Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

torsdag den 28. september 2017

Nybagte forældre med OVERSKUD

Jeg er fuld af beundring. Jeg er lige blevet oldemor for anden gang. Dejligt. Lille Nanna, som det nye familiemedlem skal hedde, havde valgt at vende den forkerte ende til og kom derfor til verden med kejsersnit for 2 dage siden. Fin gestus til Morfar som havde fødselsdag. Nu er den lille familie hjemme igen og så var det tid for Olde at se vidunderet. Aftalte i forvejen, for det tilfælde at de var for trætte eller bare ville have ro. Nej, kom du bare, lød beskeden. Afsted til Roskilde med et par stykker tøj og den obligatoriske bamse til den ny, og et par bøger til storesøster Karla. I køkkenet var der en herlig duft for Mads var igang med at bage æbletærte. På sofaen lå Katja og slappede af med babyen på maven. Barnet blev straks overrakt mig til nærmere beskuelse. Så kom farmor med Karla som fik sine "storesøstergaver" - bøgerne. Så inviterede Karla mig på besøg på sit værelse, hvor vi læste en bog og legede gemmeleg. Bagefter blev der budt på lun æbletærte med flødeskum og frisk kaffe til. I køkkenet rumstrede Mads stadig. Han var ved at lave aftensmad, Bøf Bourgonion, med alt til faget hørende. Totalt overskudsagtigt, - men mon ikke de sover godt i nat, - bortset fra når  Nanna skal have lidt mad og en tør ble. Her ser Olde storesøster Karla for 3 år siden.

søndag den 24. september 2017

sensommer i haven

September blev ikke den indian sommer som jeg havde håbet på, - ja næsten regnet med. Efter sådan en sommmer med regn og blæst og ikke ret meget sol, så måtte det da komme. Men nej, det gjorde det ikke, tværtimod, - mere regn og blæst. Nå, men man bliver jo nøjsom og jeg synes jeg har været god til at udnytte de tørre og indimellem solrige timer. Der blev slået græs mellem bygerne, - også selv om græsset var vådt. man vidste jo aldrig hvornår der var tørvejr næste gang. Den brune kulør fra Florida blev også holdt vedlige når der var lejlighed til det. Egentlig synes jeg ikke sommeren har været så dårlig, som jeg hører fra andre, - men som arbejdsfri har jeg selvfølgelig også haft mulighed for at navigere mellem bygerne. Nu falder bladene stiile og roligt og det er ved at være tid til at komme net over fiskenes bassin. Og til at høste druerne i drivhust.

torsdag den 7. september 2017

Fisk, - det er da ikke så ringe


I tirsdag var jeg på Sjællands Odde, - nærmere betegnet Havnebyen. Havde spillet kort med kortpigerne i Ingas dejlige sommerhus mandag, men glemt at komme bensin på før jeg kørte fra Lejre. Derfor denne udflugt til Havnebyen for at fylde tanken. Havnebyen er absolut et besøg værd, men de fleste drøner bare udenom på vej til eller fra Molsliniens færger.
Vi gik en dejlig tur på havnen og kiggede derefter ind i meget flot fiskebutik, hvor Inga købte 10 rødspættefileer for 59 kr. 
Sikke et syn , - tror aldrig jeg har set så flot en fiskeforretning, med alle de mange forskellige slags fisk og forarbejdede fiskeprodukter. Sådan en butik ville jeg gerne have i nærheden af mig, så ville jeg nok spise mere fisk end jeg gør.