I sne står urt og busk i skjul,
der er så koldt derude,
dog synger der en lille fugl
på kvist ved frosne rude.
Giv tid! Giv tid! den synger glad
og ryster de små vinger,
giv tid, - og hver en kvist får blad,
giv tid, - hver blomst udspringer.
Giv tid! og livets træ blir grønt,
må frosten det end kue,
Giv tid! og hvad du drømte skønt
du skal i sandhed skue.
Giv tid! og åndens vinterblund
skal fly for herlig sommer,
giv tid! og bi på Herrens stund,
hans skønhedsrige kommer!