Om mig

Mit billede
Lejre, Denmark
Jeg hedder Kirsten. Bor i et gammelt stråtækt bondehus og har en dejlig sort kat der hedder Bandit. Jeg er levende interesseret i samfundet omkring mig. Elsker at rejse og gør det så tit som pengepung og arbejde tillader det.

mandag den 4. juni 2018

Sommer

I den her dejlige sommervarme sidder jeg ikke meget inde og slet ikke ved min computer. Jeg nyder sommeren i fulde drag. Jeg har jo heller ikke marker der tørster efter regn. Græsplænen er godt nok lidt gul, men den kommer jo igen. Og så er der fordelen at den ikke skal slås så tit. Det er jo meget rart når man nu er blevet en smule omkringfarende. Lige idag har jeg godt nok været inde en del. Det skyldes at jeg har leget VVS- kvinde i halvanden time. Mit toiletbræt havde fået slagside og det kræver sin kvinde. Man kan hverken se eller komme til og selvfølgelig har man ikke en umbrakonøgle der passer og selvfølgelig taber man en skave ned i et hulrum bagpå toilettet og må finde en ny, men nu sidder det fast og er igen sikkert at benytte. Jeg er også begyndt at gøre tiltag til at male terrasse, - taget alt ned og fejet de værste spindelvæv væk. Nu skal der spules og så går jeg igang imorgen tidlig.

onsdag den 16. maj 2018

Persillepigen

Endnu en dejlig dag er snart til ende. Udsigten til morgen kunne ikke være bedre, - sol over Haraldsted Sø. Mobiltelefonens alarm sørgede for at jeg kom forholdsvis tidligt op, da jeg skulle vikariere i Kirkens korshærs Genbrug i Roskilde fra 9.30. Ved morgenmaden kom vi til at snakke om og søge på kartoffelmel og hvordan det laves, - emnet var vistnok udledt af rabarbergrød. Meget lærerigt. Efter hyggelige timer med kolleger og kunder ved kassen i Genbrugsbutikken, gik turen til min altid glade og positive tandlæge Morten og det obligatoriske eftersyn, - nul huller, Dejligt. Efter tandlægen gik jeg en tur i Roskilde og nød den dejlige sommerstemning. Osede lidt rundt i tøjbutikken Masai, - skønne ting men lidt for dyrt. Det næste der fangede min opmærksomhed og næsten hensatte mig til Paris, var Persillepigens dejlige og indbydende udbud af frugt og grønt udenfor hendes butik. Den er absolut et besøg værd og lyser op i gadebilledet med sin farvepragt.

onsdag den 2. maj 2018

Lidt Skovtursstemning

Hvor kan man være heldig. Igår viste vejret sig fra sin værste sidemed kulde, rusk og regn. Idag
skinnede solen smukt. Lige vejr til den årlige udflugt med Genbrugen. Destinationen var som sædvanlig hemmelig. I år gik turen til Maribo hvor veterantoget til Bandholm holdt og ventede på os. Vel anbragt i toget, fik vi serveret den medbragte kaffe med tilhørende småkager. Så futtede vi afsted gennem den nyudsprungne skov, forbi åer og grønne marker til Bandholm. Her beså vi det lille museum på den gamle station. Så gik turen tilbage til Maribo og vores bus kørte os til Bangs Have, som er en skøn gammel skovpavillion, der ligger smukt i skoven ved Maribo Sø og med flot udsigt til Maribo Domkirke. Her fik vi en udsøgt frokost med et glas vin til.

Kaffen, med hjemmebagt kringle indtog vi i kirkens Korshærs varmestue i Maribo, hvor vi fik en rundvisning i de fine lyse lokaler og fik fortalt om stedet og arbejdet der. Rart at se hvad indsatsen som frivillig i KK blandt andet går til.

tirsdag den 24. april 2018

Haraldsted Sø, - et for mig ukendt paradis

 En Jættekvinde,som boede i Køge, gik en dag ind i Midtsjælland for at hente sig et forklæde fuldt af grus. Da hun var nået en mil nord for, hvor Ringsted nu ligger, lagde hun sig på knæ og tog med sin højre arm ud til nuværende Roskilde landevej og skrabede til sig. Hullet der fremkom, blev fyldt med vand og dannede Haraldsted sø. (Gammelt sagn)

Skønt søen ligger mindre end 15 km fra Lejre, var denne skønne plet helt ukendt for mig indtil jeg mødte Jørgen. Han er den lykkelige ejer af et sommerhus i 1. række ved Haraldsted Sø. Det er simpelthen en perle. Udsigten i sig selv er bare så smuk og så er her en fred og ro, - altså hvis man ser bort fra gæs, ænder, blishøns, lappedykkere og hejrer der larmer og er i konstant bevægelse. På land er der en masse småfugle, spætmejser og egern. Jørgen har været så fornuftig og heldig at få købt jorden foran huset, hvor nogen havde planer om grillplads og borde og bænke. Så freden, roen og udsigten er sikret.Huset ligger på en skråningen og er ca. 10 meter over søens overflade og det gør jo udsigten endnu bedre.

torsdag den 5. april 2018

En dejlig dag

Dagen idag var en god dag, men dagen igår var bedre. Efter påsken i Sverige var tirsdagen en lidt sløv dag med udpakning og indkøb. Foråret kom først rigtigt igår med masser af sol og energi. Og der var brug for begge dele. Når man i påsken først havde svinet en dug ved at ryste kaffekruset i stedet for raflebægert og dernæst hældt et spejlæg ud på en anden dug, så var vasketøjet mit. Så der blev vasket i den helt store stil, - viskestykker, duge og håndklæder blafrede lystigt på tørrestativet. Imens blev både havegangen og terrassen fejet og der blev klippet lidt i et par roser og figenbuske. En hylde på gavlen som var helt skjult bag den ene figen blev også flyttet til en bedre plads. Og så var det jo onsdag og tid til bowling. Her gik det også fint. 92-112-117 i de tre serier. det var da helt fint. Og så hjem til varmemad, - frikadeller og stuvet hvidkål med sukker og kanel. Jo sol og varme giver energi.

tirsdag den 27. marts 2018

Påske, - endnu engang

Som tiden dog går! Synes lige det har været nytår. Nu er vi langt henne på foråret, - er gået over til sommertid og lyskæderne er pillet ned uden for. Og Påsken står for døren. Den er forbundet med mange traditioner og mange minder. Det er efterhånden blevet en fasttømret tradition at Påsken holdes i vores hus i Sverige. Og det gør den også i år. Vi bliver 8. Ulla med familie og ny svigerdatter og så Per og mig. Og vi skal selvfølgelig have lammekølle, med sædvanligt tilbehør. Vi skal hygge, spille kort og gå ture. En ting kommer dog til at mangle i år, - nemlig turen til Stadsmissionen. Vi er der nemlig kun i de 5 påskedage og der har denne skønne genbrugsbutik lukket. De fine påskeæg på billedet er hentet i Prag for snart 25 år siden. Der var oprindeligt 5, men nu er der kun 3 tilbage. Det er nemlig rigtige æg, - ikke plastik, og sådan nogle er jo skrøbelige. De små søde lam klappede jeg på New Zealand i 2006, - så de er jo nok spist for længst.

torsdag den 15. marts 2018

Lavringe Å igen, igen

Vejret eller dovenskaben har holdt mig inde et par dage. Lige bortset fra igår hvor jeg var ude med kosten. Indkørslen trængte til en kærlig omgang. Men nu bæser det igen, så det er snart det samme igen. Frisk luft og motion skal der til. så på med hue, halstørklæde og vanter.
I strid østenvind og bidende kulde gik turen endnu en gang til Skjoldungestien og turen langs Lavringe Å. Aldrig har jeg set åen med så meget vand i. Der var en rivende strøm. Og der var ligefrem bølger der viste tænder visse steder. Se hvor forskellig samme å kan se ud.Efter turen var det blevet tid til en dejlig varm kop kakao.