Selv om verden umiddelbart ser fredelig ud, set fra min lille plet i Pandekagehuset her i Lejre, synes jeg der er en masse der ikke er helt som det skal være rundt omkring i verden. Her i Danmark drukner vi i regn i år og vinteren udebliver. Der er 12 grader i slutningen af december, - fint for varmeregningen, men alligevel helt forkert. Californien og Australien brænder og temperaturerne er gået helt amok, over 50 grader. Klimakonferencen kom der ikke noget ud af, - det havde jeg nu heller ikke ventet. De to supermagter, USA og Rusland, regeres af to mænd som jeg absolut ikke føler mig tryg ved. Kinesrene har svært ved at styre befolkningen i Hongkong og gad vide hvor mange oplysninger og overvågning de kan hive ud af min Huawei telefon uden min viden? I Danmark ruller den ene svindelsag op efter den anden. Først den store milliardsvindel i Skat, så Britta Nielsens svindel med de 111 millioner fra de socialt udsattes pulje, så svindel i Forsvarets Ejendomsstyrelse og nu er der også svindel på Seruminstituttet. Hvad sker der dog? Er den gode moral og etik og almindelig anstændig opførsel gået helt af mode? Tag så for pokker og opfør jer ordentlig allesammen og også vejret tak!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Hvis du kan lide min blog så skriv gerne en lille hilsen/kommentar