Sider

fredag den 27. november 2015

Vinteroprydning i drivhus

Dagen igår var jeg billøs. Den lille Hyundai er hos mekaniker et par dage for at få en undervognsbehandlig og olieskift. Det gjorde nu ikke så meget at det var en hjemmedag for der er nok at se til udendørs stadigvæk. Først skulle der fejes. Den fine hvide sne var smeltet og havde efterladt en masse mos fra taget og blade og smågrene. Det pyntede at få det væk og så var der tid til kaffe på terrassen. Solen skinnede og det gode vejr skulle udnyttes så jeg gik igang med at rydde op i drivhuset. Planterne var fjernet for længst, men alle de visne blade fra vinen pyntede ikke ligefrem. Og så var der plantesækkene og kapilærkasserne. Sækkene blev slæbt ud i køkkenhaven og tømt der. Kasserne blev tømt for vand og båret udenfor til yderligere rengøring. Og hvad dukkede der så frem? Dræbersnegle, - hele 17 af disse ulækre fætre gemte sig under kasserne. De blev smidt i kloakken som sædvanligt. Godt at jeg fik ryddet op, så de ikke formerede sig i vinterens løb. Nu er der fejet og de rengjorte kasser står pænt stablet og der kan serveres en kold øl eller en kop kaffe i cafeen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Hvis du kan lide min blog så skriv gerne en lille hilsen/kommentar