Bloggens rejsedagbøger er fra vores rejser til New Zealand hvor vi kørte landet tyndt i en autocamper. Så er der en rejsedagbog fra en rundrejse i Kina med sejlads på Yangtze. Den sidste rejsedagbog er fra en tur i USA i autocamper Jeg vil også fortælle om vores ferier på Samos og hvorfor vi er faldet for netop den ø. Desuden er der noget om vores hus i Sverige og ture rundt om i Danmark. Resten er hvad jeg ellers falder over af spændende sager. God læselyst!
Om mig
- Kirsten
- Lejre, Denmark
- Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.
fredag den 13. marts 2020
Fredelig gammel kone midt i en ret kaotisk verden
I en lille måneds tid havde vi hørt om udbruddet af Coronavirus (Covid-19) i Wuhan. Og det var jo langt væk, - helt i Kina. Den 27. februar kom så meldingen om at en dansker, en TV2 medarbejder var testet positiv for denne virus. Og nu var det pludselig tæt på. Han boede i Roskilde, - alt for tæt på, når jeg bor i Lejre. Måske skulle man sikre sig med lidt dagligvarer og finde den håndsprit frem, som jeg havde i forvejen. Ingen panik, bare sund fornuft. Købe lidt ektsra kattemad, lidt pastaskruer og et par poser mel til rugbrød. Og så vaske hånder og bruge håndsprit når jeg kom hjem. I familien skulle et barnebarn med mand og børn en tur til Thailand inden Påske. Selv havde jeg, som sædvanlig, planer om at tilbringe Påsken i vores hus I Påryd, - Sverige, sammen med min yngste datter og familie. Syntes dog det var lidt risikabelt at rejse til Thailand med to små børn og hvad med turen til Sverige i denne situation? Idag blev beslutningen så taget for os allesammen.
Danmark lukker ned og rejser til alle lande frarådes, - altså både til Sverige og Thailand. Bliv hjemme og hold lav profil! For at bremse smittespredningen, er alle skoler lukket. Alle der kan, bliver sendt på hjemmearbejde. Offentlig ansatte, undtagen sundhedspersonalet, sendt hjem i 14 dage. Alle ikke livstruende operationer er blevet udskudt. Beredskabet ved livstruende sygdomme, som f.eks. kræft bliver ikke berørt. Heldigvis. Per, min eksmand, er idag blevet opereret for lungekræft i Odense, - ganske som planlagt. Sygehuset i Odense har landets bedste ekspertise med hensyn til Lungekræft og Per er både lettet og fortrøstningsfuld efter veloverstået operation. Selv vil jeg så vidt muligt, kun omgås Jørgen og katten, - de ser indtil videre ret sunde ud. Skal godt nok til kontrol hos øjenlægen, hvis det ikke bliver aflyst.
Håber at verden igen bliver et rart og trygt sted for os alle!
Etiketter:
Coronavirus,
Covid-19,
Lungekræft,
Sverige,
Thailand
fredag den 31. januar 2020
Januar gled forbi
Ja det gjorde den, har jeg lige opdaget her den sidste dag i januar. Gled forbi i sit eget stille og rolige tempo. Den ene dag tager den anden. Savner vinteren, den rigtige vinter med frost og sne. Alt det regn er utåleligt. Alt for varmt er der også, - unaturligt varmt. Skræmmende synes jeg. Sidder her i en underlig melankolsk stemning efter at have set filmen A little bit of Heaven om en ung kvinde der dør af kræft. Den var både lys, varm og morsom, men med den underliggende melankoli. Mindede mig om at hver dag er dyrebar og skal leves og ikke sløses væk. Fik lige selv en reminder. Var forrige mandag en tur forbi hjerteafdelingen på Holbæk Sygehus. Ondt i brystet og skyhøjt blodtryk. Blev undersøgt på kryds og trværs hele dagen og sendt hjem igen. Falsk alarm. Og blodtrykket er heldigvis helt på plads igen og jeg er klar til regionsbowling på søndag. Holdet skal forsvare guldet fra 2019.
ll
lørdag den 28. december 2019
Bævere og skovbrande
Så en dejlig naturudsendelse fra Canada idag. Her fortalte de blandt andet om bæveren. Der var millioner af bævere over hele det nordamerikanske kontinent før europærerne indvandrede. Europærerne drev pelsjagt i stor stil og udryddede næsten bæverne. Disse store gnavere havde stor betydning for skovene og var med til at holde dem fugtige. I vore dage er der for få bævere til at bygge dæmninger i de store skovområder i både Canada og USA. Skovene er derfor blevet mere tørre og det bevirker at lynnedslag og menneskenes uheldige omgang med ild meget nemmere kan starte en stor skovbrand. Endnu et bevis på at vi mennesker tit tænker mere på penge end på de konsekvenser vores levevis har på kloden
mandag den 23. december 2019
En fugl i hånden....
Når nogen dør bliver vi mindet om vores egen forgængelighed. Det er ikke rart. Jeg har altid haft en mærkelig mani med at læse dødsannoncer. Set hvordan der bliver flere og flere på min alder eller endda yngre. Uha, det uundgåelige rykker nærmere. Og sikke da en gang vrøvl, - det har det jo gjort fra den dag man blev født og det er jo gået meget godt indtil nu. Og hvad er så døden? Hørte forleden om en der fortalte om en nærdødsoplevelse. Hvordan han havde set sig selv fra oven liggende på en båre og hvordan han havde mødt sin afdøde far, som sagde han skulle gå tiilbage i sin krop, for det var ikke tid for ham endnu. Sjælen forlader kroppen når man dør,siger man, men hvad er sjælen? Jeg stod engang for mange år siden med en syg 18 år gammel undulat i min hånd. Pludselig var den død. Jeg var ikke spor i tvivl om at den var død, selv om den stadig var varm og så helt normal ud. Det var som om noget fløj væk i det øjeblik den døde. Idag er det et år siden at en af mine store helte, Troels Kløvedal døde. Det var ham, som gav mine rejsedrømme vinger. Og hans dejlige bøger har jeg læst med stor glæde. Hans positive og nysgerrige tilgang til livet var beundringsværdig. Og trods sygdommen, hans ukuelighed til det sidste. Hørte hans søn Mikkel i radion idag og han fortalte at da Troels lige var død fløj en rovfugl, meget usædvanligt tæt på, en runde over gården inden den steg til vejrs og fløj væk. Tror hans sjæl fløj med. Husk at livet er dyrebart og skal leves, - hver dag. Ikke noget med at sige at ting ikke kan betale sig fordi man er blevet for gammel. Lev for pokker!!
Etiketter:
Livet. Døden,
Nærdødsoplevelser,
Sjæle,
Troels Køvedal
torsdag den 19. december 2019
I denne søde juletid, - eller hvad....
Selv om verden umiddelbart ser fredelig ud, set fra min lille plet i Pandekagehuset her i Lejre, synes jeg der er en masse der ikke er helt som det skal være rundt omkring i verden. Her i Danmark drukner vi i regn i år og vinteren udebliver. Der er 12 grader i slutningen af december, - fint for varmeregningen, men alligevel helt forkert. Californien og Australien brænder og temperaturerne er gået helt amok, over 50 grader. Klimakonferencen kom der ikke noget ud af, - det havde jeg nu heller ikke ventet. De to supermagter, USA og Rusland, regeres af to mænd som jeg absolut ikke føler mig tryg ved. Kinesrene har svært ved at styre befolkningen i Hongkong og gad vide hvor mange oplysninger og overvågning de kan hive ud af min Huawei telefon uden min viden? I Danmark ruller den ene svindelsag op efter den anden. Først den store milliardsvindel i Skat, så Britta Nielsens svindel med de 111 millioner fra de socialt udsattes pulje, så svindel i Forsvarets Ejendomsstyrelse og nu er der også svindel på Seruminstituttet. Hvad sker der dog? Er den gode moral og etik og almindelig anstændig opførsel gået helt af mode? Tag så for pokker og opfør jer ordentlig allesammen og også vejret tak!
onsdag den 20. november 2019
torsdag den 31. oktober 2019
Halloween, - amerikansk gøgl??
I aften er det Halloween. Det kendte vi ikke i Danmark da jeg var barn. Det kom først til Danmark for omkring 20 år siden. Jeg tænkte at det ligesom Mors Dag var noget amerikansk gøgl, som kun havde til formål at hive penge op af dine lommer. Nu har jeg kigget lidt i historien og fundet ud af at Halloween er en over 2000 år gammel keltisk begivenhed. Navnet er en sammentrækning af All Hallows Eve, på dansk Alle Helgens aften. Begivenheden tog de mange irere med da de udvandrede til USA i slutningen af 1800-tallet. Idag holdes Halloween i masser af lande verden over. Selv har jeg aldrig deltaget i noget udover at bage 2 bradepandekager med uhyggelige motiver for min frisør som lavede et lille event for nogle år siden. Børnebørnene har udskåret græskarlygter og min svigersøn lavede græskarsuppe. Det var en tvivlsom fornøjelse, - smagte ikke af en skid, for at sige det ærligt. Han er ellers god til at lave velsmagende mad.
Abonner på:
Opslag (Atom)