var det helt store rejseår. I januar måned gik turen til Kina med Albatros Travel. Rejsen hed Slow boat to China. Billederne og rejsedagbogen er for længst ordnet, men Per havde også sit videocamera med og filmede lidt. I September samme år gik turen til USA. Den klassiske tur i det sydvestlige USA. Vi havde denne gang allieret os med MyPlanet med hensyn til flybilletter og køretøj. Vi skulle køre rundt i en autocamper, bare en lille en på 7,5 meter og sådan en fik vi demonstreret i Ringsted nogle måneder før. Vi var også til intromøde i København hvor de forklarede alt om at rejse rundt derovre i sådan et monstrum. MyPlanet kan anbefales, - de kan deres kram og har forbindelserne så priserne bliver overkommelige. Også på denne tur blev der filmet lystigt. Nu var der bare lige den hage ved det at det hele stadig lå på videokameraet. Nu er det hele brændt ned på DVD-er lige til at smide på TV eller computer.

søndag den 6. september 2015

Naturens gavmiuldhed.

Naturen er gavmild. I min have bugner det med æbler. Har lavet årets første portion æblegrød. I drivhuset har der været masser af agurker og tomater. Har lavet et par glas asiesyltede drivhusagurker. Nu lakker det mod enden i drivhuset. Kartoflerne er også parate til at blive gravet op, mangler bare lige at der ikke kommer regnbyger hele tiden.
Også i Jeanette og Jans have er der høsttid. Har været på blommerov i deres Viktoria blommetræ. Har også plukket solbær. Nogle af blommerne blev halveret, udstenet og frosset ned i sukker. De skal bruges til tærter eller marmelade senere.
En del blommer blev spist som de var. De resterende blev konserveret hele. De er til is og desserter. Solbærrene blev der lavet marmelade af. Ikke noget færdigkøbt her.