Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

tirsdag den 12. november 2024

Blade, blade og atter blade

 

Der er efterår og løvfald i den helt store stil. Græsplænen er igen blevet dækket af fine gule blade. Der er allerede kørt 6 sække væk og nu er der mindst lige så mange sække blade igen at køre til Viby. Fast arbejde, men der er heldigvis ikke regnvejr. Malik har også været højt oppe i birketræet, men han kunne heldigvis selv komme ned igen. Og der er bare så mørkt på denne årstid, - tid til varme sutsko og varm kakao og en god bog. Der er også blevet tid til dækskift på bilen inden vinter. Det tager mekamikeren sig af på mandag imens jeg drikker en kop kaffe i ventetiden. Alt skal passes også kaffen!

søndag den 27. oktober 2024

Så gik oktober - næsten

 Jeg synes godt nok efteråret kom pludseligt. Bladene falder lystigt allevegne. Og de bliver bare liggende på græsplænen, hvis der da ikke kommer en god østenvind og blæser dem tilbage i plantagen. Jeg blev faktisk overrasket til morgen. Klokken var kun 7. Havde lige glemt at det var sidste weekend i oktober og derfor var der blevet vintertid. Ok sikke mørkt der er nu allerede  nu kl. 16. Gråt og trist vejr hele dagen. Det er nok også tid til at få skiftet til vinterdæk på bilen inden der pludseligt kommer nattefrost. Malik er nu blevet en del større og har taget æbletræet i brug som klatretræ. Det tog lige lidt tid for ham at finde ud af at komme ned igen fra træet, men nu går det fint.

lørdag den 5. oktober 2024

Husets nye herre, - min kat Malik


 Så er det vist på tide at præsentere Malik! Han er en almindelig huskat, ud af et kuld på 3 killinger, som jeg fandt på facebook. Der var 2 hunkillinger og så Malik, som er en lille fræk hankat. Jeg ved ikke om folk er bange for sorte katte eller hvorfor han ikke allerede var afsat. Bandit, hans forgænger var også sort. Malik har nu inspiceret hver en krog og hvert et skab her i huset. I starten måtte han jævnligt befries for spindelvæv, som han blev spundet ind i når han rendte rundt under sofa, skabe og bag sengen i soveværelset. Malik er en formidabel jæger.Han har allered fanget mindst 10 mus, mest spidsmus og et par gråspurve. Og han æder som en hest, men nu er det slut med killingefoderet. Han er nemlig blevet kastreret og så skal man passe på at han ikke bliver for fed. Han har heldigvis stor respekt for larmen fra bilerne på den meget trafikerede Lejrevej. Jeg håber på at Malik kan berige mig med et langt katteliv, ligesom hans 2 forgængere havde her på matriklen .

søndag den 29. september 2024

Opsamling/opdatering

 Næsten 3 mdr er der gået siden jeg har ladet høre fra mig her på min blog. Jeg kører bil igen efter min lille blodprop og har det stadig godt helbredsmæssigt. Rydningen af Jørgens lejlighed på Hyldegårdsvej kom endelig igang. Gitte, Henrik, Helge og jeg lavede en kæmpemæssig oprydning og sortering af indbo og papirer. Næste step var selve rydningen. Her fik vi fantastisk effektiv og sober hjælp fra Kræftens Bekæmpelse. Lejligheden er nu blevet solgt og om ganske få dage overtager den nye ejer lejligheden. Efter den fine kirkelige ceremoni (bisættelsen) i Klostermarkskirken den 5, juni, er Jørgens urne nu endelig, efter et par måneder, blevet nedsat på Ringsted Kirkegård, uden min eller familiens deltagelse. Jeg måtte selv hente urnen på krematoriet og fragte den til kirkekontoret. Har fået vist gravstedet og det bliver, som Jørgen ønskede, en flad sten i græs.  Nu mangler kun salget af sommerhuset på Søbjergvej, som Jørgens nabo Arne Gårdbo gerne vil købe. Håber det går i orden, men vi skal sikkert en tur omkring skifteretten i løbet af oktober. 


fredag den 5. juli 2024

Vente, vente og vente....

 

Hvis der er noget jeg ikke bryder mig om, så er det at vente. Aldrig vente, - lav noget andet plejer jeg at sige. Jeg kan heller ikke lide når jeg er sat uden for indflydelse, uden rigtig at kunne påvirke begivenhedernes gang, som det er tilfældet i denne arvesag. Derfor er der blevet lavet en masse havearbejde, - det er god terapi. Tre uger ventede vi på at få lov at begrave Jørgen og nu har vi ventet i 50 dage på at få lov at begynde oprydning og tømning af hans lejlighed. Så sent som igår var der protester fra Jørgens datter Marie, som slet ikke skal deltage i dette arbejde. Vores bobestyrer har sgt god for det, så nu begynder vi i morgen. Endelig igang med noget konstruktivt, selv om det nok bliver hårdt rent mentalt. Jeg venter også på at får lov at køre bil igen efter min lille blodprop, så derfor bruger jeg Flexbus på turen til Ringsted imorgen. Nu skal jeg heldigvis kun vente i 12 dage før jeg får min kørselsfrihed. 

fredag den 7. juni 2024

Sorgens mange ansigter


At bearbejde en sorg er svært, men jeg gør det bedst ved at tænke en masse tanker og ved at skrive. Der er sagt en masse kloge ord om sorg og her vil jeg dele et par stykker med jer.

Sorg er prisen vi betaler for kærlighed - Queen Elisabeth II

Risikoen vd kærlighed er tab, og prisen for tab er sorg,- men sorgens smerte er kun en skygge sammenlignet med smerten ved aldrig at risike kærlighed - Hillary Stanton Zunin

Døden efterlader en hjertesorg som ingen kan hele, kærligheden efterlader et minde som ingen kan stjæle - Fra en irsk gravsten

Når du er sørgmodig, kig da ind i dit hjerte og du skal se at du i virkeligheden græder for det, som har været din glæde - Kahlil Gibran

Ingen dør nogensinde rigtigt så længe de tog sig tid til efterlade os med dybe minder - Chris Sørensen

Lige nu føles her utroligt tomt efter at både Jørgen og Bandit pludelig har forladt mig. Så frygteligt tomt!

Livskloge Astrid Lindgren har også et par citater om sog og død.

Jeg har ikke noget imod at dø: Bare ikke i morgen. Jeg har en del jeg skal nå først! - Astrid Lindgren
Man bør leve sit liv så man bliver ven med døden. - Astrid Lindgren

Selv trøstede Astrid Lindgren ofte sine venner i sorg med følgende kinesiske ordsprog: 

"Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flive over dit hoved, men du kan forhindre dem i at bygge rede i dit hår"

mandag den 3. juni 2024

Farvel Bandit

 Min dejlige kat Bandit er gået til de evige jagtmarker. Næsten 18 år blev han. Som lille killing fra nabogården i Blekinge kom han her til huset i Lejre. Jeg fik ham ganske gratis og det er jo nok en af de bedste gaver jeg har fået. Utallige glæder og sjove oplevelser har han givet os. Hver en krog og hvert et skab i huset er blevet undersøgt. Ude var han ivrig deltager i havearbejdet og utallige gange måtte vi lede i fyrrum, garage eller skur, hvor han var gået på opdagelse uden at vi havde set ham. Når klokken blev 18 var Bandit på pletten, for så var det spisetid og kom han ikke, så var han nok i fyrrum eller garage. 

Bandit var også velkendt hos dyrlægen, både til de årlige vaccinationer eller når han skulle lappes sammen eller have renset en byld efter slagsmål. Det sidste år kunne han ikke længere klare sig mod de store unge hankatte i nabolaget. Det kostede syv ture til dyrlægen og så blev han indekat om natten og var kun ude under opsyn. Jørgen var utrolig glad for Bandit og købte en fin kattebakke til ham. Godt at Jørgen ikke nåede at opleve kattens død. To uger efter Jørgens død fulgte Bandit efter. Fik vejrtrækningsproblemer, måske lungebetændelse eller hjertet. Men når nøden er størst er hjælpen nærmest. Jeg kan ikke takke dyrlæge Tommy Olesen nok for hans hjælp med Bandit. Nå ja, du må ikke køre bil, men så kommer jeg bare forbi. Lige nu føler jeg både sorg og taknemlighed. Og Bandit er selvfølgelig begravet under sin elskede troldhassel.