Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

onsdag den 1. februar 2017

Hotdogs på en sløv onsdag

 


Dagen startede med en tur til tandlægen. Planlagt heldigvis, - og ingen huller. Så til maling, hvor jeg p.g.a. tandlægebesøget kom en halv time for sent. Gik nu ikke glip af så meget. Vi sad og klattede lidt med acrylfarver på en paptallerken. Noget med at blande og se på komplementærfarver. Et af den nye lærers påfund. Herefter så vi en dvd om Goethes farvelære. Ikke meget maling idag! Mere spændende var indkøbsturen i butikken "normal". Skøn butik, hvor de har en masse småting til husholdning og forskønnelse af sig selv. Alt sammen billigere end normalt. Skulle bare lige købe hårlak, men der røg både en hårbørste, øjenskygge, deodorant,  et par postkort og en pose saltlakrids oveni. Nu jeg var ude at solde gik turen også omkring genbrugsen, hvor jeg afleverede en pose tøj og soldede en bog til  hele 10 kr. Og så var der lige pølsevognen, hvor jeg sluttede af med Roskildes bedste hotdog til 25 kr. Mums!
Torben Blinkes Nielsens billede.

mandag den 30. januar 2017

Frihed til at gøre lige hvad JEG vil lige NU

Tror ikke jeg har været så god til det tidligere. Altså det med bare at sætte mig ned og lade alt ligge, som ikke var nødvendigt lige NU. Jeg er jo opdraget med at pligten kommer før fornøjelsen. Pligten er en underlig størrelse. Pligten overfor hvem?? I mit tidligere liv har det jo nok været alle behov og ønsker hos dem der omgav mig. Satte deres ønsker og behov over mine egne. Nu er jeg ved at lære det, - altså kun at gøre det jeg føler for og har lyst til LIGE NU. Og det er jo meget nemt når jeg er alene, vil nogen jo nok mene. Men nej, - noget der tit sniger sig ind i mine tanker er, -  du bør eller du skal lige først. De tanker skal væk, men det kræver lidt arbejde at omprogramere gamle mønstre. Det var min gode ven Karl, der fik prikket lidt til mig på det område. Han påstår at i hans alder laver han kun hvad han har lyst til LIGE NU, resten må vente hvis det ikke er en nødvendighed. Tror virkelig han efterlever det, ellers kunne støvsugeren ikke stå i stuen i 14 dage uden at blive brugt. Selv arbejder jeg  stærkt på sagen!! For at blive den bedste og mest sande udgave af MIG SELV!

søndag den 29. januar 2017

Grå og diset søndag

Hvad kan man så lige bruge sådan en grå og diset søndag til? Ikke vejr til andet end sutsko og lang pibe vil nogen måske sige, Men vejret er jo aldrig hverken godt eller dårligt, - vejret ER bare. Og idag var det slet ikke så dårligt, - lige vejr til søndagsturen med Gåklubben. Vi var hele 10 der havde vovet sig ud. Godt nok skulle jeg have vanter på i starten idag, men man kan jo heldigvis gå sig varm. Turen idag gik til Lynghøjsøerne, - den tidligere grusgrav i Svogerslev, som nu er ved at blive omdannet til et vandreparadis med bænke og borde strøet omkring på passende steder. Efter turen rundt om søerne gik vi igennem Hyrdehøjskoven tilbage til Svogerslev. Turen idag blev på 8,5 km. Nu er det så blevet tid til en velfortjent frokost.

tirsdag den 6. december 2016

Klejner og frikadeller

Startede dagen med at lave klejnedej efter den samme gamle fedtede opskrift som jeg har brugt i mange år. Dejen blev stillet i køleskabet og så var det blevet tid til morgenmad. Efter morgenmaden skulle der laves en stor portion frikadeller. Der er både til fryseren og til Gåklubbens julefrokost, hvor jeg også i år står for frikadellerne. Da de var stegt gik turen til Roskilde. Skulle købe lidt flere julegaver, - mangler nu kun at købe 2. Julegaveindkøbene skulle kombineres med en tur til lægen. Jeg har fået fodvorter for første gang i mit lange liv, men jeg fik ros af sygeplejersken. de er næsten væk allerede. Vortefri er åbenbart et effektivt produkt, men det kostede også over 300 kr. Efter hjemkomsten fra Roskilde blev der så vredet og kogt klejner i lange baner. Frikadeller var rigtig gode, - ved ikke med klejnerne for de skal lige være kolde.

torsdag den 1. december 2016

December, - er lig med Julehygge

Hvor tiden dog går hurtigt! Nu er det allerede 1. December. Første søndag i Advent er overstået. Det er blevet tid til at kigge på juletingene, for der skal jo som der plejer, laves adventsdekoration og dekoration til kalenderlyset. Gran og ler og lys er indkøbt i god tid og så kalder dørene også på sin pynt, - alt skal være som det plejer, uanset om jeg kun er mig selv eller evt. har fået kæreste på. Nisserne stod også i kø. de ville frem i lyset og det kom de så. De har også deres faste pladser her i huset, - intet er tilfældigt og så er det jo egentlig dejlig nemt. Der var dog lige en detalje som kræver lidt ekstra hvert år. Nemlig vinduerne med de små bondehusvinduer. De skulle pudses og det er de så blevet. Nu kan julehyggen begynde og den varer ved til efter Hellig Tre Konger, den 6. januar.

onsdag den 26. oktober 2016

Efterårsferie i Sverige

Så gik turen endnu en gang til Påryd i efterårsferien. Denne gang måtte jeg køre selv og alene. Nød alligevel turen gennem det smukke Sydsverige, klædt i gyldne og røde efterårsfarver. Fuld musik på anlægget, kage og kaffe på kanden. Jeg var den første der ankom, de andre er jo arbejdsramte, så der var dejlig varmt da Bo og familie ankom med aftensmaden. Senere ankom Jeanette med hund og familie. Den traditionelle svampetur lørdag gav kun røde kinder, men ingen svampe i år. Måtte nøjes med champignon fra ICA til stuvningen. Selv om vi ingen svampe fandt så kom der gang i raflebægre, kort, ludo på svensk og Tegn og Gæt. Og Bo fik både lavet en hængekøje af rafter og alarm til at skræmme tyveknægte væk. Har jo haft 2 indbrud i år så vi håber det virker.

tirsdag den 11. oktober 2016

Så er efteråret over os

På sådan en dag med rusk og regn er der ting der trænger sig på. Det er ikke fordi man har lyst til at være ude, men alt kan jo ikke laves indefra. I dag er vinden i øst og det er en god retning når bladene ikke skal lande i havebassinet. Alligevel er det blevet tid til at nettet skal sættes over og det har jeg så gjort. Nu er det kun pumpen der evt. skal justeres lidt inden vinter.
Noget andet der har trængt sig på og faktisk irriteret mig et godt stykke tid var det automatiske udelys over garagen. I den ene lampe sidder en sølle sparepære  som ikke lyser ret meget (ny pære indkøbes) og den anden lampe virkede slet ikke. Havde prøvet at skifte pære og det hjalp ikke. Jeg er ikke elektriker, så første skridt var selvfølgelig at kappe strømmen. Så ned med lampen for at se om der skulle være faldet en ledning af, det var der ikke. Så skruede jeg pæren ud og lirkede lidt ved noget blik inde i fatningen, - så i med pæren og på med strømmen igen. Miraklet skete, - nu lyser den!