Når nogen dør bliver vi mindet om vores egen forgængelighed. Det er ikke rart. Jeg har altid haft en mærkelig mani med at læse dødsannoncer. Set hvordan der bliver flere og flere på min alder eller endda yngre. Uha, det uundgåelige rykker nærmere. Og sikke da en gang vrøvl, - det har det jo gjort fra den dag man blev født og det er jo gået meget godt indtil nu. Og hvad er så døden? Hørte forleden om en der fortalte om en nærdødsoplevelse. Hvordan han havde set sig selv fra oven liggende på en båre og hvordan han havde mødt sin afdøde far, som sagde han skulle gå tiilbage i sin krop, for det var ikke tid for ham endnu. Sjælen forlader kroppen når man dør,siger man, men hvad er sjælen? Jeg stod engang for mange år siden med en syg 18 år gammel undulat i min hånd. Pludselig var den død. Jeg var ikke spor i tvivl om at den var død, selv om den stadig var varm og så helt normal ud. Det var som om noget fløj væk i det øjeblik den døde. Idag er det et år siden at en af mine store helte, Troels Kløvedal døde. Det var ham, som gav mine rejsedrømme vinger. Og hans dejlige bøger har jeg læst med stor glæde. Hans positive og nysgerrige tilgang til livet var beundringsværdig. Og trods sygdommen, hans ukuelighed til det sidste. Hørte hans søn Mikkel i radion idag og han fortalte at da Troels lige var død fløj en rovfugl, meget usædvanligt tæt på, en runde over gården inden den steg til vejrs og fløj væk. Tror hans sjæl fløj med. Husk at livet er dyrebart og skal leves, - hver dag. Ikke noget med at sige at ting ikke kan betale sig fordi man er blevet for gammel. Lev for pokker!!
