Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

torsdag den 31. oktober 2019

Halloween, - amerikansk gøgl??

Græskar, Flagermus, Nat, Uhyggelig
I aften er det Halloween. Det kendte vi ikke i Danmark da jeg var barn. Det kom først til Danmark for omkring 20 år siden. Jeg tænkte at det ligesom Mors Dag var noget amerikansk gøgl, som kun havde til formål at hive penge op af dine lommer. Nu har jeg kigget lidt i historien og fundet ud af at Halloween er en over 2000 år gammel keltisk begivenhed. Navnet er en sammentrækning af All Hallows Eve, på dansk Alle Helgens aften. Begivenheden tog de mange irere med da de udvandrede til USA i slutningen af 1800-tallet. Idag holdes Halloween i masser af lande verden over. Selv har jeg aldrig deltaget i noget udover at bage 2 bradepandekager med uhyggelige motiver for min frisør som lavede et lille event for nogle år siden. Børnebørnene har udskåret græskarlygter og min svigersøn lavede græskarsuppe. Det var en tvivlsom fornøjelse, - smagte ikke af en skid, for at sige det ærligt. Han er ellers god til at lave velsmagende mad.
Halloween, Heksen, Underlig

onsdag den 9. oktober 2019

Minibyen Kjøge, - et besøg værd!

Jeg var nok en smule skeptisk da jeg skulle besøge Minibyen Kjøge. Jeg har jo set den de har i Roskilde. Ikke specielt imponerende, synes jeg. Absolut mini og faktisk kun en slags overblik på størrelse med et stort spisebord. Altså ingen forventninger til minibyen i Køge, men jeg blev positivt overrasket, ikke noget spisebord her. Nej Køge Kommune har tilskødet 14000 kvadratmeter til Minibyen. Så her er rigtige gader og stræder man kan gå rundt i. Og flot udførte modeller af de gamle huse i størrelsesforholdet 1:10.  Kjøge Minibylaug blev stiftet i 1987 og det første hus stod færdigt i 1994.
Vi besøgte først værkstederne, hvor frivillige hver dag arbejder med fremstilling af mursten, tagsten og døre og vinduer i miniudgave. Også vandpumper, dørhåndtag og beslag til vinduesrammer blev lavet her, - altsammen i korrekt størrelsesforhold. Alt er håndarbejde, kun med hjælp af ganske få maskiner og ovne til at lave mursten og tagsten. Et af de mest imponerende bygningsværker i minibyen er Sct. Nicolaj Kirke. Den er bygget af en enkelt mand og det tog ham 9 år at bygge den. Byen er stadig under opførelse og der arbejdes dagligt i værkstederene og det vil der gøre i mange år endnu.