Vejret er for tiden ret omskifteligt. Forleden dag var der et voldsomt blæsevejr og kraftige byger med både regn og torden. Dagen efter skinnede solen fra en næsten skyfri himmel og der var ikke ret megen vind. Selv om jeg bor i et gammelt bondehus med stråtag, har jeg ikke en rigtig gammeldags vejrhane.
Kunne godt tænke mig en, men den skal jo helt op på spidsen af gavlen og gamle koner som mig skal ikke kravle rundt på stiger. Derfor er jeg meget glad for min flagstang, hvor vimplen kan fortælle hvad vej vinden blæser og hvor meget. Har lige fået en fin ny vimpel, den gamle var falmet og hang i laser.
Når jeg er hos Jørgen i Rinsted er der også en slags vejrhane, nemlig den flotte, gamle mølle , som han har udsigt til. Hele møllens top med møllevingerne, drejer sig efter vinden. Vi kan dog ikke se hvor meget der blæser. Her må vi kigge på rønnebærtræerne, som lige nu er så smukke med masser af røde bær.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Hvis du kan lide min blog så skriv gerne en lille hilsen/kommentar