Idag var vejret perfekt til havearbejde. Derfor gik jeg videre med mit store projekt, at få renset indkørslen for mos og ukrudt. Tager det i etaper og med passende pauser, da det giver sved på panden og ondt i ryggen. Sad lige og drak kaffe og læste i min bog. Bandit, katten, lå fredeligt og sov i stolen ved siden af. Pludselig lød der et ordentligt brag inde fra garagen. Hvad i alverden var dog det? Det måtte vi straks undersøge. Måske en fugl, - ja. Det var en solsorteunge, som sikkert var ude at prøve vingerne for første gang. Den flaksede skræmt rundt i vinduet. Og jeg skal love for at Bandit var på poterne! Hvis ungen skulle have en chance, måtte jeg fange den før Bandit og det gjorde jeg så. Nej hvor den skræppede og det gjorde dens far og mor også ude i haven. Heldigvis havde kræet ikke taget skade, den fløj fint da jeg slap den og familieidyllen var
genoprettet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Hvis du kan lide min blog så skriv gerne en lille hilsen/kommentar