Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

lørdag den 5. december 2015

Julen, - noget man glæder sig til eller frygter?

Jeg hører til dem der altid har syntes at Jul og julemåneden var hyggelig. Andre begynder at rase og
se sig gal på julen allerede i oktober når forretningerne begynder at sælge juleting og lokalaviserne annoncerer for årets julefrokoster. Selv ser jeg det næsten ikke, - går forbi og overser det hele. Lige indtil at, - hovsa der er jo 1. søndag i advent på søndag. Så rykker jeg. Kalenderlys, ler, gran og lys til adventskransen bliver købt. Julekassen bliver hentet ned fra øverste hylde i skabet og sorteret i ting til førjul og ting til juletræet. Og er der først taget hul, så skal tingene frem og sættes eller hænges på deres vante pladser. Intet er tilfældigt. I år er julen nu ikke helt som den plejer, - mildest talt. Havde faktisk frygtet Julen lidt. Nissefar har nemlig forladt Pandekagehuset. Trist, synes jeg. Juleglæden har han dog ikke taget med. Jeg kan stadig glæde mig over julehyggen og pynter op som jeg plejer at gøre. Kan konstatere at min juleglæde altså ikke hang på Nissefar. Heldigvis!

fredag den 27. november 2015

Vinteroprydning i drivhus

Dagen igår var jeg billøs. Den lille Hyundai er hos mekaniker et par dage for at få en undervognsbehandlig og olieskift. Det gjorde nu ikke så meget at det var en hjemmedag for der er nok at se til udendørs stadigvæk. Først skulle der fejes. Den fine hvide sne var smeltet og havde efterladt en masse mos fra taget og blade og smågrene. Det pyntede at få det væk og så var der tid til kaffe på terrassen. Solen skinnede og det gode vejr skulle udnyttes så jeg gik igang med at rydde op i drivhuset. Planterne var fjernet for længst, men alle de visne blade fra vinen pyntede ikke ligefrem. Og så var der plantesækkene og kapilærkasserne. Sækkene blev slæbt ud i køkkenhaven og tømt der. Kasserne blev tømt for vand og båret udenfor til yderligere rengøring. Og hvad dukkede der så frem? Dræbersnegle, - hele 17 af disse ulækre fætre gemte sig under kasserne. De blev smidt i kloakken som sædvanligt. Godt at jeg fik ryddet op, så de ikke formerede sig i vinterens løb. Nu er der fejet og de rengjorte kasser står pænt stablet og der kan serveres en kold øl eller en kop kaffe i cafeen.

mandag den 23. november 2015

Og hvad lærte jeg så af det??

Sidder her med sved på panden selv om der fryser 4 grader udenfor. Ude skinner solen fra en skyfri himmel. Alt er hvidt og solen får sneen til at glimte som krystaller. Fine istapper hænger hele vejen langs tagskægget. Utrolig smukt. Lige til at sætte sig indendøre og nyde synet af. Hvis det bare ikke var sådan at jeg ikke kunne komme ud af min indkørsel. Der var kun et at gøre. Fatte skovl og sneskraber. Nu er indkørslen ryddet. Det tog 2-3 timer med passende pauser når sveden på panden og ryggen krævede det. Pauserne var selvfølgelig med kaffe og en velfortjent øl. Det jeg så har lært af hele den her manøvre er at når der meldes sne i større mængder så skal sneslyngen stå i garagen eller på terassen og ikke som nu ovre i redskabsskuret hvor den er sneet inde.

søndag den 22. november 2015

Sneet inde Pandekagehuset



Det var da vist godt at jeg fik ordnet blomsterkrukkerne i sidste uge. Idag er der ihvertfald ikke vejr til den slags. Skulle have været på min søndags gåtur i Svogerslev i formiddags og til børneførselsdag i Roskilde i eftermiddag. Begge dele blev droppet af den simple grund at der i løbet af aftenen og natten er kommet betragtelige mængder sne her på Midtsjælland. I min indkørsel, det vil sige langs hele sydsiden af huset, ligger der en snedrive på godt en halv meters dybde. Heldigvis er der slet ingen sne på terrassen og det var kun nødvendigt at skovle et par meter for at komme ind og se til fyret. Havde selvfølgelig både skovl og sneskraber parat udenfor. Har også en sneslynge men den blev i skuret, Ved heller ikke om den kan starte. Det har sneet det meste af dagen og drysser stadig lidt. Temperaturen er nu steget til 2 grader, så måske slår det over i regn og så forsvinder sneen måske af sig selv. 

tirsdag den 17. november 2015

Lidt krukkeri forud for vinteren



Til formiddag viste vejret sig fra sin pæneste side og så var det tid tid at ordne lidt i haven. Lidt vinterforberedelse faktisk. Først skulle nettet over havebassinet fjernes. Nu var alle blade jo faldet af birketræet som står lige ved siden af. Pumpen skulle også tages op og erstattes med en som kun giver luft og derved holder vandet åbent i frostvejr. Blomsterne i krukkerne var også færdige for i år. Begonieknoldene er taget op for et par uger siden. De plejer at være det eneste genbrug fra år til år, men i år jeg vil prøve om pelargonierne og et par fucksia kan overvintre inde i værkstedet hvor der er blevet lidt mere plads. Hortensiaerne fik plads i garagen og ikke som de plejer i drivhuset. De kan godt tåle en lille snert frost. Da gårdspladsen var fejet og der var revet endnu en sæk blade sammen begyndte det at regne. Perfekt timing. Så var der tid til en velfortjent øl og en frisk kop kaffe.

lørdag den 14. november 2015

Julestemning i November??

Det er ikke den helt store julestemning der hersker her i huset på sådan en solbeskinnet novemberdag. Alligevel er det jo ved at være tid til at tænke på at finde kassen med juletingene frem. Og måske kigge efter hvor lyskæderne til haven befinder sig og om de virker. Haven ser ihvertfald ud til at trænge til lys, den ser temmelig mørk ud når solen har slukket sin lampe. Har købt et stort fint kalenderlys. Plejer ellers altid at vente til der kun er de grimme tilbage, men ikke i år. Mos til dekorationer har jeg også i rigelige mængder. Det blev hentet i Påryd i efterårsferien. Idag er der kun 14 dage til at første lys i adventskransen skal tændes, så derfor tænkte jeg at juletingene skal ses efter og deles, - det er jo ikke mit det hele længere. Og der er rigeligt til at dele skulle jeg hilse og sige..

søndag den 1. november 2015

Så er det bare derudaf!

Har for godt en måned siden meldt mig på et gå tur-hold i Svogerslev. Vi går en tur på omkring 7-9 km på et par timer hver søndag formiddag. I raskt tempo, for det er gymnastikforeningen der står for det, så vi får sved på panden. De første gange har mit fodtøj ikke været alt for velegnet. Støvler som absolut ikke var gode. I mangel af bedre gik jeg over til gummistøvler med en tyk sok i. Nogenlunde. Til min fødselsdag gav børnene mig penge så jeg kunne købe et par gode løbesko. De blev købt igår. Måtte selv spæde 200 kr til men så fik jeg også et par gode sko. Endda med 200 kr. i rabat. Nu er de afprøvet og de bestod prøven. Turen idag gik til Hyrdehøjskoven. Skulle lige nyde de smukke farver inden de sidste blade falder af træerne. Solen tittede frem og flot var det. Og et svanepar fuldendte synet. Når det så ovenikøbet er gratis glæder både solen, svanerne og gåturene så er det bare om at komme derudaf.