Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

onsdag den 24. juli 2019

Fra sort til hvid og fra hvid til sort

En tanke faldt mig ind forleden. Vi er omgivet af farver, ser alt i farver. En mangfoldighed af farver. Alligevel har jeg nu hele to gange skiftet noget fra sort til hvid eller omvendt. Noget som har været en vigtig del af mit liv i mange år. Det første skift var fra hvid til sort, nemlig min kat Misser,
Fik ham fra en kollega og han var faktisk 3. generations firmakat han var hvid og blev 15 år gammel. Så kom et år eller 2 uden kat. Så fik jeg Bandit, som er sort. Han er svensk og fra nabogården i mit gamle hus i Sverige. Han er nu 11 år.
Så skifter vi fra 4 poter til 4 hjul, og fra sort til hvid. Min dejlige sorte Hyundai Atos årgang 2007 blev for 2 uger siden totalskadet og er nu erstattet af en hvid Suzuki Alto årgang 2012.
Uheldet var med en masse blå blink og krøllet metal, men heldigvis uden nogen personskade. Desværre ses det på bankkontoen at skylden var min og at jeg ikke var kaskoforsikret. Jeg får det sikkert også snart sort på hvidt i form af en bøde. Undrer mig at den ikke er kommet endnu, men der er jo ferietid.

onsdag den 17. juli 2019

Fyn, Nordjylland og begravelse

Hvor tiden dog flyver afsted! Sidst jeg skrev noget var på bloggen her var før Påske og nu er vi midt i Juli. Og jeg er endnu en gang ved at gøre klar til en tur til Påryd. To uger sammen med Jørgen. Glæder mig. Det går ikke altid som man havde planlagt. For en måned siden skulle vi på en lille miniferie. Vores planlagte tur til Svendborg og det sydfynske blev en glad og hyggelig optakt til noget mere trist. Min søster blev alvorligt syg og døde dagen før turens start, og skulle begraves 8 dage senere i Hune. Derfor forlængede vi vores miniferie med 4 dage i Nordjylland.
I det sydfynske havde vi en B&B på Thurø og herfra lavede vi en endagstur til Ærø, hvor vi besøgte begge de skønne byer, Ærøskøbing og Marstal. Svendborg og Fåborg blev også gennemtravet på kryds og tværs.
Så gik turen til Nordjylland, hvor vi havde booket en B&B i Hjørring. På trods af dødsfaldet blev det også her til nogle hyggelige dage. Vi var en tur i Hirtshals, som vi ikke syntes havde ret meget at byde på. Så var der lidt mere liv i Hjørring, men turens bedste oplevelse var Lønstrup. Jeg har været barn i Pandrup og da var det Blokhus der trak og ikke upåagtede Lønstrup. Havde faktisk aldrig været der. Her i Lønstrup var der vild natur med slugter og stejle skrænter og der var idyl i den helt store stil. På den stille måde og ikke som det vilde liv i Blokhus.