Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

Rejsedagbog USA sept. 2013



Vil du med på eventyr? Så kig med her, - eller endnu bedre. - PRØV det!
 

 

Rejsedagbog USA sept. 2013

 

1-      3. September. Ankom til San Francisco kl. 13.30 lokal tid og blev hentet i lufthavnen af min niece Birgit og hendes mand Jim. Kørte en time med tog. De havde ikke taget bilen da Bay Bridge var lukket på grund af reparation. Hjemme hos dem i Moraga blev vi installeret i et dejligt værelse med eget badeværelse. Her blev vi forkælet og beværtet i den helt store stil. Var også en tur i NapaValley hvor vi var til vinsmagning og spiste frokost på V.Sattui Winery.

 Onsdag 4. sept. Birgit og Jim kørte os til Newark i det sydlige San Fransisco hvor vi kunne hente vores RV fra kl. 13. Vi var der ca. klokken 12.30 og der var allerede kø ved indtjekningsskranken. Var færdig med indtjek ca. klokken 13.30, men så var der lang ventetid på klargøring af RV-en. Fandt en nærliggende japansk restaurant og spiste en let kyllingeret. Fik bilen og gennemgik den med CruiseAmerica-medarbejder. Der manglede dæksel til ferskvandsbeholderen som han lovede at komme med. Det glemte han så vi måtte finde en anden medarbejder for at få dækslet. Kørte først fra afhentningsstedet kl. 16. Havde sat GPS-en på 1. campingplads i Vallejo ca. 80 km nord for San Fransisco. Kørte lidt forkert ved start og havnede på villavej hvor Per måtte vende skrumlet. Derefter var fik han sin ilddåb i myldretiden gennem San Fransisco. Turen der normalt kun skulle tage en time tog 3. Lige før campingpladsen lavede vi 1½ times ”grundindkøb”, - efter liste vi havde lavet hjemme. Ankom til campground kl. 20. Prisen for en nat var 35 $. Derefter udpakning og indretning. Pølser og salat til aftensmad og så godnat.
 


Torsdag 5. sept. Morgenmad m. frugt og cornflakes. Derefter gennemgik vi bilens funktioner ved hjælp af den medfølgende manual. Der var meget at sætte sig ind i. Så planlægning på PC af dagens rute og vi fandt ud af hvor vi evt. ville campere senere på dagen. Kørte fra Vallejo kl. 10.45 af vej 80 mod Truckee og  Lake Tahoe. Meget smuk tur hvor vejen hele tiden gik opad i Sierra Nevada- bjergene. Drejede fra lidt før Truckee ad vej 89 og kørte langs Lake Tahoe hvor det var meget svært at få lov at parkere nogen steder. Smukt var det, men alle steder stod der No Parking. Nåede Fallen Leaf Campground sidst på dagen. Skøn plads midt i skoven, ingen hook up, men vi havde strøm nok. Pris 30 $. Lavede koteletter på bål og spiste og drak kaffe under stjernerne mens vi lyttede/så efter bjørne. Så ikke nogen kun et par små grå egern.

  
Fredag 6. sept. Kørte fra Fallen Leaf Campground kl. 9 mod Jackson ad vej 88. Fantastisk smuk tur med snoede veje i bjergene. Handlede ind i WallMart i middagsheden. Kørte videre med retning mod Mariposa af vej 49. Nåede Yosemite Ridge Resort RV-park i Groveland ved 18-tiden. Fin naturplads med dårlige faciliteter og en dum sur vært. Snakkede med nogle brandfolk på campingpladsen og de fortalte at vej 120, som havde været lukket på grund af branden i Yosemite nu igen var åben. Skønt, så skulle vi ikke køre en længere omvej for at komme ind i Yosemitedalen.

 
Lørdag 7. sept. Kørte fra Yosemite Ridge Resort og af vej 120 mod Yosemite. Pladsen vi kørte fra var fuld af røgtåger. Det blev værre og værre og vi kørte igennem det værst ramte brandområde. Trist syn, sorte brændte træer og stadig masser af røg. Da vi var igennem brandområdet gik resten af turen op i de høje bjerge og vi så Yosemite folde sig ud. Købte National Park Pas ved indgangen til parken. Videre til Yosemite Valley day parking. Tog shuttlebussen til campground reservation. Alt var optaget. Vi havde ikke reserveret på forhånd. Blev sat på venteliste med 30 andre. Der var 5 af parkens i alt 13 pladser der var lukket på grund af branden. Vi var heldige, - meget. Fik plads i 2 dage på Upper Pines Campground. Skøn plads mellem høje træer. Så kom der ro på. Skal dog skifte plads i morgen , men på samme campground. Har set både mule-dear, ravne og masser af grå egern. Da mørket faldt på sad vi stadig udenfor ved bålet og lidt derfra blev der spillet live peruviansk musik. Hyggeligt.
 

Søndag 8. sept. Vågnede op i Yosemite. Dejlig morgenmad udenfor. Skulle skifte campingplads og ventede/spildte hele formiddagen før vi kunne flytte til vores nye plads. Kørte lidt rundt med shuttlebussen og fik handlet lidt souvenirs og en dejlig stor bøf som Per  stegte på grillen. Supergodt. Gik lidt småture og mødte en ranger til hest - Per havde ondt i foden som han forstuvede 2 dage før vi tog af sted. Surt. Vores nabo denne aften var en japansk mand som varmede sine fødder ved bålet iført mærkelige tøfler. Måske brandsikre? Kom desværre ikke ud i det reel Yosemite på lange traveture.
 




Mandag 9. sept. Sidste morgen i Yosemite. Nød morgenmaden i dalen. Fik tømt gråt vand på dertil indrettet plads. Forlod campground ved 9-tiden. Lavede mange fotostop på vejen ud. Kirsten var ude at gå en tur på engen og nede på knæ et par gange for at få et perfekt billede. Kørte af vej 41 gennem Wawona og Mariposa Grove, - stadig i den smukke nationalpark. Kørte til Fresno hvor vi spiste frokost i camperen. Meget varmt.! Videre mod Bakersfield ad vej 99. God men jævnt kedelig vej, men vi fik ædt nogle km. Fandt en meget ren og ordentlig by-campground i Bakersfield, pris 34,61 $ pr. nat. Fik et tiltrængt bad.

 
Tirsdag 10. sept. Kørte fra Bakersfield mod Barstow ad vej 58. Kørte gennem et fantastisk ørkenområde med små buske. Forbi Edwards Air Force Base.  Ingen forretninger i miles omkreds. Fandt Mojave Liqour Store, - spøjs lille butik. Så også mængder af store fly som er opmagasineret her i den tørre ørken i venten på bedre tider for flytransporten. I Barstow tog vi en lille afstikker til Calico Ghost Town, - en autentisk gammel cowboyby hvor der havde været en gammel sølvmine. Så tog vi Interstate 15 til Baker hvor vi drejede mod nord af vej 127 Death Valley Road. Fandt Tecopa Hot Springs Campground i flot solnedgang, plus lyn, regn og blæst over bjergene. Pris 35 $. Dagens ret: biksemad med spejlæg.



Onsdag 11. sept. Er nu landet i Las Vegas i Riviera RV-park. Handlede i WallMart i Pahrump efter at vi havde krydset statsgrænsen som kun var markeret med et skilt. Fra Pahrump var der kun ½ times kørsel til Las Vegas. Kørte forkert da det var svært at følge GPS-en i bytrafikken. Så vi gjorde ”Down Town” Las Vegas og The Strip i vores store bil. Fandt pladsen og bookede 2 nætter a’ 27 $. Vaskede tøj og hang det ud på tørreplads og så regnede og tordnede det. Spiste os overmætte på Sahara Saloon som lå tæt ved. Fik våde fødder fordi vi måtte vade igennem store vandmasser ved fortovskanterne. Heldigvis havde vi sandaler på.
 

Torsdag 12. sept. Morgenmad i Las Vegas. Tog bussen på Sahara Road og endte efter en times kørsel på endestationen. Og det lignede Sahara, - altså helt i udkanten af byen som jo ligger i en ørken. Tilbage med bussen og fandt langt om længe The Strip. Her blev Per ”klippet” hos frisøren på Circus Circus, d.v.s. fik en tur rundt om månen. Pris 35 $. Maskinklipning / økonomiklipning. Handle lidt og hjem igen med stort besvær. Ingen vidste hvor Palm Street og Riviera RV lå. Ind til byen igen til aften. Spillede for 10 $ i tårnet, Stratosphere, og vandt 12 $ og fik en gratis whisky hver. Flot udsigt deroppe. Forstod pludselig hvorfor Hoover Dam blev bygget!
 

 

Fredag 13. sept. Kørte fra Las Vegas ca. 9.30. Det var vi ikke kede af. Kørte mod nordøst ad Interstate 15 og Valley of Fire Hwy til Valley of Fire Statepark. Spændende sted med røde klipper i fantastiske formationer. Droppede Hover Dam, - der skulle vi have været først for ikke at køre en omvej. Tilbage på Interstate 15 blev kursen sat mod Mesquite på grænsen mellem Nevada og Arizona og her spiste vi frokost. Videre gennem smukt landskab og over grænsen til Utah. På vej videre handlede vi i  liqour/tobacco store hvor de inde i forretningen havde så meget fyrværkeri stablet op at Seest ulykken ville blegne hvis det røg i luften. Så kom der kraftige regn og tordenbyger, - vi og store truckere holdt stille på highway 15 til det lettede. Kørte fra ad vej 89. Faldt over Paradise RV-park i Panguitch, nær Bryce Canyon, pris 14 $ med hookup. Skøn plads med mange blomster og sten. Der var hundekoldt, lå i 2.2 km højde og det småregnede og blæste. Dejligt med en god stærk chili con carne indendørs! Rødvinen vi havde købt i liqour store var dog noget værre sprøjt, - kun 9% og sød.
 

Lørdag 14. sept. Kørte fra Paradise mod Page ca. 9.30. Drejede fra ad vej 12 og kom igennem Red Canyon. Flere røde klipper. Flot. Videre til og ad vej 63 hvor vi besøgte Bryce Canyon. Holdt ved alle de steder hvor vi ikke skulle dreje væk fra vejen. Skulle nok også have kørt fra og set Sunrise, Sunset eller Bryce Point. Pyt, det var fantastisk flot det vi så. Det ene skue mere ubeskriveligt end det andet. Mødte også 7 Harleydrenge fra Holland som arriverede for fuld musik med Jambalaya på spilleren. De vakte opsigt. Ud på vej 89 igen og igennem Kanab og Big Water. NåedeGlen Canyon og brugte NP-passet for 3. gang. Fandt Wahweap Campground ved Lake Powell-søen, vi var nu igen i Arizona, pris 48 $. Utrolig smukt med solnedgang over bjerge og sø. Grillede dejlige bøffer mens lynene flammede over bjergene og månen lyste over søen. Græsk musik på spilleren.
 

Søndag 15. sept. Op kl. 7. Morgenmad med udsigt og så planlægning. Kørte fra pladsen kl. 10. Første stop 5 min. efter. Fantastisk sted med udsigt over Lake Powell. Derfra til Glen Canyon Dam. Ikke så stor som Hoover Dam, men spændende alligevel. Videre til Page hvor vi bookede en tur til Antelope Canyon hos indianerne. Spiste nachos plus dejlig øl på mexicansk restaurant mens vi ventede. Turen startede med indianerdans og så gik det i åbne 4-hjulstrækkere ud over ørkenen til canyonen. Fantastisk dygtig indiansk guide. Fløjtespillende og fotokyndig. Og grotten, - helt ubeskrivelig, har aldrig set noget lignende. Fantastiske former og farver på klipperne, hvor solen og lyset nogle steder nåede ned. Dyrt, men alle pengene værd og der var ingen kinesere. Videre mod syd af vej 89 igennem det store Navajo Indianer Reservat til Cameron Trading Post som er en gammel handelsstation grundlagt i 1911. Her var bl.a. en spændende butik hvor der blev solgt indianske ting, såsom tøj, smykker, buer og pile, keramik, kurve og tæpper. Vi camperede på en tilhørende campground på den anden side af den trafikerede vej 89. Pris 48 $.


Mandag 16. sept. Efter endnu en tur i ”indianerbutikken” Kørte vi af sted mod Grand Canyon ad vej 64. Første stop var ved Little Colorado River Gorge, et indianerejet sted hvor der var meget flot. Der var også indianske boder med smykker og Per forærede mig 2 flotte halskæder. Pris for for 2 stk. 15 $. Nåede til Grand Canyon og kørte ud til Mather Campground nær Grand Canyon Village. Alt optaget! 25 miles retur til Desert View Campground. Fin plads. Mødte Rasmus, Marianne og Klara på 2 år. Hyggede os med dem en times tid eller to. Dagens ret Chili Con Carne ude ved bålet.
 

 


Tirsdag 17. sept. Besluttede at køre en dag tidligere fra Grand Canyon for ikke at komme i tidnød på sidste stræk. Fik set alle udsigtsstederne langs Grand Canyon og stået på adskillige yderligt liggende klippefremspring og kigget i dybet. Og taget billeder og video. Grand Canyon er utrolig flot, faktisk helt ubeskriveligt. Skal ses. Kørte til Grand Canyon Village for at få et bad, besværligt at finde, men dejligt efter 3 dage uden. Kørte videre ad vej 64 gennem endnu et stort ørkenområde til Williams hvor vi tog Interstate 40 til vi nåede den historiske Route 66. Camperede på KOA plads i Seligman langs jernbane med kilometerlange godstog. Dagens ret: Stor grillet bøf med salat og bagt kartoffel.

 

Onsdag 18. sept. Kørte fra KOA-pladsen ved 9-tiden og ind til Seligman hvor vi så på gamle biler og flotte fyre og smarte piger i cowboytøj. Der var også levende countrymusik. Rigtig 60-er nostalgi for drengene. Videre af Route 66 mod Hackberry. Så flere gamle biler, bensinstandere og en masse andet 60-er lir. Gik på cowboybar og fik en øl og en sludder med 3 gamle gubber. Kirsten blev ”berømt” for både at skille og samle hestesko med ring. Det havde de kun set en gøre og det var servitricen. Videre i højderne ad smalle Route 66 fra Chicago til L.A. Blev fotograferet og kommer måske med i en ny bog han skriver. Næste stop var Oatman, som var en rigtig cowboyby med æsler gående frit på gaden og med en masse sjove huse, butikker, barer og skilte. Ikke en spøgelsesby, - her boede man rigtigt. Camperede nær Needles på en ret tom plads med store palmer og små papegøjer. Den var ejet af en Mojave-indianer og de lange tog kører også forbi her.snoede bjergveje. Mødte Dave med familie i et pas. Dave var guide på
 

Torsdag 19. sept. Kørte fra indianerpladsen og videre ad Interstate 40 gennem Mojaveørkenen. Fantastiske store øde vidder, - stadig med jernbanen ved siden af. Og der var varmt! Efter vores oplevelse af Las Vegas besluttede vi at droppe besøget i Los Angeles og nå ud til Highway 1, så vi kørte gennem L.A. på en stor gennemgående vej i myldretiden. Godt hjulpet af GPS-en nåede vi kysten ved Santa Monica. Fik benzin på og handlede lidt. Fortsatte til Malibu hvor alle filmstjernerne bor. Her camperede vi på Malibu Beach RV-park. Fint skal det være! Skøn plads lige ovenover Stillehavet.
 

Fredag 20. sept. Fra Malibu kørte vi mod Solvang. Byen var ikke noget at skrive om, alt for kunstig og for lidt dansk, men vi fik medisterpølse og den var fin. Kørte fra Solvang mod Pismo af vej 101. Kom igennem et kæmpe vin og landbrugsområde. Det var noget helt andet end de store ørkenområder vi havde kørt i tidligere. Der var mange mexicanere i arbejde i markerne og alt virkede meget mexicansk, - også navnene. Kom f.eks. igennem Los Alamos og Guadalupe. Nåede Highway1 igen og Pismo Beach hvor vi prøvede om vi kunne campere på stranden. Var ved at sidde fast. Fandt i stedet Pismo Sands RV-park hvor vi mødte The Howells, et amerikansk par med en lille chiwauwa. Hyggede os med dem ved fælles bål efter en stor bøf.
 

Lørdag 21. sept. Kørte fra Pismo Sands og målet var Monterey eller Carmel. Turen bød på bjergkørsel i den helt store stil, - i tåge og regn på store stræk. Smukt var det på de steder hvor vi kunne se havet. Og imponerende. Tog mange billeder på mange stop. Spiste frokost ved Seven Stairs hvor der stod et bord til det samme. Flot udsigt. Nede fra højderne igen fandt GPS-en Carmel By The River RV-park, - godt skjult og dyr. 63$/nat.

 

Søndag 23. sept.  Kørte fra Carmel mod Son Jose’. I dag skulle vi ikke se noget særligt. Vi skulle bare finde en campground, - den sidste på turen, hvor vi kunne få vasket tøj, pakket, rengjort camperen og få tømt spildevandstankene og fyldt brændstof og gas på. Fandt med besvær Thousand Trails RV-park i MorganHill. Meget speciel. Blev tjekket ind af meget stresset Apache/Siux-dame. Det tog lang tid. Pladsen havde alt til faget hørende. Swimmingpool, vaskefaciliteter, strøm. Resten af dagen går med at vaske, pakke og prøve at rengøre vognen med de få midler vi havde til rådighed. Vi hygger, evaluerer og småskændes lidt, for lige så gode vi er til at holde ferie sammen, lige så dårlige er vi til afslutte, rengøre og pakke, - sammen.
 

 Mandag 23. sept. Sidste dag. Kørte fra Thousand Trails RV-park kl. 8 efter at have tømt tanke og fået gas på. Begge dele kunne gøres i RV-parken. På det sidste stræk fra Morgan Hill til Newark kørte vi igen gennem et stort gartneriområde. Så bl.a. kæmpemæssige arealer med artiskokker. Holdt ind ved kæmpetelt/markedsbod ved vejen for at købe lidt frugt. Utroligt flotte grøntsager og frugt de havde. Det er noget andet end i Danmark. Nåede Newark kl. 10.15 og afleveringen af vores RV gik som smurt, - ingen ventetid, ingen klager, alle depositum og tankpenge retur. Ventede 10 minutter udenfor, så kom Birgit og Jim og så gik det ”hjem” til Moraga og en kold drink og en tur i poolen før bøffen. Tidligt i seng. Trætte af alle indtryk. Eventyret i det vilde vesten var til ende.
 

 
Tirsdag 24. sept. Tidligt op, morgenmad og så af sted med toget sammen med Birgit. Vi skulle selvfølgelig også se noget af San Fransisco. Vejret var med os. Solen skinnede og der var ingen tåge. Vi så Ferry Building og andre spændende bygninger. Kirsten fik et par nye øreringe lavet af computerskrot. Meget flotte. På havnefronten var der ekstra meget liv da vi i tilgift fik hele virvaret omkring Americas Cup hvor New Zealand og USA skulle dyste. Kiggede også på søløverne på Pier 39, sikken en larm og føj for en stank. Vi så også alt gøglet og boderne og forretningerne på Fishermanns Wharf. Spiste en dejlig frokost i en fiskerestaurant her. Vi så selvfølgelig broerne, fik et kig til Alcatras og gik en tur i Chinatown. Var i den berømte Buena Vista cafe og fik en Irish Coffe. Som sidste punkt kørte vi en tur med kabelsporvognen. Fin dag.

 
 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Hvis du kan lide min blog så skriv gerne en lille hilsen/kommentar