
Dagen startede med en tur til tandlægen. Planlagt heldigvis, - og ingen huller. Så til maling, hvor jeg p.g.a. tandlægebesøget kom en halv time for sent. Gik nu ikke glip af så meget. Vi sad og klattede lidt med acrylfarver på en paptallerken. Noget med at blande og se på komplementærfarver. Et af den nye lærers påfund. Herefter så vi en dvd om Goethes farvelære. Ikke meget maling idag! Mere spændende var indkøbsturen i butikken "normal". Skøn butik, hvor de har en masse småting til husholdning og forskønnelse af sig selv. Alt sammen billigere end normalt. Skulle bare lige købe hårlak, men der røg både en hårbørste, øjenskygge, deodorant, et par postkort og en pose saltlakrids oveni. Nu jeg var ude at solde gik turen også omkring genbrugsen, hvor jeg afleverede en pose tøj og soldede en bog til hele 10 kr. Og så var der lige pølsevognen, hvor jeg sluttede af med Roskildes bedste hotdog til 25 kr. Mums!
