Sider

onsdag den 28. februar 2018

Slædehundekoldt!

En sibirisk kulde har lagt sig over Danmark i disse dage. Minus 9 grader og kraftig blæst fra øst. Heldigvis ingen sne her. Endnu. Pillefyret kører ekstra meget, men jeg har da heldigvis piller nok. Fryse gider jeg bestemt ikke. Er lige kommet hjem fra en frisk tur på 3-4 km fra mekanikeren. Bilen skal have nye forhjulslejer idag, og den skal hentes igen på gåben, så det er på med den varme frakke, hue og vanter endnu en gang. Det er jo slædehundekoldt udenfor! Ja, bortset fra den manglende sne er det lige vejr for slædehunde. De fryser ikke. Har selv haft den glæde at få en tur på hundeslæde med 12-13 dejlige hunde foran. De så ud til at nyde det og det gjorde jeg bestemt også, men det var slædehundekoldt! Jo Grønland kan varmt anbefales, - også i den kolde tid.

søndag den 25. februar 2018

Det er OL's skyld

Billedresultat for vinter ol 2018 billeder

Jeg har været temmelig fraværende her på bloggen i de sidste uger. Årsagen er Vinter OL. Jeg er en stor Ol-fan. Synes det er så fantastisk at så mange nationer kan finde sammen omkring sport. Mennesker mødes og uventede ting opstår. Nogen gange skal der bare en sprække til, som i Berlinmuren. Det gik pludselig meget stærkt dernede. Måske kan den lille åbning mellem Nord- og Sydkorea blive til noget rigtig stort. Vi får se! Jeg har ihvertfald nydt Vinter OL fra PyeongChang, med de halsbrækkende unge mennesker på snowboards, skiskydningen, kunstskøjtekonkurrencerne og ikke mindst curlingen.
Billedresultat for vinter ol 2018 billeder
Det er da et fascinerende spil, - isens skak. Håber de sender en masse når VM i curling skal afholdes i Danmark i 2019

Relateret billede

torsdag den 8. februar 2018

Glæde og nytte

Jeg har lige hentet en pakke i Brugsen. En særlig pakke. Indholdet vil være til både glæde og nytte. Og nej det er ikke en flot ny hue. Det er en kogebog. Og ikke hvilken som helst koge bog. Den hedder Og halsen af en Svane. Lone Landmands nyeste kogebog. Jeg har den første som hedder Hønsefødder og Gulerødder. Disse bøger er for mig ren glæde og kan til enhver tid gøre mig i godt humør, for de er så meget andet end bare kogebøger. Der er dejlige opskrifter i finurligt sprog, der minder os om at bruge gode råvarer, som vi kan være bekendt at spise. Der er skønne fotos både af maden og livet på Brandbygegård. Og så er der sider med fine tegninger og Lones dejlige rim. Ren Halfdan Rasmussen.  Lige nu er der udsalg på Lones bøger

mandag den 5. februar 2018

Kom så ikke og sig jeg ikke ta'r kegler

Igår var en rigtig dejlig dag. Jeg var til regionsbowling i garderforeningen. Holdet bestod i år af 4 piger fra egne rækker, - sidste år måtte vi låne en fra Kalundborg for at kunne stille op. Det var som altid en hyggelig begivenhed, med en lille en til halsen først og dejlig mad bagefter. Vi skulle spille 2 serier og kom rigtig godt fra start i den første. Gik noget ned i anden serie, desværre. Alt i alt var vi klar over at vi nok havde vundet et eller andet, men førstepladsen var vist røget. Det viste sig at det blev til en flot andenplads, - så kom ikke og sig at jeg ikke kan tage kegler. Altid hyggeligt at være sammen i garderforeningen.