Det går ikke altid som præsten prædiker eller som vi mennesker forventer eller håber. Jeg var klar over at noget ikke var helt ok med Jørgen. Han var ellers lige blevet undersøgt og frikendt for prostatacancer, men den sidste måned var han så begyndt at tabe sig. Tabte hele 9 kg på ingen tid og var også omkring lægen, som sagde at der bare var en pille han ikke længere skulle tage. Og så gik det hele bare så stærkt. Var i sommerhuset Skærtorsdag og flyttede grene fra et fældet grantræ ned på Sankt Hans-bålet, så havde vi et par hyggedage her i Lejre. Søndag kørte vi så i Rema og købte ind og så tog Jørgen hjem. Skulle ordne noget papirarbejde og så i sommerhuset og slå græs om tirsdagen. Havde regnet med at han kom her i løbet af tirsdagen. Det gjorde han ikke og heller ikke onsdag, men vi ringede sammen om aftenen ved sengetid. Torsdag morgen svarede han hverken på sms eller på flere opkald på telefonen. Da der ikke er andre end mig der havde nøgle til lejligheden, kunne jeg ikke få andre til at se om noget var galt, altså kørte jeg selv. Jeg var klar over at enten var han meget syg og havde brug for hjælp, eller også var han død. Man tænker mange tanker på sådan en køretur. Han var desværre død. Lå fredeligt, pakket ind i en dyne og så ud som han sov. Så turen til Knuthenborg Camp Zov Tigra nåede han desværre ikke at få. Men mon ikke den gode Gud og alle englene vil tage godt imod ham og passe på ham, nu når vi ikke længere kan?
